onsdag den 19. maj 2021

    

Socialdemokraterne retraumatiserer syriske flygtninge

Regeringen vil gerne sende syriske flygtninge tilbage til det sydlige Syrien.

Jeg spurgte en flygtning fra Damaskus, hvor mange syrere, hun havde hørt om, som selv frivilligt er taget tilbage til Damaskusområdet? Flygtningeministeren henviser til netop disse mennesker som et bevis på, at det er sikkert at vende tilbage til det sydlige Syrien, hvor Damaskus ligger.
Kvinden kendte ingen, og hun fortsætter: Der er ganske vist flere, som har taget imod tilbuddet om repatrieringsydelse ( altså penge for at tage hjem). Men siger hun, dem hun kender til, er ikke taget til Syrien, sådan som det var meningen! De er i stedet med Beirut som mellemstation taget til Tyrkiet, Dubai eller Qatar med de gode danske penge. Nogle er sågar vendt tilbage til Danmark for at genoptage deres ophold her inden for fristen.
Jeg lærer følgende af hende: Det er kun dem, som er kendte tilhængere af diktaturet, som kan vende tilbage uden at blive fængslet. Der er ikke fred i området omkring Damaskus. Kontrollen med området er i høj grad – ligesom i de sydlige områder af Irak - overtaget af iranske shiamilitser, som nu terroriserer og undertrykker de lokale borgere.
Syrerne i Danmark har fået besked om, at den socialdemokratiske regering vil sende dem ”hjem”. De lange ventetider i behandlingen af ansøgningerne til at få forlænget de midlertidige opholdstilladelser skaber derfor en lang periode med angst hos de syriske flygtninge. Også hos dem, som faktisk ender med at få et ja til at blive i Danmark, fordi det fra starten var indlysende, at de ikke kunne sendes hjem. Måske fordi de er registrerede politiske modstandere af regimet, eller måske fordi de er desertører fra regeringens morderiske hær.
Måske de allerede før flugten nåede at komme i politisk fængsel og hermed også i tortur og har været igennem dyre behandlingsforløb i de traumecentre for flygtninge, som ligger spredt ud over landet.
Uroen har ramt alle flygtninge fra Syrien, som tænker: Det er vores tur næste gang. Og regeringen i Danmark tager åbenbart ikke hensyn til den faktiske situation i Syrien.
Hvad sker der for dem, som bliver indkaldt til fornyet afhøring hos det danske fremmedpoliti? Flygtningen bliver stillet i udsigt, at forhøret godt kan tage en hel dag. Det står uklart hen. Man skal møde op på Nordsjælland i Sandholm kl. 9.00 om morgenen, uanset om man er boplaceret i Skagen.
Dette arrangement synes næsten at være beregnet på at retraumatisere de flygtninge, som i Syrien har været i forhør hos de syriske kollegaer eller Isis , og som af samme grund frygter at møde det danske politi. De har været i et forhør, som de ikke vidste enden på. Og hvor udgangen var frygtet og ukendt. Den danske regering truer nu disse flygtninge med at sende dem tilbage til det område, hvor de allerede en gang har været under pinligt forhør. Ventetiden og selve forhørene hos politiet rammer således ironisk nok især dem, som faktisk får forlænget deres opholdstilladelse, fordi det fra starten pga. deres traumatiske historie har været indlysende, at de ikke kunne sendes hjem.
En del af denne gruppe bliver faktisk heller ikke indkaldt til afhøring, men får tilsendt en meddelelse om, at man overvejer at sende dem hjem. Så kan de selv tænke videre i de næste 5 – 6 måneder, indtil svaret kommer. Det menneske, som er traumatiseret forventer i denne situation det værste.
Det er klart, at det, der betegnes som ”asyl”, i praksis er ophævet i denne angstfyldte periode. Mennesket er jo ikke en maskine, men en organisme og et væsen, der reagerer ud fra dets egen fortid og på den fremtid, det har udsigt til. Det er derfor at forbryde sig mod disse følende mennesker, når man truer dem med at tilbagesendelse til et morderisk diktatur, som regeringen ikke engang selv kan komme i en samtale med. Syrere med telefonforbindelse til hjemlandet har gode og troværdige informationer om deres mulige skæbne i Syrien i deres eget miljø. Og bedre end regeringens "fact finding missions" kan finde. Det er bevist flere gange i fortiden.
Der bliver sendt meget få eller ingen syrere "hjem" i denne omgang. Måske nogle få velfungerende børnefamilier ender i udsendelseslejre udstyret med motivationsfremmende dårlig behandling. Men ingen rejser til Syrien eller kan tvinges til det. Der er ingen aftale med diktaturet i Damaskus. Det hele synes derfor at være en del at et socialdemokratisk politisk stuntnummer til ære for de vælgere, som kunne finde på at stemme på Dansk folkeparti, hvis ikke regeringen viser, at den har ”hår på brystet”. Ingen andre lande i verden har samme politik som Mette Frederiksen og hendes politiske allierede i den borgerlige lejr. Den amerikanske udenrigsminister advarer sine danske venner. Tænk, at vi skulle så langt ud!
Tilbage står, at socialdemokraterne har skabt voldsom frygt og mistro hos hundreder af hårdt ramte syriske flygtninge - også hos dem, som skal bruge det yderste af deres kræfter på at tage sig af deres børn - og skabe trygge rammer og fremme livsmodet hos dem.
Kaj Storgaard Jensen

onsdag den 21. september 2011

Oprydning i Udlændingeservice

Vi er ved at få en ny regering, som ikke på forhånd betragter flygtninge, som en del af fjendebilledet. Det åbner for en større retfærdighed og "lovmedholdelighed" i Udlændingsservice. I fremtiden.

2. kurdersag
Den aktuelle pinlige sag med magtmisbrug og konventionsbrud, hvor unge kurdiske syrere uden statsborgerskab alligevel er blevet registeret som syriske statsborgere, er kun en blandt mange, som nu kan blive belyst. Den systematiske fejl betyder, at de har mistet den automatiske ret til dansk statsborgerskab.

http://avisen.dk/blogs/s.v.petersen/soeren-pind-paa-tynd-is-i-ny-rettighedsskandale_31373.aspx

Er der et mønster i ulovlighederne?

Der bør foretages en samlet undersøgelse af alle de sager med ulovlig praksis og magtfordrejning, som har fundet sted i udlændingeservice i de sidste ti år.

Måske tegner der sig et mønster, hvor særlige eller særligt udvalgte embedsmænd har været medvidende og udførende i netop de sager, der systematisk har været håndteret imod gældende lov.

1. kurdersag
Man husker måske blandt andre sagen om de ca. 70 kurdiske flygtninge med asyl, der ulovligt blev nægtet familiesammenføring med henvisning til en lov, der alene gælder for indvandrere (altså ikke flygtninge). Rikke Hvilshøj trådte kort tid efter afsløringen tilbage. Men hvad med embedsmændene?

http://avisen.dk/blogs/s.v.petersen/endnu-en-glemt-sag-om-ulovligheder-fra-udlaendingeser_29309.aspx

Palæstinensersagen
Unge statsløse palæstinensere blev nægtet dansk statsborgerskab på trods af deres ret hertil. Rønn Hornbech måtte trække sig af samme grund. Men hvem var embedsmændene, som håndterede sagen ulovligt?

http://avisen.dk/blogs/s.v.petersen/kom-den-ulovlige-ordre-fra-bertel-haarder_29352.aspx

Genopdragelsessagen
Mange hundrede børn er gennem de seneste år blevet nægtet familiesammenføring med deres far eller mor i Danmark med henvisning til loven mod tvangsopdragelsesrejser. Loven har været misbrugt til at afvise mange børn, som bestemt ikke har været genopdraget, men som fx har været borte pga skilsmisser. Hvilke embedsmænd har stået for denne misfortolkning af loven.

http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/2011/Valg/2011/09/08/060924.htm

Opgør med en kultur

Man kunne næsten ønske sig, at den radikale Marianne Jelved kunne bliver integrationsminister, så der kunne blive ryddet grundigt op i "røverhulen". Men hun vil vist ikke længere sidde i regering.

Det er min vurdering, at det er afgørende nødvendigt, at der bliver gjort op med den fremherskende kultur i Udlændingeministeriet. Et ministerium, som i årevis accepterer ulovligheder som praksis, bør vel nedlægges og bygges op påny?

Jeg ved godt, at der har været en indre opposition mod magtfordrejningen i ministeriet , men den har været underdrejet og angst. Ytringsfriheden har været undertrykt eller ikke eksisterende ifm "uregelmæssighederne".

Det demokratiske underskud i den offentlige forvaltning giver gode muligheder for de kræfter, som råber højest om demokrati, når talen falder på islam, muslimer og muslimske lande, men som snyder deres vilje igennem uden om loven, når det især handler om muslimer i Danmark.

torsdag den 28. juli 2011

SIAD, DF og Terror

Anders B. Breivik, den norske højrefløjsterrorist, anbefalede i 2009, at den danske organisation SIADs ideologiske linje skal fremmes i den "kulturkonservative" bevægelse i Norge, som han så som et nødvendigt bolværk mod nedbrydningen af den norske kultur som følge af muslimsk indvandring og venstrefløjens virke.

Partiet SIAD (Stop Islamimseringen af Danmark) søger opstilling til næste folketingsvalg, men under navnet SIOE, hvilket skal tydes som Stop Islamiseringen af Europa.

Partiet har opbygget forbindelser til andre nationalistiske grupper rundt omkring i Europa og forsøger at skabe en slags "højrenationalisternes internationale". Flere landes afdelinger, bl.a. den østrigske, er dog blot tomme hjemmesider administreret fra Danmark. Der er en del tom luft i konstruktionen, men den kan jo senere blive fyldt ud.

