Skrevet af: Stig Winther Petersen
Torturofre kan efter en lovændring inspireret af Dansk Folkeparti, hvor der ses bort fra torturens virkning på ofrene, ikke længere få dansk statsborgerskab. De fleste traumatiserede flygtninge er af folketingets flertal frataget retten til dansk statsborgerskab, fordi de er så ødelagte , at de ikke kan lære tilstrækkeligt godt dansk. Jeg mener, at det er udtryk for en mangel på respekt for de hårdt ramte mennesker.
Imens tildeles heldigere flygtninge rask væk statsborgerskab. Man kan som flygtning søge statsborgerskab efter 8 års ophold i Danmark, men torturofre får nej på deres ansøgninger.Selv om de er syge pga mishandlingen.
Der er brug for en opstramning af flygtningepolitikken også på dette område. Man bør ikke tænke på torturerede flygtninge på samme måde som indvandrere. Politikerne har muligheden for at rette op på denne misforståelse.
Lidelsen vi gerne vil undgå - at se i øjnene
Vi foretrækker ofte at se den anden vej, når lidelsen er ved siden af os. De mennesker, der lider ondt, minder os på ubehagelig vis om lidelsens mulighed i vores eget liv. Vi benægter den, og vil helst have de mennesker på afstand, som selv så gruen og døden i øjnene.
Det gælder, når vores nabo mister sin kone. Og det gælder, når naboen er fra Irak og om natten skriger midt i sine mareridt. Der står heller ikke i Skive Folkeblad, at hans søn netop er blevet henrettet i Bagdad.
På gågaden i Skive overhørte jeg engang to ældre herrer i samtale: ”Jeg forstår altså ikke, at socialdemokraterne er så glade for de sorte” , sagde den ene. ”Nej, og vi kunne løse problemet på et par dage bare ved at sende dem alle sammen sydpå i nogle tog”, svarede den anden.
Dansk Folkeparti blev svaret for gamle socialdemokrater som disse, og partiet blev i høj grad drevet frem af en slags søskendemisundelse. Socialdemokratiske arbejdere var bange for at miste deres få privilegier. Vi husker fx forargelsen over at asylsøgere i Kalundborg fik udleveret cykler.
Indrømmet, der blev faktisk større konkurrence om boligforeningslejligheder og de lavest lønnede jobs- og måske også om pigerne. Et dybere motiv tror jeg imidlertid var en kollektiv fortrængning af verdens gru og rædsel. De der fik asyl blev stemplet som "luksusflygtninge" og "sociale turister", som løj om tortur og forfølgelse. De blev i vid udstrækning simpelthen ikke troet. Man ville ikke se deres baggrund.
Jesus, der hang på korset og blev et symbol på vores fælles indlevelse i overgreb og lidelse, er som skuret bort fra de utallige hvide nationale kors på rød baggrund, som pryder landsmøderne i Dansk Folkeparti. To kristne præster er bannerførere for denne lidelsesfornægtende kristendom. Og når Pia Kjærsgård på TV bekender kulør og trækker sin halskæde med krucifikset frem, fremviser hun kun torturinstrumentet. Jesus - historiens mest kendte torturoffer er fraværende.
Med billedet af Jesus på korset blev lidelsen placeret centralt i vores kultur. Pias kors er omvendt symbol på det nationale, hvor der ses bort fra lidelsen. På et symbolsk plan er det derfor logisk, at torturofre ikke længere kan få statsborgerskab i denne korsbærende nation. De fortjener det faktisk slet ikke, siger den politisk mest indflydelsesrige præst siden Grundtvig, Søren Krarup.
Det skal retfærdigvis siges, at der ikke gøres forskel på muslimske og kristne torturofre. Det er netop deres lidelse, der udelukker dem fra fællesskabet, ikke deres religion.
