Dansk Folkepartis løftebrud og de ældre

Dansk Folkeparti fører borgerlig politik

Partiet er en velintegreret del af den borgerlige lejr. Sikrer privilegierne for de rige. DF går efter at ramme de allersvageste, fx den lille gruppe af angste mennesker, der i årevis har måttet leve i krigens skygge eller er blevet mishandlet og ydmyget i uhumske fængsler, hvor de har oplevet helvede på jord. Ældre flygtninge skal iflg partiet nu spises af med en nedsat pensionsydelse, sådan at de ikke skal tro, at de er kommet i himlen før tid.

Men også svage danskere har fået pisken at føle. Allerede for et par år siden blev det grundigt dokumenteret, at partiet i kommunalbestyrelserne i udbredt grad havde deltaget i nedskæringer på ældreområdet. Logisk nok, da partiet selv i Folketinget har været med til at beslutte snærende økonomiske rammer for kommunerne.



Det endelige bevis for fjendtligheden over for ældre medborgere har partiet nu leveret med afskaffelsen af efterlønnen, samtidig med at pensionsalderen hæves. Værkbrudne henvises til at søge førtidspension. En mulighed der hele tiden har været der. Argumentet for at nedbryde velfærden er, at man vil bevare velfærden! Logikken er ekstra hårdtslående, når man også lige husker på, at partiet fornylig har lagt stemmer til at lette skatten for de velhavende!

Man må forvente en vælgerflugt af almindelige lønmodtagere og ældre bort fra DF efter deres sidste løftebrud. Et par grænsebomme, hårdere straffe for voldtægt og lidt ekstra diskrimination af flygtninge, kan vel dårligt opveje den trussel, som partiets politik er for almindelige mennesker.

Fremmedfrygt og danske værdier

Det er muligt, at mange pensionister bærer over med dette faktum. Men sikkert kun hvis de ser "de sorte" som hovedfjenden og netop ikke DF, som falsk forsøger at stryge især ældre over håret med deres forsvar for "danske værdier".
DF spiller på den lille mands frygt for at blive rendt overende og på hans misundelse. Hvad er der tilbage til mig, når de i rigmandsvillaerne har lagt til side til sig selv?

De "fremmede" er imidlertid så småt rykket helt ind i de ældres hjem. Som hjemmehjælpere. Og som assistenter på plejehjemmene. De fremmede står også allerede ved døren. Som avisbude og som postbude. Indvandrerpigerne overgår nu de danske piger, når det drejer sig om at tage studentereksamen. Det er kun et spørgsmål om tid, før DFs tomme propaganda mod "muslimerne" falder til jorden, tynget af vægten fra omsorgen i hverdagen. og fra de tjenester, "de sorte" yder.

Så meget mere forsøger højrenationalisterne at lade nogle enkelte kriminelle med udenlandske rødder tegne billedet af, hvordan alle flygtninge og indvandrere er. Der tales generelt om "indvandrerne" og "muslimerne".

I BT-debatten så vi, hvordan hyperaktive DF´ere som Mr.Søgaard og Kjeld Krabbe, der i mellemtiden er blevet smidt ud af BT, men uimodsagt af meningsfæller kunne påstå, at indvandrerne var ansvarlige for 73%, dvs næsten 3/4 af kriminaliteten i Danmark. Det virkelige tal er faktisk "kun" 13%, hvilket svarer til, at indvandrere er ca en halv gang mere kriminelle i gennemsnit end danskere. Når de fantasifulde, men også noget barnagtige tal anfægtes trækkes lokale opgørelser fra København frem, som imidlertid kun omhandler sigtede unge under 18 år. De rigtige tal er sådan set slemme nok, men åbenbart ikke tilstrækkeligt til at opnå den skræmmeeffekt, man i DF-propagandaen satser på.

VKO er medansvarlig for kriminaliteten

Men DF har jo stort set selv haft eneret til at bestemme udlændinge- og retspolitikken siden "systemskiftet" i 2001. PARTIET kan ikke blive ved med at bebrejde "rød stue" de rådende samfundsforhold. Noget ser ud til, at det netop er den politik, som regeringen på DFs nåde har ført, der er hovedansvarlig for den kriminalitet også blandt indvandrere, vi nu ser udfolde sig. Det er klart at partier her før valget vil profilere sig som opposition, men den holder ikke, og slet ikke på dette politikområde.

Hvordan kan det komme som en overraskelse at HA'ere har sat sig på narkomarkedet. Her har regeringen båret af DFs had til Christiania gjort i nælderne og med en hovedløs politik sørget for, at hashmarkedet en blevet en integreret del af den hårde narkohandel. Og herom står krigen så nu. Og den er ikke afsluttet. I Jylland breder Banditos sig, og vi afventer næste runde i narkokrigen.

De unge med udenlandske rødder har måttet vokse op i ghettoer sammen med andre hårdt belastede udlændinge og danskere. Den perfekte grobund for dannelsen af ungdomsbander.

Der har været en nærmest planlagt mangel på praktikpladser til de unge, der begyndte på en faglig uddannelse. Planlagt fordi den har været kendt år ud og år ind. Og det man ikke gør noget ved, må siges at være noget, man bare tager med i købet.
Der har kørt propagandatrommer, som fortalte de unge, at deres forældre var til besvær, at de var dovne luksusflygtninge og dumme muslimer, som ikke kunne integreres. Deres religion var forkert, og storesøster skulle ikke have arbejde, når hun bar tørklæde. Modersmålsundervisningen blev afskaffet, så børnene fik sværere ved at tale med deres bedsteforældre.

Far kunne pludselig ikke længere blive dansk statsborger - ikke fordi han var luksusflygtning eller kriminel, nej nu var argumenterne pludselig vendt på hovedet. Nu var det den succesrige "luksusflygtning", der fik dansk pas og stemmeret, mens den psykiske nedbrudre far blev udelukket, lige præcis fordi han havde været tortureret og led under det. Lige som den unge også selv havde lidt under farens reaktioner ogf angst hele sin barndom. Der har været gjort forsøg på at skjule flygtninges rettigheder og de er blevet undertrykt. Omkring 70 kurdere blev ulovligt gennem flere år nægtet familiesammenføring, og statsløse unge født i Danmark blev i flere år ulovligt nægtet dansk indfødsret.

Afstanden mellem Dansk Folkepartis propaganda og de faktiske forhold i de unges liv er stor. De unge ser de borgerlige og socialdemokraterne bøje sig for den nationalistiske propaganda og konkluderer, at der ikke er retfærdighed til.

Samtidig har de hørt, at der skulle stilles krav til dem. Om hvad? Om at rive sløret eller tørklædet af søster og mor? Om at skifte religion? Om at skaffe sig en praktikplads selv? Om at tiltvinge sig det job, som man ikke engang bliver indkaldt til samtale til, pga sit navn.

Det personlige og det fælles ansvar

Heldigvis har hver enkelt menneske ansvar for sit eget liv, hvilket også gælder unge 2.gere (og danske HA'ere) og de kan følgelig ikke med rette gå i offerrollen og sige, at det er samfundets eller regeringens skyld, at de har valgt at stjæle og skyde og ødelægge andre menneskers liv med narkotika.

