Socialdemokraterne retraumatiserer syriske flygtninge
Regeringen vil gerne sende syriske flygtninge tilbage til det sydlige Syrien.
Regeringen vil gerne sende syriske flygtninge tilbage til det sydlige Syrien.
Thomas Moore
Som politisk ide blev socialismen tydeligere i arbejderbevægelsen for 200 år siden. De fleste arbejdere var socialister sidst i 1800 tallet. Og der var mange forskellige retninger.
På samme tid fandtes der også borgerlige ideer i mange aftapninger.
Læs om de grovere udgaver af de borgerlige ideer i Sven Lindqvist: " Udryd de sataner. " Det er en bog, som burde være pligtlæsning for unge i skolerne, fordi den viser, hvordan racismen og kapitalismen hænger intimt sammen. Mange af de borgerlige ideologer og politikere bifaldt erobringen af kolonier og aflivningen af millioner af mennesker. Ellers havde de ikke kunnet finde sted. Men andre borgerlige var modstandere og mente, at det var umoralsk. At være borgerlig er historisk set altså heller ikke én ting.
Bolsjevismen og stalinismen
En politisk retning, som senere blev kaldt bolsjevismen, udsprang af det russiske socialdemokrati først i 1900 tallet. I 1917 lykkedes det dette parti at erobre magten i Rusland, som imidlertid ikke var modent til et socialistisk demokrati. I stedet for at udvikle demokratiet valgte partiet at dominere alle beslutninger og satte sig selv på magten. Alle andre socialistiske retninger blev samtidig udmanøvreret og senere udryddet. De øvrige var socialdemokrater, anarkister, trotskister og rådssocialister. Det skete gradvist, og de fleste socialister i Europa og Amerika vidste ikke meget om det, og håbede nok det bedste. Der var tændt et håb, som mange ikke ville have slukket. Fascismen marcherede i Europa.
Nogle socialister i Europa tog bestemt afstand fra den sovjetiske ledelses politik, som man ikke anså for demokratisk og socialistisk.
Socialdemokrater kritiserede manglen på demokrati. Trotskister kritiserede den tilfældige magtudøvelse og undertrykkelsen af politiske modstandere. Rådskommunister kritiserede politikken for ikke at være socialistisk, men snarere fascistisk.
Otto Rühle, som havde været socialdemokratisk medlem af Rigsdagen i Tyskland, blev ideologisk leder under den tyske revolution efter første verdenskrig. Han var fortaler for et radikalt basisdemokrati med rod på arbejdspladserne (rådskommunisme).
Otto Rühle skrev i 30'erne en bog om "den røde fascisme" i Sovjetunionen. Manden var glødende socialist. Bogen blev genoptrykt og læst af røde studenter i halvfjerdserne. Han beskrev forvandlingen til et socialistisk samfund som en stor pædagogisk proces, hvor mennesker opdrager sig selv og udvider deres erkendendelse og handlemuligheder gennem selvorganisering.
www.libcom.org/library/bourgeois-proletarian-revolution-otto-ruhle
Socialisme som fællesskab
Socialisme er nok så meget en bevægelse i retning af fællesskab, som den er et fikseret system. I den forstand er socialismen heller ikke længere en utopi eller et bestemt samfund, men betegnelsen for den fællesskabsbevægelse, der bestræber sig på at gennemføre socialistiske principper.
Socialisme ser derfor meget forskelligt ud alt efter, hvor og hvornår den udvikler sig. Fælles for alle former for socialisme er, så vidt jeg kan se, at det er en bevægelse, hvor mennesker forsøger at få indflydelse på deres eget arbejdsliv, dvs. begynder at se sig som ansvarlige og skabende mennesker, der samarbejder med andre om at tilfredsstille egne og andres behov.
Det så vi i det statskapitalistiske Polen lige før militæret tog magten i 1981. Arbejderne var begyndt at danne arbejderråd, som skulle overtage kontrollen med de statsejede virksomheder. Det var en parallel organisering, ved siden af det berømte Solidarnosc. Men så klappede fælden. Socialistisk demokrati var ligegodt for skrapt for betonkommunisterne, som havde administreret samfundet uden at spørge andre.