Opstillingsforsøget i Danmark er sådan set mislykkedes, da kun formanden Anders Gravers Pedersen er opstillet, i en enkeltmandskreds i Nordjylland, hvor han selv bor. Og han har ikke en kinamands chance for at blive valgt.

I USA er partiformanden sidste år blevet udnævnt til årets dumrian, efter han havde holdt en hetzende tale på Ground Zero i New York. I øvrigt sammen med en af de kendte amerikanere, Robert Spencer, som også er læsestof for den norske massemorder.





SIAD har skabt sin egen dolkestødslegende, som består i, at de venstreorienterede med den hensigt at nedbryde den danske kultur har lukket 620.000 uintegrerbare muslimer ind i Danmark. Disse muslimer vil inden for overskuelig fremtid angiveligt overtage magten og omdanne Danmark til en islamiske stat.

SIAD der ved, at mennesker har en tendens til at være urealistiske, når der angives store tal, også på befolkningsgrupper, postulerer uden at blinke det dobbelte af det faktiske antal af muslimer i Danmark. "De andre underdriver faren!, " er det underforståede signal.

Vi andre kan nøjes med at tænke, at løgne ikke nødvendigvis skal undgås, hvis bare de fremmer forståelsen.

Det bedste indblik i, hvordan SIAD/SIOE formulerer sig, synes jeg man får, i en blogdiskussion, som fandt sted forrige år, da SIAD havde besluttet at opstille til byrådet i Ålborg. Forsøget blev i øvrigt opgivet efter partiet havde været i vridemaskinen i den omfattende debat i lokalavisen, Nordjyske. Den indeholdt 1624 indlæg og indtil nu 256.000 hits.



http://ditcentrum.nordjyske.dk/themes/default/forums/thread.aspx?ThreadID=73329



Den norske massemorder og SIAD. Henrik Gøtke - sagen.

Nyfascisten fra Oslo Anders B. Breivik er faktisk velformuleret, og hans teoretiske og ideologiske inspiration kommer fra de samme politiske forfattere, som også inspirerer fx SIAD i Danmark, nemlig Robert Spencer, Pat Condell og Daniel Pipes.

En dansker, der skrev i BTs blogsektion var flere gange inde på netop de samme ideer som massemorderen i Norge uden dog af den grund at blive lukket ned. Han kaldte sig literally, hans virkelige navn er Henrik Gøtke. Han havde en "livlig" tilhængerskare, som ikke var helt så kultiveret, som han selv var, men de bidrog flittigt til at skabe en hadefuld lynchstemning.

Henrik Gøtke oversatte artikler fra den engelske og amerikanske højrefløj, hvis forfattere ofte var godt inde i arbejderbevægelsens historie, og som havde kendskab til de vigtigste marxistiske teoridannelser. Frankfurterskolen, som har skabt en blanding af marxistisk og psykoanalytisk tænkning, og hvis første teoretikere alle måtte flygte fra Hitler, bliver af disse amerikanere anset for det værste af det værste. Tilhængerne af Frankfurterskolen, og de gemmer sig angiveligt alle vegne, vil ødelægge samfundet og hele kulturen. Anders B. Breivik, den norske "kulturkonservative" terrorist, skriver om netop dette.

Det velpolerede gik af Henrik Gøtke, når han skulle tilkendegive sine forslag til konkret politisk praksis:

"Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg intet har imod indvandrere eller muslimer. For mig er disse mennesker produktet af en gennemført sindssyg og ondskabsfuld ideologi, så de gør bare hvad de er programmerede til. Venstrefløjen på den anden side, har gennem de sidste næsten 100 år arbejdet målrettet på at ødelægge Vesten. Disse beregnende og helt bevidst gennemførte ondskabsfulde og landsskadelige møgdyr, skulle lines op ved vore kyster, nakkeskydes og smides i havet. Det vil muslimerne i øvrigt give mig ret i. Der findes nemlig ikke i deres kultur noget værre, end folk der forråder deres egne."

Det, der for Henrik Gøtke berettigede til dødsdommen over Danmarks ca. 1 million socialister, var tydeligvis, at de blev set som landsforrædere. En misgerning, som i mange lande vurderes som den værste kriminelle handling. Og det, der skal beskyttes af henrettelserne, er nationen, folket, traditionen.

Jeg tror, at ordet landsforræder for en nationalist ikke blot kan være det stærkeste skældsord, men også den værste dom, man kan fælde over et andet menneske. En landsforræder har ingen rettigheder. Den norske morder, Anders B. Breivik har anset de unge socialdemokrater for landsforrædere, og hans massemord har han sandsynligvis anskuet som en retfærdig henrettelse.

I Danmark har også Søren Krarup brugt betegnelsen landsforræder om sine politiske modstandere. For folk, der ikke er nationalister, er dette måske ikke så slemt, men for hjernevaskede nationalister kan det måske virke som at trykke på en knap, der udløser handling:

"Jeg betragter ( siger Søren Krarup) Dansk Folkeparti som en modstandsbevægelse, hvor jeg kan aftjene min nationale værnepligt mod det landsforræderi, som vi ser fra folketingspolitikerne."


SIAD som redningsplanke

Magtovertagelsen fra muslimsk side vil iflg SIAD ske ikke blot i Danmark, men i hele Europa, hvis ikke SIAD og dets europæiske moderparti SIOE får magten og stopper "islamiseringen". (Som ret beset indtil nu vel mest består i, at muslimerne får mange børn, kræver badeforhæng og specialslagtet kød i børnehaverne til deres børn, der hvor der er ikke er madpakker.)

Kun SIAD tager denne trussel alvorligt og forsøger for alvor at gøre "danskerne" bange.


Den etniske udrensning


Frygt er den bedste basis for de nødvendige tiltag, som for SIAD består i at

1. muslimer nægtes asyl uanset om de er reelle flygtninge og bliver henrettet ved tilbagesendelsen

2. muslimer nægtes offentlig ansættelse i stat, regioner og kommuner

3. alle muslimer udsættes for udrivelse af landet, begyndende med dem, som anses for de mest uintegrerbare.

De "gode" muslimer, som afsværger sig deres religion, kan i første omgang få lov til at blive. Herved vil de, der ikke vil fornægte deres tro, selv have stemplet sig som fremmede og uintegrerbare.

Andre religiøse mindretal kan få lov til at blive. Muslimer anses ikke af SIAD for at være et mindretal i Danmark, som har krav på beskyttelse 1. fordi de iflg deres religiøse tilknytning vil overtage magten og afskaffe demokratiet 2. fordi der er 1,5 milliarder muslimer i verden. Muslimer afskrives således principielt rettigheder.

Dolkestødslegende og international sammensværgelse

Muslimerne er ifl SIAD den indre fjende, som skal udryddes. Man bør ikke af den grund hade muslimerne, men i stedet alle de venstreorienterede som havde magten, da Schlüterregeringen fremlagde og fik vedtaget de udlændingelove,som var gældende indtil 2001 og som stadig støtter en uhæmmet import af muslimer (dolkestødslegenden).

Det gør de ved at at ville give større mulighed for asyl til flygtninge fra muslimske diktaturstater,som af SIAD anses for bare at være luksusflygtninge, der kommer til landet af to grunde: 1. for at nasse 2. for at deltage i islamiseringen af Danmark og Europa som del af en større islamistisk plan (den internationale muslimske sammensværgelse).

De internationalistiske venstreorienterede anses for at være landsforrædere og vil blive retsforfulgt, hvis de gør modstand mod den kommende etniske udrensning. Medlemmer der offentlig røber planer om at skride til henrettelser, bliver dog ekskluderet, således som vi så det med Henrik Gøtke.

Anders B. Breivik, den norske massemorder, udtrykker sig helt på linje med SIAD, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse en række af hans blogindlæg, som er udgivet her:

www.document.no/anders-behring-breivik/

SIAD-formanden Anders Gravers Pedersen meddeler d. 25.7.2011, at terroristen fra Norge for 1½ år siden viste interesse for at debattere med SIAD. Han søgte om adgang til partiets face-book gruppe. Anders Gravers Pedersen hævder, at man dengang afviste ham, da han havde en nazistisk ven på sin egen face book profil.

www.tv2nord.dk/artikel/167178:Regionale-nyheder--Norsk-terrorsigtet-ville-vaere-med-i-Aalborg-baseret-netvaerk

Anders B. Breivik har imidlertid selv erklæret sig som udpræget Israel-tilhænger, hvilket får SIAD- formandens forklaring til at se nget underlig ud. Hvorfor skulle Israelvennen dog have en nazi-ven?

Men forklaringen får naturligvis SIAD til at se "moderat" ud ved siden af Anders B. Breivik.

I England har det højrenationale English Defence League fralagt sig en direkte racistisk propaganda, der ligner nazisternes, og har i stedet overtaget et program, der ligner det danske SIADs, som bygger på had mod muslimer, hvor disse blot ikke betragtet som race, men anskues kulturelt. Anders B. Breivik anbefalede i 2009, at man i Norge prioriterede arbejdet med at danne en organisation som English Defence League, dvs byggende på SIADs "(SIOEs) ideologiske grundlag".

www.max-sentio.blogspot.com/ (d.6.12.2009)

Denne bevægelse blev faktisk senere sat i gang under det i øvrigt ikke særligt nationale navn "Norwegian Defence League", NDL. Lena Andreasson, tidligere leder af NDL, påstår nu, at Anders B. Breivik blev smidt ud af bevægelsen, "fordi hans holdninger var for ekstreme". (Aftenposten, iflg Berlingske Tidende d. 28.7.2011)

Proisraelsk alliance

Når nogen antyder, at SIADs opfattelser i hele sin grundstruktur minder om de europæiske nazisters propaganda, hvor jøderne blev set som skyldige i en international sammensværgelse og i at samarbejde med bolsjevikkerne og som en trussel mod tyskheden og den vestlige civilisation, ja så mødes denne påpegning typisk med modanklager om antisemitisme, dvs jødehad !