Påstanden om, at forældrene er luksusflygtninge eller uintegrerbare muslimer benægter meget af det, som kunne have givet de unge stolthed. Man kunne ønske sig en politisk organisering af unge med udenlandske rødder, som effektivt gik i rette med regeringens politik. Og som også dyrkede lidt slægtshistorie, så alle tomme påstande om luksusflygtninge og nasseri kunne blive manet i jorden og erstattet med en sund stolthed. Det kan være at opstandene i Nordafrika og Mellemøsten kan give impulsen til en sådan bevægelse.



Det eneste alternativ til rød og blå stue er, så vidt jeg kan se, mennesker, der organiserer sig selv og står op mod de mange løgne. Og som selv kommer med konkrete bud på et bedre fælles liv. Det gælder også de 2.g'er, som forvilder sig ud i småkriminalitet og som på den måde er med til at holde de borgerlige ved magten, sammen med DF.



2.g'erne og andengenerationsflygtningene behøver ikke isolere sig i en sådan bevægelse, men kan gå sammen med de mange fordomsfri unge danskere.

Socialisme og kommunisme

Skrevet af Stig Winther Petersen


I lyset af Ole Sohn-debatten, mener jeg det vil være gavnligt at få pudset nogle begreber af - hvad skal vi forstå ved socialisme og kommunisme? Debatten er opstået fordi, Ole Sohn, der var formand for Danmarks Kommunistiske Parti, har udsigt til at blive minister i en kommende regering.

Der er mange måder, man kan forvirre sig selv på. Ordene kommunisme og socialisme bruges om sæt af ideer, men også om politiske bevægelser og sågar om hele samfund. Og så kan ordene dække et indhold, der er nøjagtig det modsatte af, hvad der oprindeligt var meningen med dem. Så lad os tage et par strejftog i historien for at slå nogle ting fast.

Socialismen og kommunismen er politiske traditioner, som går langt tilbage. Der er lavet kommunistiske utopier helt tilbage i 1600-tallet,( fx Thomas Moore: Utopia).

Thomas Moore

Som politisk ide blev socialismen tydeligere i arbejderbevægelsen for 200 år siden. De fleste arbejdere var socialister sidst i 1800 tallet. Og der var mange forskellige retninger.

På samme tid fandtes der også borgerlige ideer i mange aftapninger.
Læs om de grovere udgaver af de borgerlige ideer i Sven Lindqvist: " Udryd de sataner. " Det er en bog, som burde være pligtlæsning for unge i skolerne, fordi den viser, hvordan racismen og kapitalismen hænger intimt sammen. Mange af de borgerlige ideologer og politikere bifaldt erobringen af kolonier og aflivningen af millioner af mennesker. Ellers havde de ikke kunnet finde sted. Men andre borgerlige var modstandere og mente, at det var umoralsk. At være borgerlig er historisk set altså heller ikke én ting.

Bolsjevismen og stalinismen

En politisk retning, som senere blev kaldt bolsjevismen, udsprang af det russiske socialdemokrati først i 1900 tallet. I 1917 lykkedes det dette parti at erobre magten i Rusland, som imidlertid ikke var modent til et socialistisk demokrati. I stedet for at udvikle demokratiet valgte partiet at dominere alle beslutninger og satte sig selv på magten. Alle andre socialistiske retninger blev samtidig udmanøvreret og senere udryddet. De øvrige var socialdemokrater, anarkister, trotskister og rådssocialister. Det skete gradvist, og de fleste socialister i Europa og Amerika vidste ikke meget om det, og håbede nok det bedste. Der var tændt et håb, som mange ikke ville have slukket. Fascismen marcherede i Europa.

Nogle socialister i Europa tog bestemt afstand fra den sovjetiske ledelses politik, som man ikke anså for demokratisk og socialistisk.

Socialdemokrater kritiserede manglen på demokrati. Trotskister kritiserede den tilfældige magtudøvelse og undertrykkelsen af politiske modstandere. Rådskommunister kritiserede politikken for ikke at være socialistisk, men snarere fascistisk.

Otto Rühle, som havde været socialdemokratisk medlem af Rigsdagen i Tyskland, blev ideologisk leder under den tyske revolution efter første verdenskrig. Han var fortaler for et radikalt basisdemokrati med rod på arbejdspladserne (rådskommunisme).

Otto Rühle skrev i 30'erne en bog om "den røde fascisme" i Sovjetunionen. Manden var glødende socialist. Bogen blev genoptrykt og læst af røde studenter i halvfjerdserne. Han beskrev forvandlingen til et socialistisk samfund som en stor pædagogisk proces, hvor mennesker opdrager sig selv og udvider deres erkendendelse og handlemuligheder gennem selvorganisering.

www.libcom.org/library/bourgeois-proletarian-revolution-otto-ruhle


Socialisme som fællesskab

Socialisme er nok så meget en bevægelse i retning af fællesskab, som den er et fikseret system. I den forstand er socialismen heller ikke længere en utopi eller et bestemt samfund, men betegnelsen for den fællesskabsbevægelse, der bestræber sig på at gennemføre socialistiske principper.

Socialisme ser derfor meget forskelligt ud alt efter, hvor og hvornår den udvikler sig. Fælles for alle former for socialisme er, så vidt jeg kan se, at det er en bevægelse, hvor mennesker forsøger at få indflydelse på deres eget arbejdsliv, dvs. begynder at se sig som ansvarlige og skabende mennesker, der samarbejder med andre om at tilfredsstille egne og andres behov.

Det så vi i det statskapitalistiske Polen lige før militæret tog magten i 1981. Arbejderne var begyndt at danne arbejderråd, som skulle overtage kontrollen med de statsejede virksomheder. Det var en parallel organisering, ved siden af det berømte Solidarnosc. Men så klappede fælden. Socialistisk demokrati var ligegodt for skrapt for betonkommunisterne, som havde administreret samfundet uden at spørge andre.




1.maj i Århus

Manglen på demokrati på er nok ansvarlig for, at en socialistisk udvikling på Cuba er gået i stå. Statseje er ikke i sig selv socialisme, men netop bare statseje. Fabrikker og butikker ejet af et bureaukrati er ikke demokratisk styret fælleseje.

Det, at hver enkelt menneske sammen med andre har indflydelse og tager stilling, mener jeg, er helt afgørende for, om man overhovedet kan tale om socialisme. Vi kan jo alle fylde det i begreberne, som vi ønsker os. Jeg mener ikke, at man kan skille socialisme fra demokrati. Så når Ole Sohn kyssede Honecher, så var det ikke et socialistisk land, han besøgte, men et statskapitalistisk samfund uden demokrati.

Freie Deutsche Jugend (DDR), en indoktrineret topstyret spejderbevægelse


Velmenende borgerlige kommer ofte med det argument, at socialismen ikke er ønskelig, fordi initiativet bliver taget fra det enkelte menneske, som i stedet må affinde sig med at få at vide, hvad det skal gøre.

Bortset fra at det jo netop er lige præcis sådan de fleste mennesker oplever deres arbejdsbetingelser i dag i Danmark og i alle andre lande, så er der jo det rigtige i påpegningen, at sådan var forholdene faktisk også i den såkaldt "realiserede socialisme". Påstanden påpeger for socialister, at det ikke er socialisme, der tales om.

I Østeuropa havde man oven i købet bremset de entreprenante kapitalister. Alligevel skete der en social udvikling i Østeuropa, som man ikke bør se bort fra. Men alt stivnede i systemer og i frygt for det altdominerende parti, som også kunne gribe til statsterror.