Genindfør dispensationsreglerne for traumatiserede flygtninge
Den opstramning af flygtningepolitikken, som jeg anbefaler, betyder at det præciseres, at flygtninge, som ikke kan lære godt nok dansk til at få indfødsret efter de nuværende regler, skal have lov alligevel, hvis grunden til manglen er, at de er blevet psykisk smadret af, fx at have været i koncentrationslejr, har været spærret inde i ganske små kasser i årevis, er blevet slået med kabler hver anden dag gennem et halvt år, er blevet voldtaget af fem forkellige soldater samme dag eller har set sin mand blive henrettet, mens også børnene så på det. Loven er i dag sådan, at disse mennesker udtrykkeligt ikke kan få indfødsret, hvis de er blevet psykisk ødelagt af deres traumer.
Jeg taler om flygtninge, der har fået asyl og som søger om at få tildelt dansk indfødsret, det som også hedder dansk statsborgerskab. Man skal have haft lovligt ophold i Danmark i 8 år som flygtning, før man kan søge. Det er Folketinget, som ved lov tildeler indfødsretten, dvs. det er flertallet i folketinget, der afgør hver enkelt sag. Dette flertal har for tiden afgjort med sig selv, at man ikke føler at kunne optage mennesker der lider af posttraumatisk overbelastningsforstyrrelse, det er det samme som kronisk chok, hvis det har ført til at deres indlæringsevne er væsentligt ødelagt.
(Det er tilladt at gengive teksten - helt eller delvist - med kildeangivelse).
tirsdag den 14. april 2009
Om at stramme flygtningepolitikken.
Jeg begynder at genudsende en række af mine stadig aktuelle artikler om flygtningepolitik. Jeg har redigeret lidt i teksterne. De fleste af indlæggene har været udgivet på avisen.dks blog, men her har en tavs cesurinstans valgt at gøre dem utilgængelige.
Om at stramme flygtningepolitikken.
Begrebet ”stram flygtningepolitik.”
Skrevet af: Stig Winther Petersen
Vi har tabt alene pga. sprogbrugen
De politikere, der misbruger angsten for de fremmede til egne formål, har desværre alt for længe fået lov til at monopolisere begrebet "stram". Det betyder, så vidt jeg kan se, at de har vundet på forhånd. Det modsatte af "stram" er jo slap, eftergivende, ukontrolleret, uansvarlig eller denne sammenhæng: halalhippie.
Tal for en strammere flygtningepolitik
Jeg skal opfordre alle, der ønsker en human flygtningepolitik, til altid at tale for en strammere lovgivning og samtidig bebrejde modstanderen, at han er for slap mm. Det handler ikke kun om en rent sproglig tilpasning. Det forekommer mig fx at være næsten ufatteligt slapt og uansvarligt, at vi ikke tager flere FN-flygtninge fra lejrene. Det må der straks strammes op på! Det sejler jo bare derudaf. Men vi kan ikke tage flere flygtninge, siger nogle, for vi kan ikke overkomme at integrere dem. En typisk slap og pylret holdning. Så kunne ”vi” måske stramme os lidt an i stedet for.
Kræv en strammere administration
Vi må også tale for en langt strammere og regelret administration af lovene: Rikke Hvilshøjs udlændingeservice har hele tiden været alt for slap i sin administration – selvom hun undskylder sig med, at Bertel Haarder var værre. Hun må virkelig stramme sig an og reducere alle ventetider i en fart og holde op med at forvride lovene. Hun ændrer nemlig ofte ganske eftergivende afgørelser i enkeltsager i samme øjeblik, de kommer i avisen. I stedet for at glæde os over, at hun slapt vender om i enkeltsager, bør vi kritisere det. Lovene bør virke ens for alle også for dem, der ikke kender en god journalist.
Stram op på ventelisterne
Vi må have en strammere flygtningepolitik, når det handler om hjælp til traumatiserede flygtninge. Det er da virkelig for slasket, at der er to års ventetid på behandling. Det er også for galt, at kommuner ikke ved, om en flygtning er traumatiseret og overfølsom over for stress, når man tvinger ham ud i belastende arbejde. Der bør laves nogle kontrolskemaer.
