Venstrefløjen har i lange perioder helt opgivet at være i offensiven, når det handler om udlændingepolitikken.
Hvis man fx tager området, der benævnes boligplacering eller ghettodannelse, så er det for mig klart at venstrefløjen har sovet i timen - til skade for danskere, flygtninge og sig selv.
Man burde naturligvis i god tid have kæmpet for placering af de ofte traumatiserede flygtninge og dårligt uddannede indvandrere i boligområder, hvor mere veluddannede og vehavende mennesker bor.
Der har fra de borgerliges side været mange undskyldninger, så man kunne komme til at losse de problemer, som naturligvis kommer med indflytning af ressourcefattige, psykisk forstyrrede, økonomisk fattige, kulturelt og religiøst fremmede, ind i de områder, hvor der i forvejen bor mange mennesker med sociale, psykiske og helbredsmæssige vanskeligheder - samt lavtlønnede arbejdere.
I Gentofte og lignende kvarterer havde man desværre ikke "plads" mellem millionvillaerne, så flygtningene måtte i stedet til Ishøj og bo sammen med de fattige, der nogle år før, var fordrevet fra brokvarterene i København.
Resultatet kender vi. Lad os tage et eksempel. Resultatet har bl.a. været overbelastning af kommuneskoler, som i forvejen skulle give mest specialundervisning osv til danske elever. Fattige danskere og danskere, der selv har hjælp behov, er blevet yderligere presset i deres dagligdag, og mange valgte derfor at stemme på DF for at beskytte sig.
DF støtter den borgerlige regering, der på deres side meget behændigt stadig sørger for ikke at belaste deres egne kernevælgere i de fine villakvarterer. Tværtimod bevarer de lige netop den samme geografiske fordeling af de "fremmede", som vi kender.
Det er en ganske praktisk balance de tre partier til højre i Folketinget har fundet. Det er nemlig også en slags politisk evighedsmaskine, der sikrer dem selv magten ved at vedligeholde trykket på forfordelte danskere,som (ris til egen røv) stemmer borgerligt/DF for at undgå, at der kommer endnu flere fremmede.
I denne stemning kommer så det lille hyperaktive SIAD (Stop Islamiseringen af Danmmark)ind med deres stormtropper og forsøger at piske et generelt had op imod dele af de fremmede, nemlig muslimerne. Ligesom nazisterne forsøger de at mobilisere de dummeste arbejdere ved at spille på had mod minoriteter. De kloge arbejdere kender til værdien af solidaritet.
Den danske venstrefløj har imidlertid sin del af ansvaret for ghettodannelsen, og for at regeringen fortsætter uhindret med støtte fra mennesker, som ikke har nogen interesse i den.
Vi må, mener jeg, hjælpe flere flygtninge, men de skal bo i de velaflagte kvarterer, og børnene gå i de ressourcestærke skoler. Og de flygtninge og indvandrere som vil flytte fra ghettoerne skal øjeblikkeligt hjælpes bort til andre boliger. Det må også være venstrefløjens krav.
Viser opslag med etiketten Flygtninge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Flygtninge. Vis alle opslag
søndag den 25. oktober 2009
torsdag den 14. maj 2009
Kan muslimer i Europa blive vor tids jøder?
Kan muslimer risikere at blive ofre for højrenationalister?
Når man engang er blevet etnisk udrenset i sit hjemland, og har gennemlevet hvordan, det bare blev værre dag for dag, så reagerer alle antenner, når fx arbejdskammerater under påvirkning fra Dansk Folkeparti og nu også "Stop Islamiseringen af Danmark" begynder at stikke til en og pointere, at man er fremmed og antyde, at man er uønsket.
"Nå Amir, du er jo muslim, synes du så ikke, det er ok med de der terrorister? Hvornår skal du egentlig hjem? Hvorfor rejser du ikke hjem?"
Når man ikke længere føler sig velkommen på sin arbejdsplads, kan det føre til psykisk sammenbrud for mennesker med traumer i bagagen. Som ved al anden mobning, gør mobberne sig sjældent klart, hvor ondt det gør.
Hvis de ser de mobbede som tilhørende en mindreværdig befolkningsgruppe, føler de måske heller ikke, at disse kan gøre krav på særlige hensyn. Man kan nemt give sig lov til i praksis at handle psykopatisk - dvs. uden at bruge sine empatiske, indfølende evner.