1.maj i Århus
Manglen på demokrati på er nok ansvarlig for, at en socialistisk udvikling på Cuba er gået i stå. Statseje er ikke i sig selv socialisme, men netop bare statseje. Fabrikker og butikker ejet af et bureaukrati er ikke demokratisk styret fælleseje.
Det, at hver enkelt menneske sammen med andre har indflydelse og tager stilling, mener jeg, er helt afgørende for, om man overhovedet kan tale om socialisme. Vi kan jo alle fylde det i begreberne, som vi ønsker os. Jeg mener ikke, at man kan skille socialisme fra demokrati. Så når Ole Sohn kyssede Honecher, så var det ikke et socialistisk land, han besøgte, men et statskapitalistisk samfund uden demokrati.
Freie Deutsche Jugend (DDR), en indoktrineret topstyret spejderbevægelse
Velmenende borgerlige kommer ofte med det argument, at socialismen ikke er ønskelig, fordi initiativet bliver taget fra det enkelte menneske, som i stedet må affinde sig med at få at vide, hvad det skal gøre.
Bortset fra at det jo netop er lige præcis sådan de fleste mennesker oplever deres arbejdsbetingelser i dag i Danmark og i alle andre lande, så er der jo det rigtige i påpegningen, at sådan var forholdene faktisk også i den såkaldt "realiserede socialisme". Påstanden påpeger for socialister, at det ikke er socialisme, der tales om.
I Østeuropa havde man oven i købet bremset de entreprenante kapitalister. Alligevel skete der en social udvikling i Østeuropa, som man ikke bør se bort fra. Men alt stivnede i systemer og i frygt for det altdominerende parti, som også kunne gribe til statsterror.
Det, vi har lært, er, at socialisme ikke trives med ét parti, som styrer enerådigt. Folkestyre fra grunden er vejen, som skal betrædes. Gennem deltagelse i beslutninger modnes et menneske til ansvarlighed. Det gælder også for dem, som deltager i den bevægelse, som peger fremad mod mere socialistiske forhold. Socialistiske bevægelser, som selv ikke fungerer demokratisk, kan naturligvis ikke forberede en socialistisk udvikling, tværtimod.
Socialisme er en udvidelse af demokratiet gennem aktiv deltagelse i beslutningsprocesser af især de mennesker, som skal udføre arbejdet. Socialisme er økonomisk demokrati.
Diskussionen af hvilke beslutninger, der skal teges, kræver, at alle har fuld ytringsfrihed. Især vigtigt er det, at de, der udfører arbejdet, og som af samme grund ofte har mest forstand på produkterne og serviceydelserne, kan give deres besyv med.
Der er således et klart socialistisk perspektiv i at øge offentligt ansattes ytringsfrihed nu . Man forstår, hvorfor de borgerlige instinktivt trækker sig, når ytringsfriheden er på tale. De ønsker ikke den slags personlig ansvarlighed udviklet,s omhænger sammen med at stå frem med en kritik. De har brug for autoritetstro mennesker, der gør det, de bliver beordret til.
Marxistisk kritik af statskapitalismen/statssocialismen
Kan man engelsk, og vil man studere en gennemgribende kommunistisk eller marxistisk kritik af den sovjetiske statskapitalisme (kommunisme) kan man roligt starte her:
www.marxists.org/archive/mattick-paul/index.htm
Jeg tror desværre ikke, at en ny såkaldt venstreorienteret regering vil bringe socialismen nærmere. Socialisme og kommunisme kommer, som jeg ser det, "nedefra", Hvis en ny regering vil åbne for større demokrati i økonomien, kunne man håbe på, at der ville udvikles en større social ansvarlighed, som jeg mener er indholdet i og forudsætningen for en socialistisk udvikling. Men det er ikke på dagordenen. Det er snarere krisemanagement, der er pointen.
