Regeringen tænker mere i penge end i samfund

Skrevet af Stig Winther Petersen


I Grækenland satte man sin lid til de dynamiske effekter af en skattelettelse. De udeblev, og nu mangler den græske stat finansiering.

Al den snak om, at det i Danmark er gratis at lette topskatten, for pengene vil bare komme ind på en anden måde, bygger på en viden indhentet fra en krystalkugle.

Ingen ved, hvordan vi opfører os, når vi slipper billigere i den direkte indkomstbeskatning.
En del af lettelsen vil måske blive opsparet til pension med endnu færre skatteindtægter til følge (pga fradrag), en del går til øget forbrug af varer som ikke er livsnødvendige, for de nødvendige behov bruger man da forhåbentlig de første kroner til - og beskatningen er kun 25% moms.
Hvad er det vi forventes at gøre med de penge, som de syge, dem på bistand og flygtningene ikke længere skal have, men som skal skabe "vækst"?

Hvilken slags vækst er det egentlig vi kan forvente? Er det en god eller en dårlig vækst ? Er det en ønskelig samfundsudvikling, der sættes i gang med skattelettelserne? Al den kredsen om pengene som kilde til samfundsmæssig værdi er i øvrigt en gang kollektiv hypnose. Pengene er en målestok og et praktisk mellemled i en vareudveksling, men de er også blevet et middel for nogle til at berige sig uden selv at skabe noget. Heraf finanskrisen. Og heraf illusionen om at penge skaber værdi. Hvordan skulle de rige ellers retfærdiggøre deres ofte voldsomme indtægter.

Penge er i sig selv som alle, der har sansernes fulde brug ved, intet værd. Det er kun arbejde og så naturligvis naturen, der skaber værdier. Og det, der har værdi, er det, vi finder værdifuldt. Vi kunne fx sagtens bevare en mængde af vores faktiske rigdom, hvis vi genbrugte meget mere. Eller beholdt den noget længere før vi smed den ud. Det er åbenbart ikke så attraktivt, så derfor vælger vi i stedet at destruere det, der kunne have været rigdomme. Her er en "værdikamp" på sin plads. Køb-og-smid-væk-samfundet på den ene side og den ansvarlige overvejelse over behov, arbejdstid, ressourcer og miljø på den anden side.

Hvis vi fx valgte at værdisætte grønsager frem for samfunds- og miljøbelastende animalske produkter, ville vi være lige så rige - bare på en sundheds- og miljømæssig bedre og mindre arbejdskraftkrævende måde. Det kræver bare at vi vælger at synes, det faktisk er værdifuldt.

Vi kunne afskaffe reklame, og erstatte den med pligtig objektiv forbrugerinformation. Det kræver bare at vi er interesseret i produkterneskvalitet frem for blændværk.

Supermarkeder overlever, siger nogen, ved at sælge de plastikposer, som de dovne af os bærer varerne hjem i. De burde forbydes, og i stedet kunne man købe dyrere stofposer, som man ikke bruger til skrald, men vil genbruge. Synd for dem i plastindustrien. Nej, der er masser af arbejdpladser i genbrugsindustrien. Også den der genbruger plastik. Alle steder, hvor unyttig produktion lukkes ned, er der arbejdstid til andre og mere værsifulde ting. (Men nu et jo ikke mig der bestemmer, det må diskuteres).

Hvordan får vi alle de mennesker, som hver dag transporterer sig samfundsbelastende i hver deres blikdåse 3-4 km den ene vej og 3-4 km den anden vej fra og til arbejde til at transportere sig i busser og tog?

Privatbilismen er en indlysende belastning for hele samfundets økonomi. Der bruges alt for megen arbejdstid på at producere,vedligeholde og fylde tanken på privatbilerne. Bilerne hører i hovesagen hjemme i tyndtbefolkede egne - på landet - hvor det omvendt er spild at have tomme busser til at køre rundt. Hvert år dør mellem 400 og 500 mennesker i trafikken i Danmark. Mest pga privatbilismen. Er disse forslag (sammen med mange andre praktiske) en del af kriseløsningen? Ja, hvis vi tænker i samfund og ikke i penge. Nej, hvis det er den hovedløse genoptagelse af produktionen på højeste gear, som er målet.

Definitionen af den offentlige produktion som uproduktiv og den private som produktiv er i øvrigt en af de store illusionensnumre, som jeg mener vi må bryde.

* Hvis alle hospitaler og skoler var private og drevet ud fra profitmotiver, og deres ydelser skulle betales som varer,

* og hvis omvendt produktion af mad, klæder og håndværk var offentlig virksomhed, hvor man efter fastlagte regler eller efter ansøgning kunne få tildelt varer eller ydelser,

: ville vi så ikke have en masse fortalere for det synspunkt, at vi burde spare på maden, tøjet og på reparationen af vore huse, så vi kunne få gang i sygehusene og skolerne, som jo skaber de værdier, som vi jo alle skal (over)leve af.

Min pointe er, at pengeøkonomien skaber en spændetrøje for tænkningen. Tænker vi i pengetermer, mister vi nemt sansen for det, det handler om, nemlig hvilke menneskelige behov vi ønsker at tilfredsstille og hvordan, vi skaffer arbejdstiden og ressourcerne.