Nazisternes opfattelse af jøderne anses af SIAD for forkert, idet der ikke var "problemer" med jøderne, som der nu er med muslimerne, hverken i Tyskland eller i Danmark. Jøderne beskrives som velintegrerede i 1930'ernes Tyskland. Man vælger altså at se bort fra historiske facts om omfattende jødiske parallelsamfund (ghettoer) for at lighederne mellem de aktuelle muslimer og de daværende jøder ikke skal være for oplagte.

SIAD anser det for vigtigt at lægge afstand til danske nynazister, som holder fast i de forældede jødeteorier, selv om nazisterne har samme grundopfattelse af muslimerne som SIAD. Nazister må således skrive under på, at de ikke længere er nazister, før de kan melde sig ind i SIAD.

Denne drejning af teorien, gør det muligt for SIAD og SIOE at alliere sig med store dele af den amerikanske højrefløj, der støtter Israel imod deres muslimske naboer og palæstinenserne, hvis flertal jo også er muslimer. Som en helgardering mod anklagen om selv at være nazister, anklages muslimer, der kritiserer Israel, for at være nazister.

Anders Breivik forklarer, hvordan denne drejning af den højrenationale ideologi er nødvendig, så man kan beskytte sig mod ødelæggende angreb fra antiracistiske organisationer som fx SOS-racisme.

Psykopatisk ufølsomhed contra pladderhumanisme

Som led i forsøget på at fremstille "os" som ofre for "dem" (muslimerne) afmonteres ethvert forsøg på at se muslimer som ofre selv, fx torturerede flygtninge.

Torturofre fra Saddam Husseins rædselsregime beskrives som lykkeriddere, koransoldater og nasserøve. Det afvises som fx flæbende pladderhumanisme at fremhæve disse menneskers lidelser eller bruge dem som argument for deres ret til at være i Danmark.

For at bygge fjendebilledet op af-individualiseres muslimer. Forsøg på at skildre det enkelte menneske med følelser stemples som promuslimsk og rettet mod at åbne for den "muslimske invasion", det svækker modstandskraften over for fjenden.

Til at dulme medfølelsen bruges faste termer som "vi kan jo ikke hjælpe hele verden".

SIAD-propagandaen er også altid ukonkret i sin beskrivelse af muslimer. Det tales aldrig om muslimer, på en måde så indlevelse bliver mulig. Statistikker er af samme grund meget anvendt i "oplysningsarbejdet". Mennesker gøres til tal.

Hvor muslimer gør sig skyldige i forbrydelser, bliver de imidlertid nævnt og brugt som eksempler, der styrker det generelle billede af muslimer som forbrydere. "Muslimerne er skyldige i massevoldtægter".

SIAD er på denne måde med til at skabe modvilje og had mod muslimer, men på en måde, hvor partiet selv kan fraskrive sig ansvaret for de følelser, det sætter i gang.

De forventelige overgreb på muslimer vil af SIAD-propagandaen blive mødt med indvendingen, at muslimerne selv er ude om det, og at man naturligvis ikke går ind for vold..

Ulogisk brug af statistikker

SIADs debattører er lodret afvisende over for kritik af, at man ikke følger al logiks grundregel, nemlig at man bør se forskellen mellem det enkelte og det generelle, og at man ikke uden videre slutte fra det ene niveau til det andet.

Man spiller irrationelt på følelserne og vil af samme grund aldrig begive sig ind i en diskussion om logik.

Når man påpeger manglen på logik i de foretagne forkerte generaliseringer skaber SIADs debattører med vilje forvirring omkring begrebet. De ulogiske generaliseringer er propagandaens vigtigste redskab, men naturligvis også dens ømme tå. Det er her man kan få fat og påvise løgnens metode. De ting, som SIAD påviser er for så vidt sjældent i sig selv forkerte, men det er gyldigheden og omfanget af problemernes størrelse, som for det meste er helt forskruede.

Partiet har på det sidste på dets hjemmeside bragt en liste over kriminelle handlinger, der betegnes som udtryk for "muslimsk dominansadfærd". I oplistningen indgår forbrydelser begået af østeuropæere og sydeuropæere. I en af ugelisterne udgør "den kristne" andel" op mod halvdelen af de nævnte forbrydelser. Det er som om partiet har svært ved at beslutte sig for om det vil være fremmedfjendtligt i almindelighed eller bare antimuslimsk. Man vælger så det sidste og ender med ulogiske kategorier. But who cares?

Dansk Folkeparti

DF har omend med en svagere retorik hældt benzin på hadet til indvandrere og især muslimer (som har opnået den statsanerkendte omtrendtlige betegnelse "ikke-vestlige" indvandrere).

DF må siges at have et særligt ansvar for at modvirke fascistisk terror, som kan blive en følge af deres egen propaganda.

Den norske massemorder var medlem af det norske Fremskrittspati, det norske søsterparti til Dansk Folkeparti i 6 år, han var formand for lokalafdelingen i Oslo Vest i to år. han var medlem af partiets ungdomsafdeling i hele ti år. Han har trådt sine politiske barnesko, ungdoms- og voksensko i dette parti, som deler holdning med Pia Kjærsgård.

Man må nu spørge, hvor mange kommende mordere der måtte være i Dansk Folkeparti, eller spørge hvad partiet gør for at forebygge, at modviljen mod muslimer og socialister bliver til et had, som kan føre til en morderisk handling, som dem vi har set i Norge?

Spørgsmålet er hvor meget topledelsen i DF har været involveret i den netop afslørede hemmeligt arbejdende gruppe "Org", som har til formål at arbejde for et Danmark helt uden indvandrere. Hvordan man så tænker, at dette skulle kunne realiseres?

Gruppen består af bl.a. en del erhvervsfolk og politikere, som har deltaget i kultiske ritualer med brændende kors á la Ku Klux Klan. Gruppen kalder ligesom Breivik indvandrervenlige personer for forrædere.

http://politiken.dk/indland/ECE1357122/den-danske-hoejrefloej-er-infiltreret-af-hemmeligt-netvaerk/

Forebyggelse af mord og vold må i stedet være en oplagt opgave for DF og dets velargumenterede tilhængere. Partiet og vælgerne må bestræbe sig på,

1. at lægge afstand til de rabiat højrenationale ideer, som er i partiet

2. at lægge afstand til den højrenationale fremmedfjendtlige propaganda, som findes uden for partiet, men som kommer fra persober, som hele tiden gør opmærksom på, at de stemmer DF. Eller fra personer, som søger samarbejde med DF, fx det ekstremistiske SIAD. (Stop Islamiseringen af Danmark og Den danske Forening).

3. at renovere politikken, så den ikke ligner nazisternes for meget rent sprogligt,

4. at sætte effektive stopklodser eller markerede grænser, så der ikke sker en højrenational udskridning i tilhængerskaren som følge af uklarheder i partiets politik.

Fx kan partiet udsende

1. udmeldinger om, at man naturligvis aldrig vil hjemsende flygtninge, som har statsborgerskab og varig opholdstilladelse her i landet - og hvorfor man mener det.

2. meldinger om, at man naturligvis har lov til at udøve sin religion, også som muslim - og hvorfor denne frihed er vigtig.

3. agitation for, at alle borgere er lige for loven. Der må ikke diskrimineres over for definerede mindretal. (Det gælder aktuelt også pension for ældre flygtninge, som ikke skal dø som fattige på en særlig nedsat "brøkpension" )

Partiet bør iværksætte en antiracistisk kampagne og en kampagne for religionsfrihed, som så kunne få den twist i partiets udgave, at den også indeholder en kritik af den racisme, som er blandt udlændinge i Danmark og også en kritik af, at det er svært at melde sig ud af det muslimske fællesskab, når man først er født ind i det.

Forholder det sig imidlertid sådan, at de pågældende, som hetzer mod det muslimske mindretal i Danmark, faktisk er medlemmer af Dansk Folkeparti,og udtrykker partiets virkelige holdning og derfor også beskriver partiets fremtidige politik, ja så må piben naturligvis få en anden lyd. Så står vi med en alvorlig politisk fare.

Det er klart, at der hele tiden er indre kræfter, som forsøger at spænde buen hårdere. Fx Martin Henriksen, som i fulde alvor mente, at det kunne være en god ide, at fratage børnefamilier, som ikke er ærkedanske, børnepengene for i stedet at give flere til folkedanske børnefamilier.

Alt sammen i et erklæret forsøg på at reducere mængden af folkefremmede børn og øge mængden af ærkedanske børn. Altså en befolkningspolitik, som ligner nazisternes racerenhedsprogrammer.

Er det ikke på tide, at partiet lærer sig at tage afstand fra disse vilde ideer og erklære, at alle mennesker er lige og bør respekteres som sådan?

Hvornår kommer den dag, hvor Dansk Folkeparti (og SIAD) er med til at skabe en dansk terrorist?

tirsdag den 31. maj 2011

Dansk Folkepartis løftebrud og de ældre

Dansk Folkeparti fører borgerlig politik

Partiet er en velintegreret del af den borgerlige lejr. Sikrer privilegierne for de rige. DF går efter at ramme de allersvageste, fx den lille gruppe af angste mennesker, der i årevis har måttet leve i krigens skygge eller er blevet mishandlet og ydmyget i uhumske fængsler, hvor de har oplevet helvede på jord. Ældre flygtninge skal iflg partiet nu spises af med en nedsat pensionsydelse, sådan at de ikke skal tro, at de er kommet i himlen før tid.