Det, vi har lært, er, at socialisme ikke trives med ét parti, som styrer enerådigt. Folkestyre fra grunden er vejen, som skal betrædes. Gennem deltagelse i beslutninger modnes et menneske til ansvarlighed. Det gælder også for dem, som deltager i den bevægelse, som peger fremad mod mere socialistiske forhold. Socialistiske bevægelser, som selv ikke fungerer demokratisk, kan naturligvis ikke forberede en socialistisk udvikling, tværtimod.

Socialisme er en udvidelse af demokratiet gennem aktiv deltagelse i beslutningsprocesser af især de mennesker, som skal udføre arbejdet. Socialisme er økonomisk demokrati.

Diskussionen af hvilke beslutninger, der skal teges, kræver, at alle har fuld ytringsfrihed. Især vigtigt er det, at de, der udfører arbejdet, og som af samme grund ofte har mest forstand på produkterne og serviceydelserne, kan give deres besyv med.

Der er således et klart socialistisk perspektiv i at øge offentligt ansattes ytringsfrihed nu . Man forstår, hvorfor de borgerlige instinktivt trækker sig, når ytringsfriheden er på tale. De ønsker ikke den slags personlig ansvarlighed udviklet,s omhænger sammen med at stå frem med en kritik. De har brug for autoritetstro mennesker, der gør det, de bliver beordret til.

Marxistisk kritik af statskapitalismen/statssocialismen

Kan man engelsk, og vil man studere en gennemgribende kommunistisk eller marxistisk kritik af den sovjetiske statskapitalisme (kommunisme) kan man roligt starte her:

www.marxists.org/archive/mattick-paul/index.htm

Jeg tror desværre ikke, at en ny såkaldt venstreorienteret regering vil bringe socialismen nærmere. Socialisme og kommunisme kommer, som jeg ser det, "nedefra", Hvis en ny regering vil åbne for større demokrati i økonomien, kunne man håbe på, at der ville udvikles en større social ansvarlighed, som jeg mener er indholdet i og forudsætningen for en socialistisk udvikling. Men det er ikke på dagordenen. Det er snarere krisemanagement, der er pointen.

Opfordringen til at arbejde 12 minutter mere om dagen forholder sig jo slet ikke til indholdet i arbejdet. Socialistisk tænkning er altid kvalitativ. Det er fremmed for socialistisk tænkning at operere rent kvantitativt. Det er kapitalistisk tankegang. Det er uacceptabelt at løsningen kan være at arbejde mere, når der ikke samtidig tages stilling til om produktet af dette arbejde er ønskeligt eller ej.

Socialistisk revolution i Venezuela

Jeg har fundet en interessant artikel, der handler om den aktuelle socialistiske revolution i Venezuela, hvor man kan se hvor sammensat en bevægelse der er tale om. Det er spændende at læse om forsøgene på direkte medarbejderkontrol på arbejdspladserne, dvs. forsøg på indførelse af økonomisk demokrati

Der er et interview med nogle socialister, der ikke er enige med præsidenten, og som arbejder for direkte arbejderovertagelse af produktionsapparatet, altså økonomisk demokrati.

Der er mange forskellige socialistiske opfattelser, og de viser sig også i Venezuela som forskellige politiske strømninger. og som forskellige måder at kæmpe på.

http://www.socialistiskinformation.dk/side.php?id=592


Kommunisme er ikke partidiktatur

Kommunisme har intet med partidiktatur at gøre, tværtimod. Det er klart , at vi mennesker - sikkert i al fremtid - vil dele os efter anskuelser, men at et bestemt parti skal bestemme er i modstrid med hele kommunismens ide. Socialisme må indebære, at de samvirkende mennesker gør sig fri af også socialistiske partiers dominans.

Socialistisk demokrati er basisdemokrati, dvs. et demokrati organiseret ud fra arbejdspladserne, skolerne, beboelseskvartererne. Den socialistiske ide er ikke elitær i sin opfattelse, men bygger på lighed mellem mennesker, og der er principielt ikke nogen, der er "mere lige end andre". George Orwell, der kritiserede Sovjetunionen i sin bog "Kammerat Napoleon", fastholdt jo bare den socialistiske ide midt i det stalinistiske kaos.

Så kan der være en masse sager , hvor der skal lovgives og her kommer forskellige skiftende partier med forskellige livsholdninger som nu ind i billedet.

Kommunisme indebærer forsamlingsfrihed og fuld ytringsfrihed. Hvordan skulle basisdemokrati ellers kunne fungere i praksis?

Sovjetunionen havde en bestemt slags fællesejendom, som bedst kan betegnes som statskapitalisme - eller statssocialisme alt efter synsvinklen. Mens Stalins parti gjorde alt for at fremstille sig som arvtager til tidligere socialister, undertrykte det selv alle andre slags socialister.

Jeg vil personligt ikke betegne hverken det russiske eller det kinesiske system som socialistisk eller kommunistisk. Alene fraværet af demokrati diskvalificerer Sovjetunionen og det nuværende Kina fra denne betegnelse.

Tænker man marxistisk er socialisme som samfundssystem først og fremmest det samme som økonomisk demokrati. Dvs at de, der arbejder også bestemmer over deres arbejdspladser, over produktionen og over hvilke produkter, der skal laves.

Jeg formoder, at mennesker, der bruges deres arbejdstid efter egen bestemmelse, vil tage hensyn til, hvad der er brug for på det, der nu hedder "markedet", så der bliver en balance mellem udbud og efterspørgsel. Hovedideen i marxistisk tænkning er, at der skal "produceres for behovene" og ikke "for profitten". Det springende punkt er så naturligvis, hvem der skal bestemme, hvad behovene er og hvordan, man finder ud af det.

Svend Vestergård Jensen har i et nyligt nummer af "Socialistisk Information" en udmærket artikel, hvor han klargør sit syn på begreberne marxisme, socialisme og stalinisme. Jeg bringer den her i sin helhed:

"Stalins arv: Er marxismen ansvarlig for stalinismen?
Under valgkampen forsøgte journalister og borgerlige politikere, ikke mindst Pia Kjærsgaard, at skræmme vælgere væk fra Enhedslisten ved blandt andet at henvise til principprogrammets begreber om revolution og kommunisme.

Ligesom borgerlige politikere de sidste par år nærmest kun omtaler SF som Socialistisk Folkeparti med tryk på socialistisk. Som om det skulle skræmme folk væk. Ideen hos dem må være at identificere begreber som socialisme, kommunisme og revolution med den praksis, som er blevet knyttet til disse begreber.

Samme angst synes også at plage dele af venstrefløjen – ”vi skal passe på ikke at sige kapitalisme, revolution, socialisme, osv.” Dette i en situation, hvor kapitalismen er i dyb krise, netop fordi det er kapitalisme!

I det aktuelle splittelsesforsøg i SUF og samarbejdet mellem Enhedslisten og SUF, siger splittelsesmagerne, at Enhedslistens Ungdom ikke skal hedde SUF, trods dette navns historiske tradition i Danmark fra Socialdemokratiets Ungdom til det nuværende SUF, der arbejder uafhængigt i forhold til, men i solidaritet med Enhedslisten. I stedet vil man strømline en ungdomsorganisation så tæt på Enhedslisten som muligt til det parlamentariske arbejde, der holder sig inden for det borgerlige samfunds rammer.