Nazisterne talte på samme generaliserende måde om jøder,sigøjnere og andre uheldige minoritetsgrupper som nogle debattører taler om muslimer i dagens Danmark. Argumentationsformen ligner.
Meget af indholdet i udsagnene om fx jøder og muslimer ligner også hinanden, nok fordi mængden af fordomme trods alt er begrænset og fordi nogle påstande virker bedre, når hensigten er at skabe had og modvilje.
Det virker propagandistisk bedre at påstå, at muslimer som sådan har hemmelige planer om at overtage magten og dominere, end at sige at muslimer/jøder har sure tæer.
Det, der virkede for nazisterne, var at skabe et offentligt accepteret billede af jøder, som på den ene side værende en trussel mod samfundet, kulturen og det enkelte "tyske" menneske og på den anden side som noget mindreværdigt, noget primitivt og dyrisk, noget tilbagestående og middelalderligt.
Det første sæt af påstande skulle skabe angst og vrede og utilfredshed, som nazisterne kunne omsætte til egen fordel politisk.
Det næste sæt af påstande var beregnet på at sætte den almindelige indlevelsesevne ud af kraft, som ellers automatisk aktiveres, når vi ser et medmenneske. Man var ude på at ophæve den moralske hæmning, som normalt fungerer i respekt for medmennesker, men netop ikke over for skadedyr.
Jøder var kort sagt farlige skadedyr, som truede kulturen og samfundet. De kunne ikke optages i det almindelige samfund, de havde selv nægtet at lade sig assimilere og måtte derfor isoleres, anspores til at udvandre, (eller siden "elimineres").
Nazisterne var i første omgang slet ikke interesseret i at dræbe deres jødiske medborgere, men støttede dem snarere i at emigrere. Der var også tanker om at sende dem til et Hjemland, som kunne ligge i Mellemøsten eller på Madagaskar, ideer som også den zionistiske bevægelse delte.
Der er selvfølgelig en del negativt at sige ifm. med muslimers tilstedeværelse i Europa. Og jo mere de negative påstande har på sig, jo vigtigere er det at beskytte de muslimer, som ikke har gjort sig skyldige, imod de fordomme eller generaliserede påstande om "muslimerne", som spredes bredt ikke mindst i bloglandskabet, og som kan misbruges politisk.
Fordommene rammer først mennesket følelsesmæssigt, siden i form af diskrimination, til sidst måske også på livet.
Når man ved, hvor nemt det var i Tyskland at skabe en hetzstemning mod jøder, hvis slægt havde levet i landet i århundreder, og udnytte angsten og hadet politisk, må man også her i landet være forberedt på, at der gennem en hetz kan skabes vind i sejlene for de højrekræfter, som har afskaffelsen af demokratiet og den almindelige humanisme som egentligt mål.
Mit anliggende er i første række at beskytte det store flertal af fredelige og arbejdsomme muslimer og ateister fra muslimske lande, som jeg kender til i min egen dagligdag og i mit arbejde, mod de helt urimelige påstande, som siger at de er farlige, skadelige og primitive. Det er utåleligt at se, hvordan disse mennesker bliver bange, føler sig sårede, uvelkomne og isolerede.
Mange af de muslimer, som er her i landet, har fordi de jo er flygtninge, i forvejen været udsat for trusler på livet, forfølgelser, krig og tortur.
De er meget følsomme over naboers og arbejdskammeraters reaktioner og også over for offentlige udsagn. De bliver nemt bange, når de føler sig udpeget, og får en tendens til at trække sig væk fra det offentlige liv.
En del kristne flygtninge forsøger med vilje at undgå den modvilje, der især er rettet mod muslimer, ved at bære et synligt kors.
At nogle muslimer er kriminelle, racister, fundamentalistiske, gammeldags, kvindeundertrykkende og nærer terroristsympatier berettiger naturligvis ikke en hetz mod samtlige muslimer i Danmark, det der så ofte unuanceret kaldes "muslimerne".
Der er naturligvis en opgave i at oplyse mennesker, der kommer fra ikke-demokratiske lande om demokratiske værdier, enten gennem undervisning eller gennem diskussion. Ligesom SIAD-medlemmer tydeligvis er udenfor pædagogisk rækkevidde, gælder det samme ganske sikkert også for en del højreorienterede islamister. Her ligger fjendebillederne fast.
Det er de mulige kommende tilhængere, som bør påvirkes. Undervisning i racisme og ekstremisme burde være en del af læreplanen i folkeskolen. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti foreslog fornylig noget lignende, men siden har man intet hørt. Det bør imidlertid fremmes.