Men også svage danskere har fået pisken at føle. Allerede for et par år siden blev det grundigt dokumenteret, at partiet i kommunalbestyrelserne i udbredt grad havde deltaget i nedskæringer på ældreområdet. Logisk nok, da partiet selv i Folketinget har været med til at beslutte snærende økonomiske rammer for kommunerne.



Det endelige bevis for fjendtligheden over for ældre medborgere har partiet nu leveret med afskaffelsen af efterlønnen, samtidig med at pensionsalderen hæves. Værkbrudne henvises til at søge førtidspension. En mulighed der hele tiden har været der. Argumentet for at nedbryde velfærden er, at man vil bevare velfærden! Logikken er ekstra hårdtslående, når man også lige husker på, at partiet fornylig har lagt stemmer til at lette skatten for de velhavende!

Man må forvente en vælgerflugt af almindelige lønmodtagere og ældre bort fra DF efter deres sidste løftebrud. Et par grænsebomme, hårdere straffe for voldtægt og lidt ekstra diskrimination af flygtninge, kan vel dårligt opveje den trussel, som partiets politik er for almindelige mennesker.

Fremmedfrygt og danske værdier

Det er muligt, at mange pensionister bærer over med dette faktum. Men sikkert kun hvis de ser "de sorte" som hovedfjenden og netop ikke DF, som falsk forsøger at stryge især ældre over håret med deres forsvar for "danske værdier".
DF spiller på den lille mands frygt for at blive rendt overende og på hans misundelse. Hvad er der tilbage til mig, når de i rigmandsvillaerne har lagt til side til sig selv?

De "fremmede" er imidlertid så småt rykket helt ind i de ældres hjem. Som hjemmehjælpere. Og som assistenter på plejehjemmene. De fremmede står også allerede ved døren. Som avisbude og som postbude. Indvandrerpigerne overgår nu de danske piger, når det drejer sig om at tage studentereksamen. Det er kun et spørgsmål om tid, før DFs tomme propaganda mod "muslimerne" falder til jorden, tynget af vægten fra omsorgen i hverdagen. og fra de tjenester, "de sorte" yder.

Så meget mere forsøger højrenationalisterne at lade nogle enkelte kriminelle med udenlandske rødder tegne billedet af, hvordan alle flygtninge og indvandrere er. Der tales generelt om "indvandrerne" og "muslimerne".

I BT-debatten så vi, hvordan hyperaktive DF´ere som Mr.Søgaard og Kjeld Krabbe, der i mellemtiden er blevet smidt ud af BT, men uimodsagt af meningsfæller kunne påstå, at indvandrerne var ansvarlige for 73%, dvs næsten 3/4 af kriminaliteten i Danmark. Det virkelige tal er faktisk "kun" 13%, hvilket svarer til, at indvandrere er ca en halv gang mere kriminelle i gennemsnit end danskere. Når de fantasifulde, men også noget barnagtige tal anfægtes trækkes lokale opgørelser fra København frem, som imidlertid kun omhandler sigtede unge under 18 år. De rigtige tal er sådan set slemme nok, men åbenbart ikke tilstrækkeligt til at opnå den skræmmeeffekt, man i DF-propagandaen satser på.

VKO er medansvarlig for kriminaliteten

Men DF har jo stort set selv haft eneret til at bestemme udlændinge- og retspolitikken siden "systemskiftet" i 2001. PARTIET kan ikke blive ved med at bebrejde "rød stue" de rådende samfundsforhold. Noget ser ud til, at det netop er den politik, som regeringen på DFs nåde har ført, der er hovedansvarlig for den kriminalitet også blandt indvandrere, vi nu ser udfolde sig. Det er klart at partier her før valget vil profilere sig som opposition, men den holder ikke, og slet ikke på dette politikområde.

Hvordan kan det komme som en overraskelse at HA'ere har sat sig på narkomarkedet. Her har regeringen båret af DFs had til Christiania gjort i nælderne og med en hovedløs politik sørget for, at hashmarkedet en blevet en integreret del af den hårde narkohandel. Og herom står krigen så nu. Og den er ikke afsluttet. I Jylland breder Banditos sig, og vi afventer næste runde i narkokrigen.

De unge med udenlandske rødder har måttet vokse op i ghettoer sammen med andre hårdt belastede udlændinge og danskere. Den perfekte grobund for dannelsen af ungdomsbander.

Der har været en nærmest planlagt mangel på praktikpladser til de unge, der begyndte på en faglig uddannelse. Planlagt fordi den har været kendt år ud og år ind. Og det man ikke gør noget ved, må siges at være noget, man bare tager med i købet.
Der har kørt propagandatrommer, som fortalte de unge, at deres forældre var til besvær, at de var dovne luksusflygtninge og dumme muslimer, som ikke kunne integreres. Deres religion var forkert, og storesøster skulle ikke have arbejde, når hun bar tørklæde. Modersmålsundervisningen blev afskaffet, så børnene fik sværere ved at tale med deres bedsteforældre.

Far kunne pludselig ikke længere blive dansk statsborger - ikke fordi han var luksusflygtning eller kriminel, nej nu var argumenterne pludselig vendt på hovedet. Nu var det den succesrige "luksusflygtning", der fik dansk pas og stemmeret, mens den psykiske nedbrudre far blev udelukket, lige præcis fordi han havde været tortureret og led under det. Lige som den unge også selv havde lidt under farens reaktioner ogf angst hele sin barndom. Der har været gjort forsøg på at skjule flygtninges rettigheder og de er blevet undertrykt. Omkring 70 kurdere blev ulovligt gennem flere år nægtet familiesammenføring, og statsløse unge født i Danmark blev i flere år ulovligt nægtet dansk indfødsret.

Afstanden mellem Dansk Folkepartis propaganda og de faktiske forhold i de unges liv er stor. De unge ser de borgerlige og socialdemokraterne bøje sig for den nationalistiske propaganda og konkluderer, at der ikke er retfærdighed til.

Samtidig har de hørt, at der skulle stilles krav til dem. Om hvad? Om at rive sløret eller tørklædet af søster og mor? Om at skifte religion? Om at skaffe sig en praktikplads selv? Om at tiltvinge sig det job, som man ikke engang bliver indkaldt til samtale til, pga sit navn.

Det personlige og det fælles ansvar

Heldigvis har hver enkelt menneske ansvar for sit eget liv, hvilket også gælder unge 2.gere (og danske HA'ere) og de kan følgelig ikke med rette gå i offerrollen og sige, at det er samfundets eller regeringens skyld, at de har valgt at stjæle og skyde og ødelægge andre menneskers liv med narkotika.

Påstanden om, at forældrene er luksusflygtninge eller uintegrerbare muslimer benægter meget af det, som kunne have givet de unge stolthed. Man kunne ønske sig en politisk organisering af unge med udenlandske rødder, som effektivt gik i rette med regeringens politik. Og som også dyrkede lidt slægtshistorie, så alle tomme påstande om luksusflygtninge og nasseri kunne blive manet i jorden og erstattet med en sund stolthed. Det kan være at opstandene i Nordafrika og Mellemøsten kan give impulsen til en sådan bevægelse.



Det eneste alternativ til rød og blå stue er, så vidt jeg kan se, mennesker, der organiserer sig selv og står op mod de mange løgne. Og som selv kommer med konkrete bud på et bedre fælles liv. Det gælder også de 2.g'er, som forvilder sig ud i småkriminalitet og som på den måde er med til at holde de borgerlige ved magten, sammen med DF.



2.g'erne og andengenerationsflygtningene behøver ikke isolere sig i en sådan bevægelse, men kan gå sammen med de mange fordomsfri unge danskere.


onsdag den 2. februar 2011

Socialisme og kommunisme

Skrevet af Stig Winther Petersen


I lyset af Ole Sohn-debatten, mener jeg det vil være gavnligt at få pudset nogle begreber af - hvad skal vi forstå ved socialisme og kommunisme? Debatten er opstået fordi, Ole Sohn, der var formand for Danmarks Kommunistiske Parti, har udsigt til at blive minister i en kommende regering.

Der er mange måder, man kan forvirre sig selv på. Ordene kommunisme og socialisme bruges om sæt af ideer, men også om politiske bevægelser og sågar om hele samfund. Og så kan ordene dække et indhold, der er nøjagtig det modsatte af, hvad der oprindeligt var meningen med dem. Så lad os tage et par strejftog i historien for at slå nogle ting fast.

Socialismen og kommunismen er politiske traditioner, som går langt tilbage. Der er lavet kommunistiske utopier helt tilbage i 1600-tallet,( fx Thomas Moore: Utopia).



Thomas Moore

Som politisk ide blev socialismen tydeligere i arbejderbevægelsen for 200 år siden. De fleste arbejdere var socialister sidst i 1800 tallet. Og der var mange forskellige retninger.

På samme tid fandtes der også borgerlige ideer i mange aftapninger.
Læs om de grovere udgaver af de borgerlige ideer i Sven Lindqvist: " Udryd de sataner. " Det er en bog, som burde være pligtlæsning for unge i skolerne, fordi den viser, hvordan racismen og kapitalismen hænger intimt sammen. Mange af de borgerlige ideologer og politikere bifaldt erobringen af kolonier og aflivningen af millioner af mennesker. Ellers havde de ikke kunnet finde sted. Men andre borgerlige var modstandere og mente, at det var umoralsk. At være borgerlig er historisk set altså heller ikke én ting.

Bolsjevismen og stalinismen


En politisk retning, som senere blev kaldt bolsjevismen, udsprang af det russiske socialdemokrati først i 1900 tallet. I 1917 lykkedes det dette parti at erobre magten i Rusland, som imidlertid ikke var modent til et socialistisk demokrati. I stedet for at udvikle demokratiet valgte partiet at dominere alle beslutninger og satte sig selv på magten. Alle andre socialistiske retninger blev samtidig udmanøvreret og senere udryddet. De øvrige var socialdemokrater, anarkister, trotskister og rådssocialister. Det skete gradvist, og de fleste socialister i Europa og Amerika vidste ikke meget om det, og håbede nok det bedste. Der var tændt et håb, som mange ikke ville have slukket. Fascismen marcherede i Europa.