Modvirk afmægtigheden
Jeg ved ikke, hvorfor det altid lyder bedre at være stram end slap. Det har muligvis med ringmusklers funktionsmåde at gøre. Det giver måske også indtryk af større handlekraft - og det er jo populært. Jeg synes også selv, at jeg kan mærke den aggressive kraft komme bedre frem, når jeg bruger "stramme formuleringer". Jeg får en følelse af at have mere ret til at sige det, jeg gør. Og en følelse af ikke på forhånd, at have tabt til overmagten. Jeg vil derfor
opfordre alle på det humane parti til straks at eksperimentere med formuleringen af deres standpunkter.
Det humane som udgangspunkt
Jeg foreslår, at vi begynder at tale med større autoritet og insisterer på en helt anderledes fasthed og konsekvens end den slappe politik, der nu leveres på udlændingeområdet. Vi skal ikke først ud og argumentere for humane principper, vi må i stedet bilde os ind, at vi allerede er civiliserede. Vi tager dette som udgangspunkt.
Vi behøver heller ikke diskutere med Søren Krarup, om menneskerettigheder er en ny fundamentalisme og udtryk for totalitær tankegang. Det må være hans eget private problem. Han bruger det til at retfærdiggøre sin egen slappe holdning, som tillader, at man ser bort fra andre menneskers lidelse og kaster vrag på næstekærlighed. Hans parti har en forkærlighed for at vise torturinstrumentet frem - det er naturligvis korset jeg tænker på - uden det lidende torturoffer.
Slappe og uambitiøse mål
Husk den overgearede glæde, der var over at nogle ganske få ekstra kom i arbejde pga. "stramninger" i starthjælpen. Målet var sandelig ikke ambitiøst. Nøjagtigt det samme gentog sig nu med 300 timers reglen.
Vi må fremover insistere på en helt anderledes effekt af de initiativer, der tages. Glæden hos de borgerlige skyldtes snarere fornøjelsen ved at tage penge fra fattige folk, som får et kvælende stramt budget, snarere end synet af selve det slappe resultat.
Jeg kunne på stående fod foreslå den opstramning, at kommunerne blev forpligtet til at tilbyde disse ny flygtninge et lønnet arbejde, som svarer til deres forudsætninger og som ikke kræver danskkundskaber. Flygtningene har jo ikke lært dansk endnu. Man kunne så evt. tilbyde starthjælp til dem, der uden at være syge nægter at arbejde. Det er ægte stram udlændingepolitik.
Pladdersødsuppeslattenhed
Problemet er vel lige præcis, at det humane parti er drevet ind i en forsvarsposition, hvor det afmægtigt forsøger at appellere til det gode hjerte hos modstanderen ved at tale blødt og oplyse ham om ønskelige menneskelige hensyn og ved at fortælle ham, at man ikke synes, at han er så sød, som han burde være. Men pas på: Glistrup kaldte det pladdersødsuppeslattenhed og det vil ikke engang socialdemokrater mistænkes for i vore dage.
I realiteternes verden er der tydeligvis andre hensyn, der tæller tungere end de menneskelige. Allan Niebuhr, som var konservativ formand for indfødsretsudvalget, sagde fx, at "det jo nok kom til at gå ud over nogle af de forkerte", da man slækkede på udlændinges ret til statsborgerskab. Han tænkte sikkert på de mange traumatiserede torturofre, som nu ikke længere ville kunne opnå rejsefrihed og stemmeret. Han vidste det godt på forhånd, hvorfor så oplyse ham om konsekvenserne? Politikerne ved godt, hvad de laver.
Torturofre først i køen
Torturofre fra Saddam Husseins fangekældre og kz-fanger fra Bosnien skulle vel humant set netop være dem, der stod forrest i køen. Nu er de helt ude af køen. Jødesammenligningen som højrefløjen hader, fordi den er så hårdtslående, kan bruges igen og igen. ”Jødiske flygtninge, der har overlevet Auschwitz, synes vi ikke skal have dansk statsborgerskab. De er jo så dårlige til klare et arbejde og dansk har de jo også svært ved at lære. Jøder, der undgik kz-lejren, de skal have en chance.” Det er inkonsekvent og slapt, at give alle mulige andre muligheden for statsborgerskab, end netop dem, man kan kalde kerneflygtninge. Jeg vil insistere på, at de kommer forrest i køen, og at der strammes op på misforholdene.