Opfordringen til at arbejde 12 minutter mere om dagen forholder sig jo slet ikke til indholdet i arbejdet. Socialistisk tænkning er altid kvalitativ. Det er fremmed for socialistisk tænkning at operere rent kvantitativt. Det er kapitalistisk tankegang. Det er uacceptabelt at løsningen kan være at arbejde mere, når der ikke samtidig tages stilling til om produktet af dette arbejde er ønskeligt eller ej.
Socialistisk revolution i Venezuela
Jeg har fundet en interessant artikel, der handler om den aktuelle socialistiske revolution i Venezuela, hvor man kan se hvor sammensat en bevægelse der er tale om. Det er spændende at læse om forsøgene på direkte medarbejderkontrol på arbejdspladserne, dvs. forsøg på indførelse af økonomisk demokrati
Der er et interview med nogle socialister, der ikke er enige med præsidenten, og som arbejder for direkte arbejderovertagelse af produktionsapparatet, altså økonomisk demokrati.
Der er mange forskellige socialistiske opfattelser, og de viser sig også i Venezuela som forskellige politiske strømninger. og som forskellige måder at kæmpe på.
http://www.socialistiskinformation.dk/side.php?id=592
Kommunisme er ikke partidiktatur
Kommunisme har intet med partidiktatur at gøre, tværtimod. Det er klart , at vi mennesker - sikkert i al fremtid - vil dele os efter anskuelser, men at et bestemt parti skal bestemme er i modstrid med hele kommunismens ide. Socialisme må indebære, at de samvirkende mennesker gør sig fri af også socialistiske partiers dominans.
Socialistisk demokrati er basisdemokrati, dvs. et demokrati organiseret ud fra arbejdspladserne, skolerne, beboelseskvartererne. Den socialistiske ide er ikke elitær i sin opfattelse, men bygger på lighed mellem mennesker, og der er principielt ikke nogen, der er "mere lige end andre". George Orwell, der kritiserede Sovjetunionen i sin bog "Kammerat Napoleon", fastholdt jo bare den socialistiske ide midt i det stalinistiske kaos.
Så kan der være en masse sager , hvor der skal lovgives og her kommer forskellige skiftende partier med forskellige livsholdninger som nu ind i billedet.
Kommunisme indebærer forsamlingsfrihed og fuld ytringsfrihed. Hvordan skulle basisdemokrati ellers kunne fungere i praksis?
Sovjetunionen havde en bestemt slags fællesejendom, som bedst kan betegnes som statskapitalisme - eller statssocialisme alt efter synsvinklen. Mens Stalins parti gjorde alt for at fremstille sig som arvtager til tidligere socialister, undertrykte det selv alle andre slags socialister.
Jeg vil personligt ikke betegne hverken det russiske eller det kinesiske system som socialistisk eller kommunistisk. Alene fraværet af demokrati diskvalificerer Sovjetunionen og det nuværende Kina fra denne betegnelse.
Tænker man marxistisk er socialisme som samfundssystem først og fremmest det samme som økonomisk demokrati. Dvs at de, der arbejder også bestemmer over deres arbejdspladser, over produktionen og over hvilke produkter, der skal laves.
Jeg formoder, at mennesker, der bruges deres arbejdstid efter egen bestemmelse, vil tage hensyn til, hvad der er brug for på det, der nu hedder "markedet", så der bliver en balance mellem udbud og efterspørgsel. Hovedideen i marxistisk tænkning er, at der skal "produceres for behovene" og ikke "for profitten". Det springende punkt er så naturligvis, hvem der skal bestemme, hvad behovene er og hvordan, man finder ud af det.
Skrevet af Stig Winther Petersen
En fjendtlig stemning skabes
Kan muslimer på længere sigt risikere at blive de uheldige ofre for højrenationalister?
Og sker det ikke allerede på danske arbejdspladser? Den fjendtlige stemning over for flygtninge og indvandrere gør det tilladeligt at moppe dem, i hvert fald hvis det er muslimer. De er jo "selv ude om det, de har jo selv valgt at være muslimer!"
Når man engang er blevet etnisk udrenset eller forfulgt i sit hjemland, og har gennemlevet hvordan, det bare blev værre dag for dag, reagerer alle antenner, når fx arbejdskammerater under påvirkning fra Dansk Folkeparti og nu også det rabiate "Stop Islamiseringen af Danmark" begynder at stikke til en og pointerer, at man er fremmed og antyder, at man er uønsket.