Nogle socialister i Europa tog bestemt afstand fra den sovjetiske ledelses politik, som man ikke anså for demokratisk og socialistisk.

Socialdemokrater kritiserede manglen på demokrati. Trotskister kritiserede den tilfældige magtudøvelse og undertrykkelsen af politiske modstandere. Rådskommunister kritiserede politikken for ikke at være socialistisk, men snarere fascistisk.

Otto Rühle, som havde været socialdemokratisk medlem af Rigsdagen i Tyskland, blev ideologisk leder under den tyske revolution efter første verdenskrig. Han var fortaler for et radikalt basisdemokrati med rod på arbejdspladserne (rådskommunisme).




Otto Rühle skrev i 30'erne en bog om "den røde fascisme" i Sovjetunionen. Manden var glødende socialist. Bogen blev genoptrykt og læst af røde studenter i halvfjerdserne. Han beskrev forvandlingen til et socialistisk samfund som en stor pædagogisk proces, hvor mennesker opdrager sig selv og udvider deres erkendendelse og handlemuligheder gennem selvorganisering.

www.libcom.org/library/bourgeois-proletarian-revolution-otto-ruhle


Socialisme som fællesskab

Socialisme er nok så meget en bevægelse i retning af fællesskab, som den er et fikseret system. I den forstand er socialismen heller ikke længere en utopi eller et bestemt samfund, men betegnelsen for den fællesskabsbevægelse, der bestræber sig på at gennemføre socialistiske principper.

Socialisme ser derfor meget forskelligt ud alt efter, hvor og hvornår den udvikler sig. Fælles for alle former for socialisme er, så vidt jeg kan se, at det er en bevægelse, hvor mennesker forsøger at få indflydelse på deres eget arbejdsliv, dvs. begynder at se sig som ansvarlige og skabende mennesker, der samarbejder med andre om at tilfredsstille egne og andres behov.

Det så vi i det statskapitalistiske Polen lige før militæret tog magten i 1981. Arbejderne var begyndt at danne arbejderråd, som skulle overtage kontrollen med de statsejede virksomheder. Det var en parallel organisering, ved siden af det berømte Solidarnosc. Men så klappede fælden. Socialistisk demokrati var ligegodt for skrapt for betonkommunisterne, som havde administreret samfundet uden at spørge andre.




1.maj i Århus

Manglen på demokrati på er nok ansvarlig for, at en socialistisk udvikling på Cuba er gået i stå. Statseje er ikke i sig selv socialisme, men netop bare statseje. Fabrikker og butikker ejet af et bureaukrati er ikke demokratisk styret fælleseje.

Det, at hver enkelt menneske sammen med andre har indflydelse og tager stilling, mener jeg, er helt afgørende for, om man overhovedet kan tale om socialisme. Vi kan jo alle fylde det i begreberne, som vi ønsker os. Jeg mener ikke, at man kan skille socialisme fra demokrati. Så når Ole Sohn kyssede Honecher, så var det ikke et socialistisk land, han besøgte, men et statskapitalistisk samfund uden demokrati.



Freie Deutsche Jugend (DDR), en indoktrineret topstyret spejderbevægelse


Velmenende borgerlige kommer ofte med det argument, at socialismen ikke er ønskelig, fordi initiativet bliver taget fra det enkelte menneske, som i stedet må affinde sig med at få at vide, hvad det skal gøre.

Bortset fra at det jo netop er lige præcis sådan de fleste mennesker oplever deres arbejdsbetingelser i dag i Danmark og i alle andre lande, så er der jo det rigtige i påpegningen, at sådan var forholdene faktisk også i den såkaldt "realiserede socialisme". Påstanden påpeger for socialister, at det ikke er socialisme, der tales om.

I Østeuropa havde man oven i købet bremset de entreprenante kapitalister. Alligevel skete der en social udvikling i Østeuropa, som man ikke bør se bort fra. Men alt stivnede i systemer og i frygt for det altdominerende parti, som også kunne gribe til statsterror.

Det, vi har lært, er, at socialisme ikke trives med ét parti, som styrer enerådigt. Folkestyre fra grunden er vejen, som skal betrædes. Gennem deltagelse i beslutninger modnes et menneske til ansvarlighed. Det gælder også for dem, som deltager i den bevægelse, som peger fremad mod mere socialistiske forhold. Socialistiske bevægelser, som selv ikke fungerer demokratisk, kan naturligvis ikke forberede en socialistisk udvikling, tværtimod.

Socialisme er en udvidelse af demokratiet gennem aktiv deltagelse i beslutningsprocesser af især de mennesker, som skal udføre arbejdet. Socialisme er økonomisk demokrati.

Diskussionen af hvilke beslutninger, der skal teges, kræver, at alle har fuld ytringsfrihed. Især vigtigt er det, at de, der udfører arbejdet, og som af samme grund ofte har mest forstand på produkterne og serviceydelserne, kan give deres besyv med.

Der er således et klart socialistisk perspektiv i at øge offentligt ansattes ytringsfrihed nu . Man forstår, hvorfor de borgerlige instinktivt trækker sig, når ytringsfriheden er på tale. De ønsker ikke den slags personlig ansvarlighed udviklet,s omhænger sammen med at stå frem med en kritik. De har brug for autoritetstro mennesker, der gør det, de bliver beordret til.

Marxistisk kritik af statskapitalismen/statssocialismen

Kan man engelsk, og vil man studere en gennemgribende kommunistisk eller marxistisk kritik af den sovjetiske statskapitalisme (kommunisme) kan man roligt starte her:

www.marxists.org/archive/mattick-paul/index.htm

Jeg tror desværre ikke, at en ny såkaldt venstreorienteret regering vil bringe socialismen nærmere. Socialisme og kommunisme kommer, som jeg ser det, "nedefra", Hvis en ny regering vil åbne for større demokrati i økonomien, kunne man håbe på, at der ville udvikles en større social ansvarlighed, som jeg mener er indholdet i og forudsætningen for en socialistisk udvikling. Men det er ikke på dagordenen. Det er snarere krisemanagement, der er pointen.

Opfordringen til at arbejde 12 minutter mere om dagen forholder sig jo slet ikke til indholdet i arbejdet. Socialistisk tænkning er altid kvalitativ. Det er fremmed for socialistisk tænkning at operere rent kvantitativt. Det er kapitalistisk tankegang. Det er uacceptabelt at løsningen kan være at arbejde mere, når der ikke samtidig tages stilling til om produktet af dette arbejde er ønskeligt eller ej.

Socialistisk revolution i Venezuela

Jeg har fundet en interessant artikel, der handler om den aktuelle socialistiske revolution i Venezuela, hvor man kan se hvor sammensat en bevægelse der er tale om. Det er spændende at læse om forsøgene på direkte medarbejderkontrol på arbejdspladserne, dvs. forsøg på indførelse af økonomisk demokrati

Der er et interview med nogle socialister, der ikke er enige med præsidenten, og som arbejder for direkte arbejderovertagelse af produktionsapparatet, altså økonomisk demokrati.

Der er mange forskellige socialistiske opfattelser, og de viser sig også i Venezuela som forskellige politiske strømninger. og som forskellige måder at kæmpe på.

http://www.socialistiskinformation.dk/side.php?id=592


Kommunisme er ikke partidiktatur

Kommunisme har intet med partidiktatur at gøre, tværtimod. Det er klart , at vi mennesker - sikkert i al fremtid - vil dele os efter anskuelser, men at et bestemt parti skal bestemme er i modstrid med hele kommunismens ide. Socialisme må indebære, at de samvirkende mennesker gør sig fri af også socialistiske partiers dominans.

Socialistisk demokrati er basisdemokrati, dvs. et demokrati organiseret ud fra arbejdspladserne, skolerne, beboelseskvartererne. Den socialistiske ide er ikke elitær i sin opfattelse, men bygger på lighed mellem mennesker, og der er principielt ikke nogen, der er "mere lige end andre". George Orwell, der kritiserede Sovjetunionen i sin bog "Kammerat Napoleon", fastholdt jo bare den socialistiske ide midt i det stalinistiske kaos.

Så kan der være en masse sager , hvor der skal lovgives og her kommer forskellige skiftende partier med forskellige livsholdninger som nu ind i billedet.

Kommunisme indebærer forsamlingsfrihed og fuld ytringsfrihed. Hvordan skulle basisdemokrati ellers kunne fungere i praksis?

Sovjetunionen havde en bestemt slags fællesejendom, som bedst kan betegnes som statskapitalisme - eller statssocialisme alt efter synsvinklen. Mens Stalins parti gjorde alt for at fremstille sig som arvtager til tidligere socialister, undertrykte det selv alle andre slags socialister.

Jeg vil personligt ikke betegne hverken det russiske eller det kinesiske system som socialistisk eller kommunistisk. Alene fraværet af demokrati diskvalificerer Sovjetunionen og det nuværende Kina fra denne betegnelse.

Tænker man marxistisk er socialisme som samfundssystem først og fremmest det samme som økonomisk demokrati. Dvs at de, der arbejder også bestemmer over deres arbejdspladser, over produktionen og over hvilke produkter, der skal laves.

Jeg formoder, at mennesker, der bruges deres arbejdstid efter egen bestemmelse, vil tage hensyn til, hvad der er brug for på det, der nu hedder "markedet", så der bliver en balance mellem udbud og efterspørgsel. Hovedideen i marxistisk tænkning er, at der skal "produceres for behovene" og ikke "for profitten". Det springende punkt er så naturligvis, hvem der skal bestemme, hvad behovene er og hvordan, man finder ud af det.