Indfødsret som gave
Statsborgerskab fremstilles i øvrigt som en gave til udlændinge, som de selv skal have gjort sig fortjent til. Det er ikke længere en rettighed. Det virker derfor næsten frækt og i hvert fald slapt, når Udlændingeservice kan finde på at vente 1½ år med bare at påbegynde behandlingen af ansøgningerne! De 8 år en flygtning efter loven må vente på at søge forvandles rent administrativt til 9½ år.
( se artiklen :”Rikke Hvilshøjs administrationssjusk" [information.dk] )
VH Stig
Om at stramme flygtningepolitikken.
Begrebet ”stram flygtningepolitik.”
Skrevet af: Stig Winther Petersen
Vi har tabt alene pga. sprogbrugen
De politikere, der misbruger angsten for de fremmede til egne formål, har desværre alt for længe fået lov til at monopolisere begrebet "stram". Det betyder, så vidt jeg kan se, at de har vundet på forhånd. Det modsatte af "stram" er jo slap, eftergivende, ukontrolleret, uansvarlig eller denne sammenhæng: halalhippie.
Tal for en strammere flygtningepolitik
Jeg skal opfordre alle, der ønsker en human flygtningepolitik, til altid at tale for en strammere lovgivning og samtidig bebrejde modstanderen, at han er for slap mm. Det handler ikke kun om en rent sproglig tilpasning. Det forekommer mig fx at være næsten ufatteligt slapt og uansvarligt, at vi ikke tager flere FN-flygtninge fra lejrene. Det må der straks strammes op på! Det sejler jo bare derudaf. Men vi kan ikke tage flere flygtninge, siger nogle, for vi kan ikke overkomme at integrere dem. En typisk slap og pylret holdning. Så kunne ”vi” måske stramme os lidt an i stedet for.
Kræv en strammere administration
Vi må også tale for en langt strammere og regelret administration af lovene: Rikke Hvilshøjs udlændingeservice har hele tiden været alt for slap i sin administration – selvom hun undskylder sig med, at Bertel Haarder var værre. Hun må virkelig stramme sig an og reducere alle ventetider i en fart og holde op med at forvride lovene. Hun ændrer nemlig ofte ganske eftergivende afgørelser i enkeltsager i samme øjeblik, de kommer i avisen. I stedet for at glæde os over, at hun slapt vender om i enkeltsager, bør vi kritisere det. Lovene bør virke ens for alle også for dem, der ikke kender en god journalist.
Stram op på ventelisterne
Vi må have en strammere flygtningepolitik, når det handler om hjælp til traumatiserede flygtninge. Det er da virkelig for slasket, at der er to års ventetid på behandling. Det er også for galt, at kommuner ikke ved, om en flygtning er traumatiseret og overfølsom over for stress, når man tvinger ham ud i belastende arbejde. Der bør laves nogle kontrolskemaer.
Modvirk afmægtigheden
Jeg ved ikke, hvorfor det altid lyder bedre at være stram end slap. Det har muligvis med ringmusklers funktionsmåde at gøre. Det giver måske også indtryk af større handlekraft - og det er jo populært. Jeg synes også selv, at jeg kan mærke den aggressive kraft komme bedre frem, når jeg bruger "stramme formuleringer". Jeg får en følelse af at have mere ret til at sige det, jeg gør. Og en følelse af ikke på forhånd, at have tabt til overmagten. Jeg vil derfor
opfordre alle på det humane parti til straks at eksperimentere med formuleringen af deres standpunkter.
Det humane som udgangspunkt
Jeg foreslår, at vi begynder at tale med større autoritet og insisterer på en helt anderledes fasthed og konsekvens end den slappe politik, der nu leveres på udlændingeområdet. Vi skal ikke først ud og argumentere for humane principper, vi må i stedet bilde os ind, at vi allerede er civiliserede. Vi tager dette som udgangspunkt.