Er ideen at blive salonfähig og blive klar til at administrere kapitalismen og ikke afskaffe den? I stedet må der gås en anden vej. Ved at droppe begreberne begås en alvorlig fejl, og det leder til nye problemer. Ord og begreber må afspejle deres indhold. Det handler ikke om at afskaffe begreber, ændre deres reelle indhold, men om at variere og nuancere sprogbrugen.

Åndelige tvillinger
Netop ved at sammenblande stalinisme med marxisme opnås, at venstrefløjen henvises til noget skræmmende. Det svarer til, at man ville sige, at borgerlige er ansvarlige for fascismen, og at venstrefløjen hele tiden ville bruge fascismebegrebet om borgerligheden. For fascismen var jo en borgerlig strømning, der på afgørende tidspunkter reddede kapitalismen, når den var sidste mulighed, den sidste udvej.

Disse to fænomener, fascismen og stalinisme, udspringer af hvert sit system, men fremtrådte som Lev Trotskij engang sagde, som åndelige tvillinger. Den tyske marxist Karl Korsch skrev i 1939: ”Det er ikke længere ufatteligt, at den russiske stat i sin nuværende struktur skulle fungere som en mægtig løftestang i fascismegørelsen af Europa”.

Hvorfor må kritisk tænkning, revolutionære handlinger, gøre helt op med den stalinisme, der har præget store dele af venstrefløjen siden 1920’erne og 1930’erne? Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Er socialisme/kommunisme ansvarlig for stalinismen? Er stalinisme og marxisme ganske enkelt det samme? Er bare lidt der hen ad? Har den konservative politiker, Per Stig Møller bare lidt ret, da han engang sagde, ”at der går en direkte linie fra Marx til Moskva”?

Når forvirringen kan være total, kan det skyldes, at stalinismen formelt er udsprunget af marxismen, den russiske revolution. Efter bureaukratiseringen af den unge sovjetstat med Josef Stalin som dens leder og symbol fortsatte dette bureaukrati med at kalde sig det bolsjevistiske parti, det kommunistiske parti. Det brugte simpelthen de revolutionære gamle etiketter for lettere at kunne bedrage masserne og dermed opretholde den magt, de havde tilranet sig på bekostning af dem, der havde gennemført revolutionen i byerne og på landet. Ikke bare bedrageri – der blev samtidig brug for omfattende masseterror for at gennemføre den politiske kontrarevolution.

Masseterror
De fleste ledere fra den revolutionære periode blev deporteret eller henrettet. Eksempelvis blev mere end halvdelen af de 1900 delegerede fra kommunistpartiets kongres i 1934 elimineret få måneder efter. Det var sågar efter, venstreoppositionen helt havde lidt nederlag i årene før. Af de 200 medlemmer af centralkomiteen af det ukrainske kommunistparti var der kun få, der overlevede. Arrestationerne af ledende folk i hæren ramte mere end 30.000 ud af 178.000.

I sammenhæng med denne udvikling voksede bureaukratiet. Antallet af administrativt ansatte voksede i tiåret fra 1.450.000 i 1928 til 7.500.000 i 1939. Bureaukratiet voksede hurtigt til en virkelig social kraft, hvis konsekvenser allerede kunne mærkes.

Revolutionens land blev forvandlet til et politivælde, der ikke nøjedes med terror i Sovjetunionen, men gennem sin udenrigspolitik og den nu staliniserede Kommunistiske Internationale bredte sig til eksempelvis den spanske revolution og borgerkrig, hvor politiske modstandere på venstrefløjen blev ombragt. Og resultaterne er velkendt: Slaget blev tabt, og fascismen kom til magten i sin spanske variant, falangismen, med Franco som kransekagefigur.

Kommunistisk Internationale var blevet et redskab for Sovjetunionens udenrigspolitik. Internationalen blev uden diskussion nedlagt i 1943, som en særlig gestus til vestmagterne under Anden Verdenskrig.

Socialismen miskrediteret
Som antydet i indledningen har fænomenets resultat med et monolitisk partidiktatur, masseterror, historieforfalskning, osv. gennemskadet socialismens og kommunismens sag. Nutidens og fremtidens revolutionære socialistiske bevægelser må operere denne kræftsvulst væk, hvis det ikke allerede er gjort. Det er en væsentlig forudsætning for socialismens troværdighed.

Det nytter ikke, som det høres rundt omkring hos visse ”ny-stalinister”, at man må forsvare Stalin, fordi den reaktionære Stalin-hetz anvendes til at bekæmpe socialismen. Eller som det også høres rundt omkring på venstrefløjen: Det er historie – glem det – vi må videre! Tværtimod har vi brug for at lære af historien – og dens fejltagelser, og det vil kun være dumt at forsøge at bortforklare den virkelige historie.

I stedet må venstrefløjen blive bedre end de reaktionære og andre, når det gælder om at afsløre stalinismens forbrydelser og til forskel fra de borgerlige, så bør nutidens socialister også analysere det skete, forklare hvorfor det kunne ske, og hvordan det kan undgås i fremtiden.

Der er intet at skjule. Den kritiske venstrefløj må tage en gammel 1968-parole til sig ”kritiser alt!” Også forbrydelser begået i socialismens navn, og ikke mindst kapitalismens og imperialismens forbrydelser, grusomheder og misgerninger og bidrage til dens sorte bog – kapitalismens sorte bog. Intet skal skjules, hverken i Øst eller Vest – Syd eller Nord!

Efter stalinismen genoprettes kapitalismen
Stalinismen strakte sig over flere årtier, og en del steder i verden forsøgte man at ”opbygge socialismen”. Intet steds lykkes det ud fra de intentioner, socialismens pionerer tilstræbte. Det lykkedes heller ikke stalinismen at fastholde den magt, de havde tilranet sig. Der opstod en kapitalisme, der netop havde sit udspring i dele af bureaukratiet, som kunne nyde godt af sit magtmonopol, når tingene pludselig skulle privatiseres. Det nye bourgeoisi var vokset frem af dele af bureaukratiet. Kolossale profitter blev ophobet hos enkelte. Sætninger som ”russisk oliemilliardær opkøber fodboldklub” i en stor national liga, er velkendt.

De fleste steder er kapitalismen genoprettet, uanset hvilken variant af stalinismen, der var tale om: Sovjetunionen, Kina, Albanien, Rumænien eller i mildere grad Jugoslavien, hvor nationalismen så til gengæld slog ud i fuld flor, og opløste dette land.

Kapitalismen blev oprettet på særlige måder – mafiaøkonomi og hvad der ellers kan siges og analyseres frem til. Fremvæksten af fascistiske bevægelser, hvoraf sådanne bevægelse og organisationer er tætte på den politiske magt, eksempelvis i Ungarn. Halvdelen af Europas organiserede nynazister findes i Rusland.

Teoriens forfladigelse
Stalinismens opståen og dens senere monopol på magten indebar, at den marxistiske teori blev forfladiget og dogmatiseret i en sådan grad, at store dele af det marxistiske tankegods forsvandt i glemslen. Det gælder ikke mindst den rige arv fra den russiske revolutions første år frem til midten af 1920’erne, hvor revolutionære socialister som Lev Trotskij og mange andre gav værdifulde bidrag til debatterne såvel i Rusland som på det internationale plan.