Svend Vestergård Jensen har i et nyligt nummer af "Socialistisk Information" en udmærket artikel, hvor han klargør sit syn på begreberne marxisme, socialisme og stalinisme. Jeg bringer den her i sin helhed:

"Stalins arv: Er marxismen ansvarlig for stalinismen?
Under valgkampen forsøgte journalister og borgerlige politikere, ikke mindst Pia Kjærsgaard, at skræmme vælgere væk fra Enhedslisten ved blandt andet at henvise til principprogrammets begreber om revolution og kommunisme.

Ligesom borgerlige politikere de sidste par år nærmest kun omtaler SF som Socialistisk Folkeparti med tryk på socialistisk. Som om det skulle skræmme folk væk. Ideen hos dem må være at identificere begreber som socialisme, kommunisme og revolution med den praksis, som er blevet knyttet til disse begreber.

Samme angst synes også at plage dele af venstrefløjen – ”vi skal passe på ikke at sige kapitalisme, revolution, socialisme, osv.” Dette i en situation, hvor kapitalismen er i dyb krise, netop fordi det er kapitalisme!

I det aktuelle splittelsesforsøg i SUF og samarbejdet mellem Enhedslisten og SUF, siger splittelsesmagerne, at Enhedslistens Ungdom ikke skal hedde SUF, trods dette navns historiske tradition i Danmark fra Socialdemokratiets Ungdom til det nuværende SUF, der arbejder uafhængigt i forhold til, men i solidaritet med Enhedslisten. I stedet vil man strømline en ungdomsorganisation så tæt på Enhedslisten som muligt til det parlamentariske arbejde, der holder sig inden for det borgerlige samfunds rammer.

Er ideen at blive salonfähig og blive klar til at administrere kapitalismen og ikke afskaffe den? I stedet må der gås en anden vej. Ved at droppe begreberne begås en alvorlig fejl, og det leder til nye problemer. Ord og begreber må afspejle deres indhold. Det handler ikke om at afskaffe begreber, ændre deres reelle indhold, men om at variere og nuancere sprogbrugen.

Åndelige tvillinger
Netop ved at sammenblande stalinisme med marxisme opnås, at venstrefløjen henvises til noget skræmmende. Det svarer til, at man ville sige, at borgerlige er ansvarlige for fascismen, og at venstrefløjen hele tiden ville bruge fascismebegrebet om borgerligheden. For fascismen var jo en borgerlig strømning, der på afgørende tidspunkter reddede kapitalismen, når den var sidste mulighed, den sidste udvej.

Disse to fænomener, fascismen og stalinisme, udspringer af hvert sit system, men fremtrådte som Lev Trotskij engang sagde, som åndelige tvillinger. Den tyske marxist Karl Korsch skrev i 1939: ”Det er ikke længere ufatteligt, at den russiske stat i sin nuværende struktur skulle fungere som en mægtig løftestang i fascismegørelsen af Europa”.

Hvorfor må kritisk tænkning, revolutionære handlinger, gøre helt op med den stalinisme, der har præget store dele af venstrefløjen siden 1920’erne og 1930’erne? Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Er socialisme/kommunisme ansvarlig for stalinismen? Er stalinisme og marxisme ganske enkelt det samme? Er bare lidt der hen ad? Har den konservative politiker, Per Stig Møller bare lidt ret, da han engang sagde, ”at der går en direkte linie fra Marx til Moskva”?

Når forvirringen kan være total, kan det skyldes, at stalinismen formelt er udsprunget af marxismen, den russiske revolution. Efter bureaukratiseringen af den unge sovjetstat med Josef Stalin som dens leder og symbol fortsatte dette bureaukrati med at kalde sig det bolsjevistiske parti, det kommunistiske parti. Det brugte simpelthen de revolutionære gamle etiketter for lettere at kunne bedrage masserne og dermed opretholde den magt, de havde tilranet sig på bekostning af dem, der havde gennemført revolutionen i byerne og på landet. Ikke bare bedrageri – der blev samtidig brug for omfattende masseterror for at gennemføre den politiske kontrarevolution.

Masseterror
De fleste ledere fra den revolutionære periode blev deporteret eller henrettet. Eksempelvis blev mere end halvdelen af de 1900 delegerede fra kommunistpartiets kongres i 1934 elimineret få måneder efter. Det var sågar efter, venstreoppositionen helt havde lidt nederlag i årene før. Af de 200 medlemmer af centralkomiteen af det ukrainske kommunistparti var der kun få, der overlevede. Arrestationerne af ledende folk i hæren ramte mere end 30.000 ud af 178.000.

I sammenhæng med denne udvikling voksede bureaukratiet. Antallet af administrativt ansatte voksede i tiåret fra 1.450.000 i 1928 til 7.500.000 i 1939. Bureaukratiet voksede hurtigt til en virkelig social kraft, hvis konsekvenser allerede kunne mærkes.

Revolutionens land blev forvandlet til et politivælde, der ikke nøjedes med terror i Sovjetunionen, men gennem sin udenrigspolitik og den nu staliniserede Kommunistiske Internationale bredte sig til eksempelvis den spanske revolution og borgerkrig, hvor politiske modstandere på venstrefløjen blev ombragt. Og resultaterne er velkendt: Slaget blev tabt, og fascismen kom til magten i sin spanske variant, falangismen, med Franco som kransekagefigur.

Kommunistisk Internationale var blevet et redskab for Sovjetunionens udenrigspolitik. Internationalen blev uden diskussion nedlagt i 1943, som en særlig gestus til vestmagterne under Anden Verdenskrig.

Socialismen miskrediteret
Som antydet i indledningen har fænomenets resultat med et monolitisk partidiktatur, masseterror, historieforfalskning, osv. gennemskadet socialismens og kommunismens sag. Nutidens og fremtidens revolutionære socialistiske bevægelser må operere denne kræftsvulst væk, hvis det ikke allerede er gjort. Det er en væsentlig forudsætning for socialismens troværdighed.

Det nytter ikke, som det høres rundt omkring hos visse ”ny-stalinister”, at man må forsvare Stalin, fordi den reaktionære Stalin-hetz anvendes til at bekæmpe socialismen. Eller som det også høres rundt omkring på venstrefløjen: Det er historie – glem det – vi må videre! Tværtimod har vi brug for at lære af historien – og dens fejltagelser, og det vil kun være dumt at forsøge at bortforklare den virkelige historie.

I stedet må venstrefløjen blive bedre end de reaktionære og andre, når det gælder om at afsløre stalinismens forbrydelser og til forskel fra de borgerlige, så bør nutidens socialister også analysere det skete, forklare hvorfor det kunne ske, og hvordan det kan undgås i fremtiden.

Der er intet at skjule. Den kritiske venstrefløj må tage en gammel 1968-parole til sig ”kritiser alt!” Også forbrydelser begået i socialismens navn, og ikke mindst kapitalismens og imperialismens forbrydelser, grusomheder og misgerninger og bidrage til dens sorte bog – kapitalismens sorte bog. Intet skal skjules, hverken i Øst eller Vest – Syd eller Nord!

Efter stalinismen genoprettes kapitalismen
Stalinismen strakte sig over flere årtier, og en del steder i verden forsøgte man at ”opbygge socialismen”. Intet steds lykkes det ud fra de intentioner, socialismens pionerer tilstræbte. Det lykkedes heller ikke stalinismen at fastholde den magt, de havde tilranet sig. Der opstod en kapitalisme, der netop havde sit udspring i dele af bureaukratiet, som kunne nyde godt af sit magtmonopol, når tingene pludselig skulle privatiseres. Det nye bourgeoisi var vokset frem af dele af bureaukratiet. Kolossale profitter blev ophobet hos enkelte. Sætninger som ”russisk oliemilliardær opkøber fodboldklub” i en stor national liga, er velkendt.

De fleste steder er kapitalismen genoprettet, uanset hvilken variant af stalinismen, der var tale om: Sovjetunionen, Kina, Albanien, Rumænien eller i mildere grad Jugoslavien, hvor nationalismen så til gengæld slog ud i fuld flor, og opløste dette land.

Kapitalismen blev oprettet på særlige måder – mafiaøkonomi og hvad der ellers kan siges og analyseres frem til. Fremvæksten af fascistiske bevægelser, hvoraf sådanne bevægelse og organisationer er tætte på den politiske magt, eksempelvis i Ungarn. Halvdelen af Europas organiserede nynazister findes i Rusland.

Teoriens forfladigelse
Stalinismens opståen og dens senere monopol på magten indebar, at den marxistiske teori blev forfladiget og dogmatiseret i en sådan grad, at store dele af det marxistiske tankegods forsvandt i glemslen. Det gælder ikke mindst den rige arv fra den russiske revolutions første år frem til midten af 1920’erne, hvor revolutionære socialister som Lev Trotskij og mange andre gav værdifulde bidrag til debatterne såvel i Rusland som på det internationale plan.

Eksempelvis forsvandt lederen af Det Socialistiske Akademi, der blev startet efter revolutionen, det senere Marx/Engels Institut, Rjazanov. Rjazanov fik samlet en række af Marx’ og Engels’ værker, der aldrig tidligere var publiceret. De havde ligget nærmest uopdaget hos ledere af det tyske Socialdemokrati, hos Bernstein og Kautsky. På grund af ”revisionisme-debatten” i det tyske parti, havde de sat en stopper for yderligere tiltag i udgivelser af disse hengemte værker og ”partsindlæg” i debatten. Bl.a. ”Grundrisse”, de papirer hvor Karl Marx selv fremstiller metoden i ”Kapitalen”. Marx oplevede selv kun udgivelsen af hans hovedværks første bind. ”Grundrisse” er så at sige hele metoden og fremstillingen fra Marx’ egen hånd.