"Nå Amir, du er jo muslim, synes du så, det er ok med de der terrorister? Hvornår skal du egentlig hjem? Hvorfor rejser du ikke hjem?"
Når man ikke længere føler sig velkommen på sin arbejdsplads, kan man nemt miste følelsen af tryghed, og det kan føre til psykisk sammenbrud hos mennesker med traumer i bagagen. Som ved al anden mobning, gør mobberne sig sjældent klart, hvor ondt de gør. Hvis mobberne ser de mobbede som tilhørende en mindreværdig befolkningsgruppe, føler de måske heller ikke, at disse kan gøre krav på særlige hensyn. Man kan så nemmere give sig lov til (i praksis) at handle psykopatisk - dvs. uden at bruge sine empatiske, indfølende evner.
Højrenationalisterne har lært af nazisterne
På samme generaliserende måde som nazisterne talte om jøder,sigøjnere og andre uheldige minoritetsgrupper, taler nogle debattører om muslimer i dagens Danmark. Argumentationsformen ligner. Meget af indholdet i udsagnene om fx datidens jøder og nutidens muslimer ligner hinanden, nok fordi mængden af fordomme trods alt er begrænset, og fordi nogle bestemte påstande virker bedst, når hensigten i virkeligheden er at skabe had og modvilje. Det virker propagandistisk bedre at påstå, at muslimer/jøder har hemmelige planer om at overtage magten og dominere, end at sige at muslimer/jøder har sure tæer.
Det, der virkede for nazisterne, var at skabe et offentligt accepteret billede af jøder, som på den ene side skildrede dem som en trussel mod samfundet, kulturen og det enkelte "tyske" menneske og på den anden side som noget mindreværdigt, noget primitivt og dyrisk, noget tilbagestående og middelalderligt.
Det første sæt af påstande skulle skabe angst og vrede og utilfredshed, som nazisterne kunne omsætte til egen politiske fordel.
Det næste sæt af påstande var beregnet på, at sætte den almindelige indlevelsesevne ud af kraft, som ellers automatisk aktiveres, hver gang vi ser et medmenneske. Man var netop ude på at ophæve den moralske hæmning, som normalt fungerer over for medmennesker, men ikke over for skadedyr.
Jøder blev fremstillet som farlige skadedyr, der truede kulturen og samfundet. De kunne ikke optages i det almindelige samfund, de havde selv nægtet at lade sig assimilere, de boede i ghettoer, giftede sig ikke med kristne osv og måtte derfor isoleres, fratages indflydelse og anspores til at udvandre, (eller siden "elimineres").
Nazisterne var i første omgang slet ikke interesseret i at dræbe deres jødiske medborgere, men støttede dem snarere i at emigrere. Der var også tanker om at sende dem til et Hjemland, som måske kunne ligge i Mellemøsten, måske på Madagaskar, ideer som også den jødiske, zionistiske bevægelse delte.
Der er selvfølgelig en del negativt at sige ifm. med muslimers tilstedeværelse i Europa. Og jo mere de negative påstande har på sig, jo vigtigere er det naturligvis at beskytte de muslimer, som ikke har gjort sig skyldige. Beskytte dem imod fordomme eller generaliserede påstande om "muslimerne". Disse påstande spredes for tiden bredt ikke mindst i bloglandskabet, og med en klar politisk hensigt.
Fordommene rammer først mennesket følelsesmæssigt, siden i form af diskrimination , mobning og chikane, til sidst måske som en trussel på livet.
Når man ved, hvor nemt det var i Tyskland at skabe en hetzstemning mod jøder, hvis slægter havde levet i landet i århundreder, og udnytte angsten og hadet politisk, må man også her i landet være forberedt på, at der gennem en hetz kan skabes vind i sejlene for de højrekræfter, som har afskaffelsen af demokratiet og den almindelige humanisme som det egentlige mål.