Eksempelvis forsvandt lederen af Det Socialistiske Akademi, der blev startet efter revolutionen, det senere Marx/Engels Institut, Rjazanov. Rjazanov fik samlet en række af Marx’ og Engels’ værker, der aldrig tidligere var publiceret. De havde ligget nærmest uopdaget hos ledere af det tyske Socialdemokrati, hos Bernstein og Kautsky. På grund af ”revisionisme-debatten” i det tyske parti, havde de sat en stopper for yderligere tiltag i udgivelser af disse hengemte værker og ”partsindlæg” i debatten. Bl.a. ”Grundrisse”, de papirer hvor Karl Marx selv fremstiller metoden i ”Kapitalen”. Marx oplevede selv kun udgivelsen af hans hovedværks første bind. ”Grundrisse” er så at sige hele metoden og fremstillingen fra Marx’ egen hånd.

Denne omfattende produktion og forskning blev foretaget af Rjazanov og hans medarbejdere. Men deres arbejde behagede ikke Stalin-bureaukratiet. Rjazanov blev anholdt og forvist i 1931 og døde i 1935 eller 1936.

Kommunismens negation
Stalinismen indebar ikke kun, at de rige erfaringer lemlæstedes, men også at den teoretiske nyproduktion stort set forsvandt. I stedet for at opmuntre teoretisk kamp og nytænkning nøjedes stalinismens ”teoretikere” med at forsvare dogmerne, en vulgarisering af deres ”marxismen-leninisme”.

Den polskfødte marxistiske historiker, Isaac Deutscher, sagde engang om sig selv, at hvis Stalin og hans stab var marxister, så var Deutscher ikke marxist, og hvis indholdet i Karl Marx’ ”Kapitalen” var, hvad Stalin sagde, så var han ikke marxist. Isaac Deutscher gav sig så til at læse ”Kapitalen”. Igen og igen – også andet af Marx – for at begribe metoden. Det var efter, at han som talsmand for den antistalinistiske opposition yderligere stillede spørgsmålet: Kunne den stalinistiske politik og praksis retfærdiggøres ud fra marxismen? Var Marx’ analyser og kritik af kapitalismen holdbare i den tid, Deutscher skulle forholde sig til?

Studierne afslørede for Deutscher, at metoden hos Marx ikke bare var uforenelig med den socialdemokratiske reformisme. Den afslørede også for ham den dybe kløft, som lå mellem den klassiske marxisme og de kyniske opportunister, den stive skolastik og de inkvisitoriske metoder hos stalinisterne. Siden den tid var det umuligt for den unge Deutscher – og den ældre, at beskylde Marx for stalinismens fremkomst og praksis. Konsekvensen som marxist var at gå i opposition mod stalinismen.

Kritisk metode
Marxismen skal være en kritisk, dialektisk metode. Modsat af hvordan den blev anvendt, hvor den nærmest fremtrådte som en slags religion, et dogmatisk system som bygger på tro, ikke viden. Og hvis du er uenig, skal du få en over nakken!

Netop den fri debat er forudsætning for at udvikle teori og metode. Marxismen er skabt og skabes i diskussioner, analyser, debatter, forskning, erfaringer med og i nye udviklinger i klassekampen og alle andre steder og ikke blot indenfor nationale rammer. Uden denne dialektiske forudsætning dør dens udvikling.

Gennem årtier havde stalinismen et monopolagtigt præg på de revolutionære bevægelsers teori og politik. På den måde at den ofte umuliggjorde en diskussion om revolutionær politik, også strategi og taktik. At afvise og gennemskue stalinismen indebærer, at man kan begynde at diskutere vigtige strategiske og taktiske spørgsmål uden skyklapper, hvilket er nødvendig for at revolutionære bevægelser kan gå frem og få afgørende indflydelse på begivenhedernes gang.

Stalinismen har også sin virkning på dem, der tog afstand og i nutiden tager afstand fra hele ”den teoretiske arv”, fordi de netop sammenblander stalinismen med socialisme, kommunisme, revolution, m.v.. Når diskussionen af begreberne forsvinder i den politiske teori og praksis, har det indflydelse på den politiske orientering. Dette i en situation, hvor revolution-begrebet anvendes rundt om i verden mere end nogen sinde – i hvert fald i årtier - fra den arabiske revolte over Europa til nu selv USA med ”Occupy Wall Street”-bevægelsen, der breder sig som ringe i vandet.

Arv og udvikling
Den teoretiske arv indeholder også erfaringer fra den russiske revolutions første år og Kommunistisk Internationales første fire kongresser – en rig arv, som må generobres. Efter de fire første kongresser, dvs. indtil 1922, var det først og fremmest den trotskistiske bevægelse, som blev forsøgt opretholdt og videreudviklede den revolutionære teori og politik. Ganske vist finder man også i denne bevægelse forskellige grupperinger med dogmatiske positioner. Denne dogmatik hænger sammen med, at man forsøgte at bevare en relativ lille kerne af revolutionære i perioder under meget svære betingelser, men denne konstatering er ikke en undskyldning – kun en forklaring.

Selv på det organisatoriske plan har stalinismen haft en yderst negativ indflydelse. Dens kendetegn er autoritære metoder, ledelsesdiktatur og bureaukratisk ensretning. Den før-stalinistiske tradition omfattede indre partidemokrati, åbne politiske diskussioner, osv., som forudsætning for at opbygge en livskraftig revolutionær organisation.

Med svækkelsen og mange steder nærmest opløsning af stalinismen, kombineret med nye politiske bevægelser rundt om i verden – ikke mindst i Europa, og revolterne i den arabiske region, er der opstået nye muligheder. Forudsætning er, at arbejderbevægelsen, venstrefløjen og de tusinder af aktivister ikke glemmer eller skjuler de ømtålelige kapitler, men lærer af dem, og indhøster nye erfaringer i en frihed, der er forudsætningen for at komme videre. I erfaringerne med stalinismen er der en rigdom at lære af, for ikke at gentage.

Opgaven består ikke i at forkaste marxismen og dens begreber, men at adskille den fra misbruget af disse begreber. Begreberne må generobres og udvikles gennem fri debat og politisk handling."

Således talte Svend Vestergård Jensen

Regeringen tænker mere i penge end i samfund

Skrevet af Stig Winther Petersen


I Grækenland satte man sin lid til de dynamiske effekter af en skattelettelse. De udeblev, og nu mangler den græske stat finansiering.

Al den snak om, at det i Danmark er gratis at lette topskatten, for pengene vil bare komme ind på en anden måde, bygger på en viden indhentet fra en krystalkugle.

Ingen ved, hvordan vi opfører os, når vi slipper billigere i den direkte indkomstbeskatning.
En del af lettelsen vil måske blive opsparet til pension med endnu færre skatteindtægter til følge (pga fradrag), en del går til øget forbrug af varer som ikke er livsnødvendige, for de nødvendige behov bruger man da forhåbentlig de første kroner til - og beskatningen er kun 25% moms.
Hvad er det vi forventes at gøre med de penge, som de syge, dem på bistand og flygtningene ikke længere skal have, men som skal skabe "vækst"?