Denne omfattende produktion og forskning blev foretaget af Rjazanov og hans medarbejdere. Men deres arbejde behagede ikke Stalin-bureaukratiet. Rjazanov blev anholdt og forvist i 1931 og døde i 1935 eller 1936.

Kommunismens negation
Stalinismen indebar ikke kun, at de rige erfaringer lemlæstedes, men også at den teoretiske nyproduktion stort set forsvandt. I stedet for at opmuntre teoretisk kamp og nytænkning nøjedes stalinismens ”teoretikere” med at forsvare dogmerne, en vulgarisering af deres ”marxismen-leninisme”.

Den polskfødte marxistiske historiker, Isaac Deutscher, sagde engang om sig selv, at hvis Stalin og hans stab var marxister, så var Deutscher ikke marxist, og hvis indholdet i Karl Marx’ ”Kapitalen” var, hvad Stalin sagde, så var han ikke marxist. Isaac Deutscher gav sig så til at læse ”Kapitalen”. Igen og igen – også andet af Marx – for at begribe metoden. Det var efter, at han som talsmand for den antistalinistiske opposition yderligere stillede spørgsmålet: Kunne den stalinistiske politik og praksis retfærdiggøres ud fra marxismen? Var Marx’ analyser og kritik af kapitalismen holdbare i den tid, Deutscher skulle forholde sig til?

Studierne afslørede for Deutscher, at metoden hos Marx ikke bare var uforenelig med den socialdemokratiske reformisme. Den afslørede også for ham den dybe kløft, som lå mellem den klassiske marxisme og de kyniske opportunister, den stive skolastik og de inkvisitoriske metoder hos stalinisterne. Siden den tid var det umuligt for den unge Deutscher – og den ældre, at beskylde Marx for stalinismens fremkomst og praksis. Konsekvensen som marxist var at gå i opposition mod stalinismen.

Kritisk metode
Marxismen skal være en kritisk, dialektisk metode. Modsat af hvordan den blev anvendt, hvor den nærmest fremtrådte som en slags religion, et dogmatisk system som bygger på tro, ikke viden. Og hvis du er uenig, skal du få en over nakken!

Netop den fri debat er forudsætning for at udvikle teori og metode. Marxismen er skabt og skabes i diskussioner, analyser, debatter, forskning, erfaringer med og i nye udviklinger i klassekampen og alle andre steder og ikke blot indenfor nationale rammer. Uden denne dialektiske forudsætning dør dens udvikling.

Gennem årtier havde stalinismen et monopolagtigt præg på de revolutionære bevægelsers teori og politik. På den måde at den ofte umuliggjorde en diskussion om revolutionær politik, også strategi og taktik. At afvise og gennemskue stalinismen indebærer, at man kan begynde at diskutere vigtige strategiske og taktiske spørgsmål uden skyklapper, hvilket er nødvendig for at revolutionære bevægelser kan gå frem og få afgørende indflydelse på begivenhedernes gang.

Stalinismen har også sin virkning på dem, der tog afstand og i nutiden tager afstand fra hele ”den teoretiske arv”, fordi de netop sammenblander stalinismen med socialisme, kommunisme, revolution, m.v.. Når diskussionen af begreberne forsvinder i den politiske teori og praksis, har det indflydelse på den politiske orientering. Dette i en situation, hvor revolution-begrebet anvendes rundt om i verden mere end nogen sinde – i hvert fald i årtier - fra den arabiske revolte over Europa til nu selv USA med ”Occupy Wall Street”-bevægelsen, der breder sig som ringe i vandet.

Arv og udvikling
Den teoretiske arv indeholder også erfaringer fra den russiske revolutions første år og Kommunistisk Internationales første fire kongresser – en rig arv, som må generobres. Efter de fire første kongresser, dvs. indtil 1922, var det først og fremmest den trotskistiske bevægelse, som blev forsøgt opretholdt og videreudviklede den revolutionære teori og politik. Ganske vist finder man også i denne bevægelse forskellige grupperinger med dogmatiske positioner. Denne dogmatik hænger sammen med, at man forsøgte at bevare en relativ lille kerne af revolutionære i perioder under meget svære betingelser, men denne konstatering er ikke en undskyldning – kun en forklaring.

Selv på det organisatoriske plan har stalinismen haft en yderst negativ indflydelse. Dens kendetegn er autoritære metoder, ledelsesdiktatur og bureaukratisk ensretning. Den før-stalinistiske tradition omfattede indre partidemokrati, åbne politiske diskussioner, osv., som forudsætning for at opbygge en livskraftig revolutionær organisation.

Med svækkelsen og mange steder nærmest opløsning af stalinismen, kombineret med nye politiske bevægelser rundt om i verden – ikke mindst i Europa, og revolterne i den arabiske region, er der opstået nye muligheder. Forudsætning er, at arbejderbevægelsen, venstrefløjen og de tusinder af aktivister ikke glemmer eller skjuler de ømtålelige kapitler, men lærer af dem, og indhøster nye erfaringer i en frihed, der er forudsætningen for at komme videre. I erfaringerne med stalinismen er der en rigdom at lære af, for ikke at gentage.

Opgaven består ikke i at forkaste marxismen og dens begreber, men at adskille den fra misbruget af disse begreber. Begreberne må generobres og udvikles gennem fri debat og politisk handling."

Således talte Svend Vestergård Jensen

onsdag den 10. februar 2010

Regeringen tænker mere i penge end i samfund


Skrevet af Stig Winther Petersen


I Grækenland satte man sin lid til de dynamiske effekter af en skattelettelse. De udeblev, og nu mangler den græske stat finansiering.

Al den snak om, at det i Danmark er gratis at lette topskatten, for pengene vil bare komme ind på en anden måde, bygger på en viden indhentet fra en krystalkugle.

Ingen ved, hvordan vi opfører os, når vi slipper billigere i den direkte indkomstbeskatning.
En del af lettelsen vil måske blive opsparet til pension med endnu færre skatteindtægter til følge (pga fradrag), en del går til øget forbrug af varer som ikke er livsnødvendige, for de nødvendige behov bruger man da forhåbentlig de første kroner til - og beskatningen er kun 25% moms.
Hvad er det vi forventes at gøre med de penge, som de syge, dem på bistand og flygtningene ikke længere skal have, men som skal skabe "vækst"?

Hvilken slags vækst er det egentlig vi kan forvente? Er det en god eller en dårlig vækst ? Er det en ønskelig samfundsudvikling, der sættes i gang med skattelettelserne? Al den kredsen om pengene som kilde til samfundsmæssig værdi er i øvrigt en gang kollektiv hypnose. Pengene er en målestok og et praktisk mellemled i en vareudveksling, men de er også blevet et middel for nogle til at berige sig uden selv at skabe noget. Heraf finanskrisen. Og heraf illusionen om at penge skaber værdi. Hvordan skulle de rige ellers retfærdiggøre deres ofte voldsomme indtægter.

Penge er i sig selv som alle, der har sansernes fulde brug ved, intet værd. Det er kun arbejde og så naturligvis naturen, der skaber værdier. Og det, der har værdi, er det, vi finder værdifuldt. Vi kunne fx sagtens bevare en mængde af vores faktiske rigdom, hvis vi genbrugte meget mere. Eller beholdt den noget længere før vi smed den ud. Det er åbenbart ikke så attraktivt, så derfor vælger vi i stedet at destruere det, der kunne have været rigdomme. Her er en "værdikamp" på sin plads. Køb-og-smid-væk-samfundet på den ene side og den ansvarlige overvejelse over behov, arbejdstid, ressourcer og miljø på den anden side.

Hvis vi fx valgte at værdisætte grønsager frem for samfunds- og miljøbelastende animalske produkter, ville vi være lige så rige - bare på en sundheds- og miljømæssig bedre og mindre arbejdskraftkrævende måde. Det kræver bare at vi vælger at synes, det faktisk er værdifuldt.

Vi kunne afskaffe reklame, og erstatte den med pligtig objektiv forbrugerinformation. Det kræver bare at vi er interesseret i produkterneskvalitet frem for blændværk.

Supermarkeder overlever, siger nogen, ved at sælge de plastikposer, som de dovne af os bærer varerne hjem i. De burde forbydes, og i stedet kunne man købe dyrere stofposer, som man ikke bruger til skrald, men vil genbruge. Synd for dem i plastindustrien. Nej, der er masser af arbejdpladser i genbrugsindustrien. Også den der genbruger plastik. Alle steder, hvor unyttig produktion lukkes ned, er der arbejdstid til andre og mere værsifulde ting. (Men nu et jo ikke mig der bestemmer, det må diskuteres).

Hvordan får vi alle de mennesker, som hver dag transporterer sig samfundsbelastende i hver deres blikdåse 3-4 km den ene vej og 3-4 km den anden vej fra og til arbejde til at transportere sig i busser og tog?

Privatbilismen er en indlysende belastning for hele samfundets økonomi. Der bruges alt for megen arbejdstid på at producere,vedligeholde og fylde tanken på privatbilerne. Bilerne hører i hovesagen hjemme i tyndtbefolkede egne - på landet - hvor det omvendt er spild at have tomme busser til at køre rundt. Hvert år dør mellem 400 og 500 mennesker i trafikken i Danmark. Mest pga privatbilismen. Er disse forslag (sammen med mange andre praktiske) en del af kriseløsningen? Ja, hvis vi tænker i samfund og ikke i penge. Nej, hvis det er den hovedløse genoptagelse af produktionen på højeste gear, som er målet.

Definitionen af den offentlige produktion som uproduktiv og den private som produktiv er i øvrigt en af de store illusionensnumre, som jeg mener vi må bryde.