Oplysning om racisme og fremmedhad er vigtigt. Mit anliggende er i første række at beskytte det store flertal af fredelige og arbejdsomme muslimer og ateister fra muslimske lande, som jeg kender til i min egen dagligdag og i mit arbejde, mod helt urimelige påstande. Påstande om at de er farlige, skadelige og primitive. Det er utåleligt at se, hvordan disse mennesker bliver bange, føler sig sårede, uvelkomne og isolerede, når de møder propagandaen. Og det er svært at se, hvordan disse må forlade deres arbejdsplads for at ende som de "nasserøve" de mistrænkes for at være.
Mange muslimer, som jo ofte er flygtninge, har i forvejen været udsat for trusler på livet, forfølgelser, krig og tortur. De er meget følsomme over for naboers og arbejdskammeraters reaktioner og over for offentlige udsagn. De bliver nemt bange, når de føler sig udpeget, og får lyst til at gemme sig.
En del kristne flygtninge forsøger med vilje at undgå den modvilje, der især er rettet mod deres muslimske landsmænd, ved at bære et synligt kors.
Generalisering
At nogle muslimer er kriminelle, racister, fundamentalistiske, gammeldags, kvindeundertrykkende og nærer terroristsympatier berettiger naturligvis ikke til en hetz mod samtlige muslimer i Danmark. Disse muslimer som så ofte unuanceret kaldes "muslimerne".
Det er naturligvis en værdig opgave at oplyse mennesker, der kommer fra ikke-demokratiske lande, om demokratiske værdier, enten gennem undervisning eller gennem diskussion. Ligesom medlemmer fra "Stop Islamiseringen af Danmark" tydeligvis kan være uden for pædagogisk rækkevidde, gælder det samme ganske sikkert også for en del højreorienterede islamister. Begge steder ligger fjendebillederne fast.
Forebyggelse af racisme og fremmedfjendtlighed
Det er de mulige kommende tilhængere af sådanne sekter, som bør påvirkes. Undervisning i racisme og ekstremisme burde være en del af læreplanen i folkeskolen. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti foreslog fornylig noget lignende, men siden har man godt nok intet hørt. Forhåbentlig har han ikke glemt det.
Særligt bør der undervises i følgerne af jødehadet, som på vore breddegrader historisk set er vigtig. Muslimer, som nemt selv udsættes for en form for antisemitisme også her i Danmark, - bør lære at se det rigtige i at stoppe had mod jøder - naturligvis også i deres egen interesse. Mange danske jøder optræder for tiden beskyttende over for det muslimske mindretal. De begrunder dette etisk og politisk, men de er naturligvis også i deres egen legitime interesse.
De ved godt, at når hadet og det irrationelle får lov til at diktere politikken, vil hadet ikke kun ramme en minoritet.
Højrenationalister, som bruger frygten for og hadet mod muslimer til at styrke deres egne organisationer, vil indvende, at det da da er muslimerne, som er vor tids nazister, da de er fjendtlige over for jøder, og at jøderne derfor stadig er vor tids jøder. På denne måde kan forfølgelsen af jøder tages til indtægt for en generel forfølgelse af muslimer, som bliver vor tids jøder.
Sårbarhed over for mobning
Der er bare nogen, der bedre kan tåle mobning end andre.
Flygtninge, der har været underlagt tortur. Som har været ophængt i benene, fået sendt strøm gennem kønsorganerne, og som samtidig har fået råbt ind i ansigtet at de ikke var værdige til at leve, men vil blive henrettet, ja de er naturligvis lette ofre for mobning.
Det samme gælder mennesker, der har hørt propagandatrommerne spille højere og højere mod deres egen etniske eller religiøse gruppe, og som til sidst har set deres hus brænde ned og naboen ligge nakkeskudt i en grøft.
Manglen på indføling i medmennesket - her arbejdskollegaen - er mere almindelig i Danmark end i de andre sammenlignelige nordiske lande. Hån, spot og latterliggørelse er måske mere legitime i Danmark?
Om mobning som dansk nationalsport se:
http://www.metroxpress.dk/dk/article/2009/09/29/23/3623-83/index.xml
(Artiklen må gerne kopieres. Referer gerne til nærværende blog.)