Vi behøver heller ikke diskutere med Søren Krarup, om menneskerettigheder er en ny fundamentalisme og udtryk for totalitær tankegang. Det må være hans eget private problem. Han bruger det til at retfærdiggøre sin egen slappe holdning, som tillader, at man ser bort fra andre menneskers lidelse og kaster vrag på næstekærlighed. Hans parti har en forkærlighed for at vise torturinstrumentet frem - det er naturligvis korset jeg tænker på - uden det lidende torturoffer.
Slappe og uambitiøse mål
Husk den overgearede glæde, der var over at nogle ganske få ekstra kom i arbejde pga. "stramninger" i starthjælpen. Målet var sandelig ikke ambitiøst. Nøjagtigt det samme gentog sig nu med 300 timers reglen.
Vi må fremover insistere på en helt anderledes effekt af de initiativer, der tages. Glæden hos de borgerlige skyldtes snarere fornøjelsen ved at tage penge fra fattige folk, som får et kvælende stramt budget, snarere end synet af selve det slappe resultat.
Jeg kunne på stående fod foreslå den opstramning, at kommunerne blev forpligtet til at tilbyde disse ny flygtninge et lønnet arbejde, som svarer til deres forudsætninger og som ikke kræver danskkundskaber. Flygtningene har jo ikke lært dansk endnu. Man kunne så evt. tilbyde starthjælp til dem, der uden at være syge nægter at arbejde. Det er ægte stram udlændingepolitik.
Pladdersødsuppeslattenhed
Problemet er vel lige præcis, at det humane parti er drevet ind i en forsvarsposition, hvor det afmægtigt forsøger at appellere til det gode hjerte hos modstanderen ved at tale blødt og oplyse ham om ønskelige menneskelige hensyn og ved at fortælle ham, at man ikke synes, at han er så sød, som han burde være. Men pas på: Glistrup kaldte det pladdersødsuppeslattenhed og det vil ikke engang socialdemokrater mistænkes for i vore dage.
I realiteternes verden er der tydeligvis andre hensyn, der tæller tungere end de menneskelige. Allan Niebuhr, som var konservativ formand for indfødsretsudvalget, sagde fx, at "det jo nok kom til at gå ud over nogle af de forkerte", da man slækkede på udlændinges ret til statsborgerskab. Han tænkte sikkert på de mange traumatiserede torturofre, som nu ikke længere ville kunne opnå rejsefrihed og stemmeret. Han vidste det godt på forhånd, hvorfor så oplyse ham om konsekvenserne? Politikerne ved godt, hvad de laver.
Torturofre først i køen
Torturofre fra Saddam Husseins fangekældre og kz-fanger fra Bosnien skulle vel humant set netop være dem, der stod forrest i køen. Nu er de helt ude af køen. Jødesammenligningen som højrefløjen hader, fordi den er så hårdtslående, kan bruges igen og igen. ”Jødiske flygtninge, der har overlevet Auschwitz, synes vi ikke skal have dansk statsborgerskab. De er jo så dårlige til klare et arbejde og dansk har de jo også svært ved at lære. Jøder, der undgik kz-lejren, de skal have en chance.” Det er inkonsekvent og slapt, at give alle mulige andre muligheden for statsborgerskab, end netop dem, man kan kalde kerneflygtninge. Jeg vil insistere på, at de kommer forrest i køen, og at der strammes op på misforholdene.
Indfødsret som gave
Statsborgerskab fremstilles i øvrigt som en gave til udlændinge, som de selv skal have gjort sig fortjent til. Det er ikke længere en rettighed. Det virker derfor næsten frækt og i hvert fald slapt, når Udlændingeservice kan finde på at vente 1½ år med bare at påbegynde behandlingen af ansøgningerne! De 8 år en flygtning efter loven må vente på at søge forvandles rent administrativt til 9½ år.
( se artiklen :”Rikke Hvilshøjs administrationssjusk" [information.dk] )
VH Stig
Abonner på:
Opslag (Atom)