* Hvis alle hospitaler og skoler var private og drevet ud fra profitmotiver, og deres ydelser skulle betales som varer,

* og hvis omvendt produktion af mad, klæder og håndværk var offentlig virksomhed, hvor man efter fastlagte regler eller efter ansøgning kunne få tildelt varer eller ydelser,

: ville vi så ikke have en masse fortalere for det synspunkt, at vi burde spare på maden, tøjet og på reparationen af vore huse, så vi kunne få gang i sygehusene og skolerne, som jo skaber de værdier, som vi jo alle skal (over)leve af.

Min pointe er, at pengeøkonomien skaber en spændetrøje for tænkningen. Tænker vi i pengetermer, mister vi nemt sansen for det, det handler om, nemlig hvilke menneskelige behov vi ønsker at tilfredsstille og hvordan, vi skaffer arbejdstiden og ressourcerne.

mandag den 18. januar 2010

Muslimer mobbes på arbejdspladserne

Skrevet af Stig Winther Petersen

En fjendtlig stemning skabes

Kan muslimer på længere sigt risikere at blive de uheldige ofre for højrenationalister?
Og sker det ikke allerede på danske arbejdspladser? Den fjendtlige stemning over for flygtninge og indvandrere gør det tilladeligt at moppe dem, i hvert fald hvis det er muslimer. De er jo "selv ude om det, de har jo selv valgt at være muslimer!"

Når man engang er blevet etnisk udrenset eller forfulgt i sit hjemland, og har gennemlevet hvordan, det bare blev værre dag for dag, reagerer alle antenner, når fx arbejdskammerater under påvirkning fra Dansk Folkeparti og nu også det rabiate "Stop Islamiseringen af Danmark" begynder at stikke til en og pointerer, at man er fremmed og antyder, at man er uønsket.
"Nå Amir, du er jo muslim, synes du så, det er ok med de der terrorister? Hvornår skal du egentlig hjem? Hvorfor rejser du ikke hjem?"

Når man ikke længere føler sig velkommen på sin arbejdsplads, kan man nemt miste følelsen af tryghed, og det kan føre til psykisk sammenbrud hos mennesker med traumer i bagagen. Som ved al anden mobning, gør mobberne sig sjældent klart, hvor ondt de gør. Hvis mobberne ser de mobbede som tilhørende en mindreværdig befolkningsgruppe, føler de måske heller ikke, at disse kan gøre krav på særlige hensyn. Man kan så nemmere give sig lov til (i praksis) at handle psykopatisk - dvs. uden at bruge sine empatiske, indfølende evner.

Højrenationalisterne har lært af nazisterne

På samme generaliserende måde som nazisterne talte om jøder,sigøjnere og andre uheldige minoritetsgrupper, taler nogle debattører om muslimer i dagens Danmark. Argumentationsformen ligner. Meget af indholdet i udsagnene om fx datidens jøder og nutidens muslimer ligner hinanden, nok fordi mængden af fordomme trods alt er begrænset, og fordi nogle bestemte påstande virker bedst, når hensigten i virkeligheden er at skabe had og modvilje. Det virker propagandistisk bedre at påstå, at muslimer/jøder har hemmelige planer om at overtage magten og dominere, end at sige at muslimer/jøder har sure tæer.

Det, der virkede for nazisterne, var at skabe et offentligt accepteret billede af jøder, som på den ene side skildrede dem som en trussel mod samfundet, kulturen og det enkelte "tyske" menneske og på den anden side som noget mindreværdigt, noget primitivt og dyrisk, noget tilbagestående og middelalderligt.

Det første sæt af påstande skulle skabe angst og vrede og utilfredshed, som nazisterne kunne omsætte til egen politiske fordel.
Det næste sæt af påstande var beregnet på, at sætte den almindelige indlevelsesevne ud af kraft, som ellers automatisk aktiveres, hver gang vi ser et medmenneske. Man var netop ude på at ophæve den moralske hæmning, som normalt fungerer over for medmennesker, men ikke over for skadedyr.

Jøder blev fremstillet som farlige skadedyr, der truede kulturen og samfundet. De kunne ikke optages i det almindelige samfund, de havde selv nægtet at lade sig assimilere, de boede i ghettoer, giftede sig ikke med kristne osv og måtte derfor isoleres, fratages indflydelse og anspores til at udvandre, (eller siden "elimineres").

Nazisterne var i første omgang slet ikke interesseret i at dræbe deres jødiske medborgere, men støttede dem snarere i at emigrere. Der var også tanker om at sende dem til et Hjemland, som måske kunne ligge i Mellemøsten, måske på Madagaskar, ideer som også den jødiske, zionistiske bevægelse delte.

Der er selvfølgelig en del negativt at sige ifm. med muslimers tilstedeværelse i Europa. Og jo mere de negative påstande har på sig, jo vigtigere er det naturligvis at beskytte de muslimer, som ikke har gjort sig skyldige. Beskytte dem imod fordomme eller generaliserede påstande om "muslimerne". Disse påstande spredes for tiden bredt ikke mindst i bloglandskabet, og med en klar politisk hensigt.
Fordommene rammer først mennesket følelsesmæssigt, siden i form af diskrimination , mobning og chikane, til sidst måske som en trussel på livet.

Når man ved, hvor nemt det var i Tyskland at skabe en hetzstemning mod jøder, hvis slægter havde levet i landet i århundreder, og udnytte angsten og hadet politisk, må man også her i landet være forberedt på, at der gennem en hetz kan skabes vind i sejlene for de højrekræfter, som har afskaffelsen af demokratiet og den almindelige humanisme som det egentlige mål.
Oplysning om racisme og fremmedhad er vigtigt. Mit anliggende er i første række at beskytte det store flertal af fredelige og arbejdsomme muslimer og ateister fra muslimske lande, som jeg kender til i min egen dagligdag og i mit arbejde, mod helt urimelige påstande. Påstande om at de er farlige, skadelige og primitive. Det er utåleligt at se, hvordan disse mennesker bliver bange, føler sig sårede, uvelkomne og isolerede, når de møder propagandaen. Og det er svært at se, hvordan disse må forlade deres arbejdsplads for at ende som de "nasserøve" de mistrænkes for at være.

Mange muslimer, som jo ofte er flygtninge, har i forvejen været udsat for trusler på livet, forfølgelser, krig og tortur. De er meget følsomme over for naboers og arbejdskammeraters reaktioner og over for offentlige udsagn. De bliver nemt bange, når de føler sig udpeget, og får lyst til at gemme sig.

En del kristne flygtninge forsøger med vilje at undgå den modvilje, der især er rettet mod deres muslimske landsmænd, ved at bære et synligt kors.

Generalisering

At nogle muslimer er kriminelle, racister, fundamentalistiske, gammeldags, kvindeundertrykkende og nærer terroristsympatier berettiger naturligvis ikke til en hetz mod samtlige muslimer i Danmark. Disse muslimer som så ofte unuanceret kaldes "muslimerne".
Det er naturligvis en værdig opgave at oplyse mennesker, der kommer fra ikke-demokratiske lande, om demokratiske værdier, enten gennem undervisning eller gennem diskussion. Ligesom medlemmer fra "Stop Islamiseringen af Danmark" tydeligvis kan være uden for pædagogisk rækkevidde, gælder det samme ganske sikkert også for en del højreorienterede islamister. Begge steder ligger fjendebillederne fast.

Forebyggelse af racisme og fremmedfjendtlighed

Det er de mulige kommende tilhængere af sådanne sekter, som bør påvirkes. Undervisning i racisme og ekstremisme burde være en del af læreplanen i folkeskolen. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti foreslog fornylig noget lignende, men siden har man godt nok intet hørt. Forhåbentlig har han ikke glemt det.

Særligt bør der undervises i følgerne af jødehadet, som på vore breddegrader historisk set er vigtig. Muslimer, som nemt selv udsættes for en form for antisemitisme også her i Danmark, - bør lære at se det rigtige i at stoppe had mod jøder - naturligvis også i deres egen interesse. Mange danske jøder optræder for tiden beskyttende over for det muslimske mindretal. De begrunder dette etisk og politisk, men de er naturligvis også i deres egen legitime interesse.
De ved godt, at når hadet og det irrationelle får lov til at diktere politikken, vil hadet ikke kun ramme en minoritet.

Højrenationalister, som bruger frygten for og hadet mod muslimer til at styrke deres egne organisationer, vil indvende, at det da da er muslimerne, som er vor tids nazister, da de er fjendtlige over for jøder, og at jøderne derfor stadig er vor tids jøder. På denne måde kan forfølgelsen af jøder tages til indtægt for en generel forfølgelse af muslimer, som bliver vor tids jøder.


Sårbarhed over for mobning

Der er bare nogen, der bedre kan tåle mobning end andre.
Flygtninge, der har været underlagt tortur. Som har været ophængt i benene, fået sendt strøm gennem kønsorganerne, og som samtidig har fået råbt ind i ansigtet at de ikke var værdige til at leve, men vil blive henrettet, ja de er naturligvis lette ofre for mobning.
Det samme gælder mennesker, der har hørt propagandatrommerne spille højere og højere mod deres egen etniske eller religiøse gruppe, og som til sidst har set deres hus brænde ned og naboen ligge nakkeskudt i en grøft.

Manglen på indføling i medmennesket - her arbejdskollegaen - er mere almindelig i Danmark end i de andre sammenlignelige nordiske lande. Hån, spot og latterliggørelse er måske mere legitime i Danmark?

Om mobning som dansk nationalsport se:

http://www.metroxpress.dk/dk/article/2009/09/29/23/3623-83/index.xml

(Artiklen må gerne kopieres. Referer gerne til nærværende blog.)