Hvilken slags vækst er det egentlig vi kan forvente? Er det en god eller en dårlig vækst ? Er det en ønskelig samfundsudvikling, der sættes i gang med skattelettelserne? Al den kredsen om pengene som kilde til samfundsmæssig værdi er i øvrigt en gang kollektiv hypnose. Pengene er en målestok og et praktisk mellemled i en vareudveksling, men de er også blevet et middel for nogle til at berige sig uden selv at skabe noget. Heraf finanskrisen. Og heraf illusionen om at penge skaber værdi. Hvordan skulle de rige ellers retfærdiggøre deres ofte voldsomme indtægter.

Penge er i sig selv som alle, der har sansernes fulde brug ved, intet værd. Det er kun arbejde og så naturligvis naturen, der skaber værdier. Og det, der har værdi, er det, vi finder værdifuldt. Vi kunne fx sagtens bevare en mængde af vores faktiske rigdom, hvis vi genbrugte meget mere. Eller beholdt den noget længere før vi smed den ud. Det er åbenbart ikke så attraktivt, så derfor vælger vi i stedet at destruere det, der kunne have været rigdomme. Her er en "værdikamp" på sin plads. Køb-og-smid-væk-samfundet på den ene side og den ansvarlige overvejelse over behov, arbejdstid, ressourcer og miljø på den anden side.

Hvis vi fx valgte at værdisætte grønsager frem for samfunds- og miljøbelastende animalske produkter, ville vi være lige så rige - bare på en sundheds- og miljømæssig bedre og mindre arbejdskraftkrævende måde. Det kræver bare at vi vælger at synes, det faktisk er værdifuldt.

Vi kunne afskaffe reklame, og erstatte den med pligtig objektiv forbrugerinformation. Det kræver bare at vi er interesseret i produkterneskvalitet frem for blændværk.

Supermarkeder overlever, siger nogen, ved at sælge de plastikposer, som de dovne af os bærer varerne hjem i. De burde forbydes, og i stedet kunne man købe dyrere stofposer, som man ikke bruger til skrald, men vil genbruge. Synd for dem i plastindustrien. Nej, der er masser af arbejdpladser i genbrugsindustrien. Også den der genbruger plastik. Alle steder, hvor unyttig produktion lukkes ned, er der arbejdstid til andre og mere værsifulde ting. (Men nu et jo ikke mig der bestemmer, det må diskuteres).

Hvordan får vi alle de mennesker, som hver dag transporterer sig samfundsbelastende i hver deres blikdåse 3-4 km den ene vej og 3-4 km den anden vej fra og til arbejde til at transportere sig i busser og tog?

Privatbilismen er en indlysende belastning for hele samfundets økonomi. Der bruges alt for megen arbejdstid på at producere,vedligeholde og fylde tanken på privatbilerne. Bilerne hører i hovesagen hjemme i tyndtbefolkede egne - på landet - hvor det omvendt er spild at have tomme busser til at køre rundt. Hvert år dør mellem 400 og 500 mennesker i trafikken i Danmark. Mest pga privatbilismen. Er disse forslag (sammen med mange andre praktiske) en del af kriseløsningen? Ja, hvis vi tænker i samfund og ikke i penge. Nej, hvis det er den hovedløse genoptagelse af produktionen på højeste gear, som er målet.

Definitionen af den offentlige produktion som uproduktiv og den private som produktiv er i øvrigt en af de store illusionensnumre, som jeg mener vi må bryde.

* Hvis alle hospitaler og skoler var private og drevet ud fra profitmotiver, og deres ydelser skulle betales som varer,

* og hvis omvendt produktion af mad, klæder og håndværk var offentlig virksomhed, hvor man efter fastlagte regler eller efter ansøgning kunne få tildelt varer eller ydelser,

: ville vi så ikke have en masse fortalere for det synspunkt, at vi burde spare på maden, tøjet og på reparationen af vore huse, så vi kunne få gang i sygehusene og skolerne, som jo skaber de værdier, som vi jo alle skal (over)leve af.

Min pointe er, at pengeøkonomien skaber en spændetrøje for tænkningen. Tænker vi i pengetermer, mister vi nemt sansen for det, det handler om, nemlig hvilke menneskelige behov vi ønsker at tilfredsstille og hvordan, vi skaffer arbejdstiden og ressourcerne.

Muslimer mobbes på arbejdspladserne

Skrevet af Stig Winther Petersen

En fjendtlig stemning skabes

Kan muslimer på længere sigt risikere at blive de uheldige ofre for højrenationalister?
Og sker det ikke allerede på danske arbejdspladser? Den fjendtlige stemning over for flygtninge og indvandrere gør det tilladeligt at moppe dem, i hvert fald hvis det er muslimer. De er jo "selv ude om det, de har jo selv valgt at være muslimer!"

Når man engang er blevet etnisk udrenset eller forfulgt i sit hjemland, og har gennemlevet hvordan, det bare blev værre dag for dag, reagerer alle antenner, når fx arbejdskammerater under påvirkning fra Dansk Folkeparti og nu også det rabiate "Stop Islamiseringen af Danmark" begynder at stikke til en og pointerer, at man er fremmed og antyder, at man er uønsket.
"Nå Amir, du er jo muslim, synes du så, det er ok med de der terrorister? Hvornår skal du egentlig hjem? Hvorfor rejser du ikke hjem?"

Når man ikke længere føler sig velkommen på sin arbejdsplads, kan man nemt miste følelsen af tryghed, og det kan føre til psykisk sammenbrud hos mennesker med traumer i bagagen. Som ved al anden mobning, gør mobberne sig sjældent klart, hvor ondt de gør. Hvis mobberne ser de mobbede som tilhørende en mindreværdig befolkningsgruppe, føler de måske heller ikke, at disse kan gøre krav på særlige hensyn. Man kan så nemmere give sig lov til (i praksis) at handle psykopatisk - dvs. uden at bruge sine empatiske, indfølende evner.

Højrenationalisterne har lært af nazisterne

På samme generaliserende måde som nazisterne talte om jøder,sigøjnere og andre uheldige minoritetsgrupper, taler nogle debattører om muslimer i dagens Danmark. Argumentationsformen ligner. Meget af indholdet i udsagnene om fx datidens jøder og nutidens muslimer ligner hinanden, nok fordi mængden af fordomme trods alt er begrænset, og fordi nogle bestemte påstande virker bedst, når hensigten i virkeligheden er at skabe had og modvilje. Det virker propagandistisk bedre at påstå, at muslimer/jøder har hemmelige planer om at overtage magten og dominere, end at sige at muslimer/jøder har sure tæer.

Det, der virkede for nazisterne, var at skabe et offentligt accepteret billede af jøder, som på den ene side skildrede dem som en trussel mod samfundet, kulturen og det enkelte "tyske" menneske og på den anden side som noget mindreværdigt, noget primitivt og dyrisk, noget tilbagestående og middelalderligt.

Det første sæt af påstande skulle skabe angst og vrede og utilfredshed, som nazisterne kunne omsætte til egen politiske fordel.
Det næste sæt af påstande var beregnet på, at sætte den almindelige indlevelsesevne ud af kraft, som ellers automatisk aktiveres, hver gang vi ser et medmenneske. Man var netop ude på at ophæve den moralske hæmning, som normalt fungerer over for medmennesker, men ikke over for skadedyr.

