Om at stramme flygtningepolitikken.

Jeg begynder at genudsende en række af mine stadig aktuelle artikler om flygtningepolitik. Jeg har redigeret lidt i teksterne. De fleste af indlæggene har været udgivet på avisen.dks blog, men her har en tavs cesurinstans valgt at gøre dem utilgængelige.

Om at stramme flygtningepolitikken.
Begrebet ”stram flygtningepolitik.”

Skrevet af: Stig Winther Petersen


Vi har tabt alene pga. sprogbrugen

De politikere, der misbruger angsten for de fremmede til egne formål, har desværre alt for længe fået lov til at monopolisere begrebet "stram". Det betyder, så vidt jeg kan se, at de har vundet på forhånd. Det modsatte af "stram" er jo slap, eftergivende, ukontrolleret, uansvarlig eller denne sammenhæng: halalhippie.

Tal for en strammere flygtningepolitik

Jeg skal opfordre alle, der ønsker en human flygtningepolitik, til altid at tale for en strammere lovgivning og samtidig bebrejde modstanderen, at han er for slap mm. Det handler ikke kun om en rent sproglig tilpasning. Det forekommer mig fx at være næsten ufatteligt slapt og uansvarligt, at vi ikke tager flere FN-flygtninge fra lejrene. Det må der straks strammes op på! Det sejler jo bare derudaf. Men vi kan ikke tage flere flygtninge, siger nogle, for vi kan ikke overkomme at integrere dem. En typisk slap og pylret holdning. Så kunne ”vi” måske stramme os lidt an i stedet for.

Kræv en strammere administration

Vi må også tale for en langt strammere og regelret administration af lovene: Rikke Hvilshøjs udlændingeservice har hele tiden været alt for slap i sin administration – selvom hun undskylder sig med, at Bertel Haarder var værre. Hun må virkelig stramme sig an og reducere alle ventetider i en fart og holde op med at forvride lovene. Hun ændrer nemlig ofte ganske eftergivende afgørelser i enkeltsager i samme øjeblik, de kommer i avisen. I stedet for at glæde os over, at hun slapt vender om i enkeltsager, bør vi kritisere det. Lovene bør virke ens for alle også for dem, der ikke kender en god journalist.

Stram op på ventelisterne

Vi må have en strammere flygtningepolitik, når det handler om hjælp til traumatiserede flygtninge. Det er da virkelig for slasket, at der er to års ventetid på behandling. Det er også for galt, at kommuner ikke ved, om en flygtning er traumatiseret og overfølsom over for stress, når man tvinger ham ud i belastende arbejde. Der bør laves nogle kontrolskemaer.

Modvirk afmægtigheden

Jeg ved ikke, hvorfor det altid lyder bedre at være stram end slap. Det har muligvis med ringmusklers funktionsmåde at gøre. Det giver måske også indtryk af større handlekraft - og det er jo populært. Jeg synes også selv, at jeg kan mærke den aggressive kraft komme bedre frem, når jeg bruger "stramme formuleringer". Jeg får en følelse af at have mere ret til at sige det, jeg gør. Og en følelse af ikke på forhånd, at have tabt til overmagten. Jeg vil derfor
opfordre alle på det humane parti til straks at eksperimentere med formuleringen af deres standpunkter.

Det humane som udgangspunkt

Jeg foreslår, at vi begynder at tale med større autoritet og insisterer på en helt anderledes fasthed og konsekvens end den slappe politik, der nu leveres på udlændingeområdet. Vi skal ikke først ud og argumentere for humane principper, vi må i stedet bilde os ind, at vi allerede er civiliserede. Vi tager dette som udgangspunkt.

Vi behøver heller ikke diskutere med Søren Krarup, om menneskerettigheder er en ny fundamentalisme og udtryk for totalitær tankegang. Det må være hans eget private problem. Han bruger det til at retfærdiggøre sin egen slappe holdning, som tillader, at man ser bort fra andre menneskers lidelse og kaster vrag på næstekærlighed. Hans parti har en forkærlighed for at vise torturinstrumentet frem - det er naturligvis korset jeg tænker på - uden det lidende torturoffer.

Slappe og uambitiøse mål

Husk den overgearede glæde, der var over at nogle ganske få ekstra kom i arbejde pga. "stramninger" i starthjælpen. Målet var sandelig ikke ambitiøst. Nøjagtigt det samme gentog sig nu med 300 timers reglen.

Vi må fremover insistere på en helt anderledes effekt af de initiativer, der tages. Glæden hos de borgerlige skyldtes snarere fornøjelsen ved at tage penge fra fattige folk, som får et kvælende stramt budget, snarere end synet af selve det slappe resultat.

Jeg kunne på stående fod foreslå den opstramning, at kommunerne blev forpligtet til at tilbyde disse ny flygtninge et lønnet arbejde, som svarer til deres forudsætninger og som ikke kræver danskkundskaber. Flygtningene har jo ikke lært dansk endnu. Man kunne så evt. tilbyde starthjælp til dem, der uden at være syge nægter at arbejde. Det er ægte stram udlændingepolitik.

Pladdersødsuppeslattenhed

Problemet er vel lige præcis, at det humane parti er drevet ind i en forsvarsposition, hvor det afmægtigt forsøger at appellere til det gode hjerte hos modstanderen ved at tale blødt og oplyse ham om ønskelige menneskelige hensyn og ved at fortælle ham, at man ikke synes, at han er så sød, som han burde være. Men pas på: Glistrup kaldte det pladdersødsuppeslattenhed og det vil ikke engang socialdemokrater mistænkes for i vore dage.

I realiteternes verden er der tydeligvis andre hensyn, der tæller tungere end de menneskelige. Allan Niebuhr, som var konservativ formand for indfødsretsudvalget, sagde fx, at "det jo nok kom til at gå ud over nogle af de forkerte", da man slækkede på udlændinges ret til statsborgerskab. Han tænkte sikkert på de mange traumatiserede torturofre, som nu ikke længere ville kunne opnå rejsefrihed og stemmeret. Han vidste det godt på forhånd, hvorfor så oplyse ham om konsekvenserne? Politikerne ved godt, hvad de laver.

Torturofre først i køen

Torturofre fra Saddam Husseins fangekældre og kz-fanger fra Bosnien skulle vel humant set netop være dem, der stod forrest i køen. Nu er de helt ude af køen. Jødesammenligningen som højrefløjen hader, fordi den er så hårdtslående, kan bruges igen og igen. ”Jødiske flygtninge, der har overlevet Auschwitz, synes vi ikke skal have dansk statsborgerskab. De er jo så dårlige til klare et arbejde og dansk har de jo også svært ved at lære. Jøder, der undgik kz-lejren, de skal have en chance.” Det er inkonsekvent og slapt, at give alle mulige andre muligheden for statsborgerskab, end netop dem, man kan kalde kerneflygtninge. Jeg vil insistere på, at de kommer forrest i køen, og at der strammes op på misforholdene.

Indfødsret som gave

Statsborgerskab fremstilles i øvrigt som en gave til udlændinge, som de selv skal have gjort sig fortjent til. Det er ikke længere en rettighed. Det virker derfor næsten frækt og i hvert fald slapt, når Udlændingeservice kan finde på at vente 1½ år med bare at påbegynde behandlingen af ansøgningerne! De 8 år en flygtning efter loven må vente på at søge forvandles rent administrativt til 9½ år.

( se artiklen :”Rikke Hvilshøjs administrationssjusk" [information.dk] )
VH Stig