Jøder blev fremstillet som farlige skadedyr, der truede kulturen og samfundet. De kunne ikke optages i det almindelige samfund, de havde selv nægtet at lade sig assimilere, de boede i ghettoer, giftede sig ikke med kristne osv og måtte derfor isoleres, fratages indflydelse og anspores til at udvandre, (eller siden "elimineres").

Nazisterne var i første omgang slet ikke interesseret i at dræbe deres jødiske medborgere, men støttede dem snarere i at emigrere. Der var også tanker om at sende dem til et Hjemland, som måske kunne ligge i Mellemøsten, måske på Madagaskar, ideer som også den jødiske, zionistiske bevægelse delte.

Der er selvfølgelig en del negativt at sige ifm. med muslimers tilstedeværelse i Europa. Og jo mere de negative påstande har på sig, jo vigtigere er det naturligvis at beskytte de muslimer, som ikke har gjort sig skyldige. Beskytte dem imod fordomme eller generaliserede påstande om "muslimerne". Disse påstande spredes for tiden bredt ikke mindst i bloglandskabet, og med en klar politisk hensigt.
Fordommene rammer først mennesket følelsesmæssigt, siden i form af diskrimination , mobning og chikane, til sidst måske som en trussel på livet.

Når man ved, hvor nemt det var i Tyskland at skabe en hetzstemning mod jøder, hvis slægter havde levet i landet i århundreder, og udnytte angsten og hadet politisk, må man også her i landet være forberedt på, at der gennem en hetz kan skabes vind i sejlene for de højrekræfter, som har afskaffelsen af demokratiet og den almindelige humanisme som det egentlige mål.
Oplysning om racisme og fremmedhad er vigtigt. Mit anliggende er i første række at beskytte det store flertal af fredelige og arbejdsomme muslimer og ateister fra muslimske lande, som jeg kender til i min egen dagligdag og i mit arbejde, mod helt urimelige påstande. Påstande om at de er farlige, skadelige og primitive. Det er utåleligt at se, hvordan disse mennesker bliver bange, føler sig sårede, uvelkomne og isolerede, når de møder propagandaen. Og det er svært at se, hvordan disse må forlade deres arbejdsplads for at ende som de "nasserøve" de mistrænkes for at være.

Mange muslimer, som jo ofte er flygtninge, har i forvejen været udsat for trusler på livet, forfølgelser, krig og tortur. De er meget følsomme over for naboers og arbejdskammeraters reaktioner og over for offentlige udsagn. De bliver nemt bange, når de føler sig udpeget, og får lyst til at gemme sig.

En del kristne flygtninge forsøger med vilje at undgå den modvilje, der især er rettet mod deres muslimske landsmænd, ved at bære et synligt kors.

Generalisering

At nogle muslimer er kriminelle, racister, fundamentalistiske, gammeldags, kvindeundertrykkende og nærer terroristsympatier berettiger naturligvis ikke til en hetz mod samtlige muslimer i Danmark. Disse muslimer som så ofte unuanceret kaldes "muslimerne".
Det er naturligvis en værdig opgave at oplyse mennesker, der kommer fra ikke-demokratiske lande, om demokratiske værdier, enten gennem undervisning eller gennem diskussion. Ligesom medlemmer fra "Stop Islamiseringen af Danmark" tydeligvis kan være uden for pædagogisk rækkevidde, gælder det samme ganske sikkert også for en del højreorienterede islamister. Begge steder ligger fjendebillederne fast.

Forebyggelse af racisme og fremmedfjendtlighed

Det er de mulige kommende tilhængere af sådanne sekter, som bør påvirkes. Undervisning i racisme og ekstremisme burde være en del af læreplanen i folkeskolen. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti foreslog fornylig noget lignende, men siden har man godt nok intet hørt. Forhåbentlig har han ikke glemt det.

Særligt bør der undervises i følgerne af jødehadet, som på vore breddegrader historisk set er vigtig. Muslimer, som nemt selv udsættes for en form for antisemitisme også her i Danmark, - bør lære at se det rigtige i at stoppe had mod jøder - naturligvis også i deres egen interesse. Mange danske jøder optræder for tiden beskyttende over for det muslimske mindretal. De begrunder dette etisk og politisk, men de er naturligvis også i deres egen legitime interesse.
De ved godt, at når hadet og det irrationelle får lov til at diktere politikken, vil hadet ikke kun ramme en minoritet.

Højrenationalister, som bruger frygten for og hadet mod muslimer til at styrke deres egne organisationer, vil indvende, at det da da er muslimerne, som er vor tids nazister, da de er fjendtlige over for jøder, og at jøderne derfor stadig er vor tids jøder. På denne måde kan forfølgelsen af jøder tages til indtægt for en generel forfølgelse af muslimer, som bliver vor tids jøder.

Sårbarhed over for mobning

Der er bare nogen, der bedre kan tåle mobning end andre.
Flygtninge, der har været underlagt tortur. Som har været ophængt i benene, fået sendt strøm gennem kønsorganerne, og som samtidig har fået råbt ind i ansigtet at de ikke var værdige til at leve, men vil blive henrettet, ja de er naturligvis lette ofre for mobning.
Det samme gælder mennesker, der har hørt propagandatrommerne spille højere og højere mod deres egen etniske eller religiøse gruppe, og som til sidst har set deres hus brænde ned og naboen ligge nakkeskudt i en grøft.

Manglen på indføling i medmennesket - her arbejdskollegaen - er mere almindelig i Danmark end i de andre sammenlignelige nordiske lande. Hån, spot og latterliggørelse er måske mere legitime i Danmark?

Om mobning som dansk nationalsport se:

http://www.metroxpress.dk/dk/article/2009/09/29/23/3623-83/index.xml

(Artiklen må gerne kopieres. Referer gerne til nærværende blog.)

Dansk Folkeparti som alternativ?

DF forsøger at køre sig i stilling som alternativ til rød og blå stue.

Men dansk Folkeparti fører borgerlig politik

Partiet er en velintegreret del af den borgerlige lejr. Sikrer privilegierne til de rige, og går efter at ramme de allersvageste, fx angste mennesker, der i årevis har måttet leve i krigens skygge eller er blevet mishandlet og ydmyget i uhumske fængsler.

Også svage danskere har fået pisken at føle. For kun to år siden blev det grundigt dokumenteret, at partiet i kommunalbestyrelserne massivt havde deltaget i egentlige nedskæringer på ældreområdet. Logisk nok, da partiet selv i Folketinget har været med til at lægge de snærende økonomiske rammer for kommunerne.

Fremmedfrygt og danske værdier

Det er muligt, at mange pensionister bærer over med dette faktum. Men sikkert kun hvis de ser "de sorte" som hovedfjenden og netop ikke DF, som falsk forsøger at stryge især ældre over håret med deres forsvar for "danske værdier".

DF spiller på den lille mands frygt for at blive rendt overende og på hans misundelse. Hvad er der tilbage til mig, når de i rigmandsvillaerne har lagt til side til sig selv?

De "fremmede" er imidlertid så småt rykket helt ind i de ældres hjem. Som hjemmehjælpere. Og som assistenter på plejehjemmene. De fremmede står også allerede ved døren. Som avisbude og som postbude. Det er kun et spørgsmål om tid, før DFs tomme propaganda mod "muslimerne" falder til jorden, tynget af vægten fra omsorgen i hverdagen. og fra de tjenester, de yder.


Så meget mere forsøger højrenationalisterne at lade nogle enkelte kriminelle med udenlandske rødder tegne billedet af, hvordan alle flygtninge og indvandrere er. Der tales generelt om "indvandrerne" og "muslimerne".



VKO er medansvarlig for kriminaliteten


Men DF har jo stort set selv haft eneret til at bestemme udlændinge- og retspolitikken siden "systemskiftet" i 2001. PARTIET kan ikke blive ved med at bebrejde "rød stue" de rådende samfundsforhold. Noget ser ud til, at det netop er den politik, som regeringen på DFs nåde har ført, der er hovedansvarlig for den kriminalitet, vi nu ser udfolde sig.

Hvordan kan det komme som en overraskelse at HA'ere har sat sig på narkomarkedet. Her har regeringen båret af DFs had til Christiania gjort i nælderne og med en hovedløs politik sørget for, at hashmarkedet en blevet en integreret del af den hårde narkohandel. Og herom står krigen så nu.

De unge med udenlandske rødder har måttet vokse op i ghettoer sammen med andre hårdt belastede udlændinge og danskere.
Perfekt grobund for dannelsen af ungdomsbander.

Der har været en nærmest planlagt mangel på praktikpladser til de unge, der begyndte på en uddannelse. Planlagt fordi den har været kendt år ud og år ind. Og det man ikke gør noget ved, må siges at være noget man bare tager med i købet.

Der har kørt propagandatrommer, som fortalte de unge, at deres forældre var til besvær, at de var dovne luksusflygtninge og dumme muslimer, som ikke kunne integreres.

Deres religion var forkert, og storesøster skulle ikke have arbejde, når hun bar tørklæde.


Modersmålsundervisningen blev afskaffet, så børnene fik sværere ved at tale med deres bedsteforældre.

Far kunne pludselig ikke blive dansk statsborger - ikke fordi han var luksusflygtning, nej nu var argumenterne pludselig vendt på hovedet. Nu var det den succesrige "luksusflygtning", der fik dansk pas og stemmeret, mens far blev udelukket, lige præcis fordi han havde været tortureret og led under det. Lige som man også selv havde gjort det hele sin barndom.

Afstanden mellem Dansk Folkepartis propaganda og de faktiske forhold i de unges liv er stor. De unge ser de borgerlige og socialdemokraterne bøje sig for den nationalistiske propaganda og konkluderer, at der ikke er retfærdighed til.

Samtidig har de hørt, at der skulle stilles krav til dem. Om hvad? Om at rive sløret eller tørklædet af søster og mor? Om at skifte religion? Om at skaffe sig en praktikplads selv? Om at tiltvinge sig det job, som man ikke engang bliver indkaldt til samtale til, pga sit navn.

Påstanden om, at forældrene er luksusflygtninge eller uintegrerbare muslimer benægter meget af det, som kunne have givet de unge stolthed.


Det personlige og det fælles ansvar

Heldigvis har hver enkelt menneske ansvar for sit eget liv, hvilket også gælder unge 2.gere (og danske HA'ere) og de kan følgelig ikke med rette gå i offerrollen og sige, at det er samfundets eller regeringens skyld, at de har valgt at stjæle og skyde og ødelægge andre menneskers liv med narkotika.

Man kunne ønske sig en politisk organisering af unge med udenlandske rødder, som effektivt gik i rette med regeringens politik. Og som også dyrkede lidt slægtshistorie, så alle tomme påstande om luksusflygtninge og nasseri kunne blive manet i jorden.

Det eneste alternativ til rød og blå stue er, så vidt jeg kan se, mennesker, der organiserer sig selv og står op mod de mange løgne. Og som kommer med konkrete bud på et bedre fælles liv. Det gælder også de 2'ger, som forvilder sig ud i småkriminalitet, som er med til at holde de borgerlige ved magten, sammen med DF.

Ghettodannelse

Nyt parti - SIAD - i strid med grundloven

Stop Islamiseringen af Danmark, eller SIAD, er et nyt parti, som i januar (2009)begyndte at samle underskrifter ind for at stille op til Folketinget. Det er fra starten i strid med grundloven.

Partiet kender tilsyneladende ikke den grundlæggende magtdeling i det borgerlige demokrati. Partiet fremsætter i hvert fald grundlovstridende forslag.

Vi har i Danmark som bekendt opdelt magten i en udøvende, en lovgivende og en dømmende magt. Hhv regering, folketing og domstole. SIAD vil have folketinget til at udøve magt. Den går ikke.

Sagen er, at SIAD vil straffe den som landsforræder, som hjælper indvandrere til Danmark, (eller til at blive i Danmark?). Det er SIADs udtrykte ønske.
Partiet kalder det, de vil gøre strafbart, for "hjælp til besættelse af Danmark." Det er ikke kun hjælp til fremmede statsmagter, som truer eller besætter Danmark, der skal bedømmes som landsforræderi, men også hjælp til enkeltpersoner, som vil slå sig ned her.

Man må så spørge, om venskabsforeninger så også skal kriminaliseres? Bliver private integrationsprojekter - sprogskoler osv - også at betragte som landsskadelig virksomhed? Det er et noget tåget programpunkt.

Læs selv:

"For at fastholde rimelige forhold i fremtiden bør straffelovens kapitel 12 revideres, så hjælp til fremmede folkeslags besættelse af Danmark gøres strafbar på linie med hjælp til fremmede magter. Påtaleretten fjernes fra justitsministeren, således at en sag kan rejses på foranledning af f.eks ti folketingsmedlemmer."

Partiet vil altså ganske overraskende, når man kender til magtens tredeling, overlade det til Folketinget at rejse straffesager. Folketinget hvis opgave det er at gennemføre lovgivning. Og så skal kun ti medlemmer, ikke et flertal, kunne agere som statsanklager. Det er måske lige det antal, SIAD håber på (sammen med Dansk Folkeparti) at kunne opnå, så de sammen kan gå på jagt efter danskere, som samarbejder med udenlandske jøder, buddhister eller måske ligefrem muslimer.

Partiet planlægger at ændre på grundlæggende regler, som automatisk bringer dem i klar modstrid med grundloven. Partiet kan således egenntlig ikke vælges ind i Folketinget. Eller medlemmerne vil kunne blive afvist efter et valg.

SIADs programpunkter undgår behændigt at nævne, at det er muslimer, man vil smide ud af landet. Det fremgår jo ellers klart af partiets navn. Partiet ville straks ramle ind i straffelovens "racisme"paragraf, hvis det havde udtrykt sig klarere.
Det bliver partiet naturligvis nødt til, når det skal formulere sig mere præcist. Man kan derfor forvente en fornyet propagandaindsats for i stedet at få fjernet mindretalsbeskyttelsen (racismeparagraffen) i lovgivningen.

På partiets egen hjememside kan man få et indtryk af, hvordan etnisk udrensning forberedes.

http://sioedanmark.wordpress.com/

Man får også en forståelse af, hvordan det kunne gå så grueligt galt i fx Bosnien. Den er et lærestykke i, hvordan befolkningsgrupper kan spilles ud imod hinanden. Hjemmesiden burde bruges i den demokratifremmende undervisning i folkeskolen, som Dansk Folkeparti kortvarigt var fortaler for.