Særligt bør der undervises i følgerne af jødehadet, som på vore breddegrader historisk set er vigtig. Muslimer, som nemt selv udsættes for en form for antisemitisme også i Danmark, bør lære at se det rigtige i ikke at fremme had mod jøder - også i egen interesse. På samme måde som mange danske jøder optræder beskyttende over for det muslimske mindretal. Etisk og politisk begrundet, men naturligvis også i egen legitime interesse.
Når man engang er blevet etnisk udrenset i sit hjemland, og har gennemlevet hvordan, det bare blev værre dag for dag, så reagerer alle antenner, når fx arbejdskammerater under påvirkning fra Dansk Folkeparti og nu også "Stop Islamiseringen af Danmark" begynder at stikke til en og pointere, at man er fremmed og antyde, at man er uønsket.
"Nå Amir, du er jo muslim, synes du så ikke, det er ok med de der terrorister? Hvornår skal du egentlig hjem? Hvorfor rejser du ikke hjem?"
Når man ikke længere føler sig velkommen på sin arbejdsplads, kan det føre til psykisk sammenbrud for mennesker med traumer i bagagen. Som ved al anden mobning, gør mobberne sig sjældent klart, hvor ondt det gør.
Hvis de ser de mobbede som tilhørende en mindreværdig befolkningsgruppe, føler de måske heller ikke, at disse kan gøre krav på særlige hensyn. Man kan nemt give sig lov til i praksis at handle psykopatisk - dvs. uden at bruge sine empatiske, indfølende evner.
Nazisterne talte på samme generaliserende måde om jøder,sigøjnere og andre uheldige minoritetsgrupper som nogle debattører taler om muslimer i dagens Danmark. Argumentationsformen ligner.
Meget af indholdet i udsagnene om fx jøder og muslimer ligner også hinanden, nok fordi mængden af fordomme trods alt er begrænset og fordi nogle påstande virker bedre, når hensigten er at skabe had og modvilje.
Det virker propagandistisk bedre at påstå, at muslimer som sådan har hemmelige planer om at overtage magten og dominere, end at sige at muslimer/jøder har sure tæer.
Det, der virkede for nazisterne, var at skabe et offentligt accepteret billede af jøder, som på den ene side værende en trussel mod samfundet, kulturen og det enkelte "tyske" menneske og på den anden side som noget mindreværdigt, noget primitivt og dyrisk, noget tilbagestående og middelalderligt.
Det første sæt af påstande skulle skabe angst og vrede og utilfredshed, som nazisterne kunne omsætte til egen fordel politisk.
Det næste sæt af påstande var beregnet på at sætte den almindelige indlevelsesevne ud af kraft, som ellers automatisk aktiveres, når vi ser et medmenneske. Man var ude på at ophæve den moralske hæmning, som normalt fungerer i respekt for medmennesker, men netop ikke over for skadedyr.
Jøder var kort sagt farlige skadedyr, som truede kulturen og samfundet. De kunne ikke optages i det almindelige samfund, de havde selv nægtet at lade sig assimilere og måtte derfor isoleres, anspores til at udvandre, (eller siden "elimineres").
Nazisterne var i første omgang slet ikke interesseret i at dræbe deres jødiske medborgere, men støttede dem snarere i at emigrere. Der var også tanker om at sende dem til et Hjemland, som kunne ligge i Mellemøsten eller på Madagaskar, ideer som også den zionistiske bevægelse delte.
Der er selvfølgelig en del negativt at sige ifm. med muslimers tilstedeværelse i Europa. Og jo mere de negative påstande har på sig, jo vigtigere er det at beskytte de muslimer, som ikke har gjort sig skyldige, imod de fordomme eller generaliserede påstande om "muslimerne", som spredes bredt ikke mindst i bloglandskabet, og som kan misbruges politisk.
Fordommene rammer først mennesket følelsesmæssigt, siden i form af diskrimination, til sidst måske også på livet.
Når man ved, hvor nemt det var i Tyskland at skabe en hetzstemning mod jøder, hvis slægt havde levet i landet i århundreder, og udnytte angsten og hadet politisk, må man også her i landet være forberedt på, at der gennem en hetz kan skabes vind i sejlene for de højrekræfter, som har afskaffelsen af demokratiet og den almindelige humanisme som egentligt mål.
Mit anliggende er i første række at beskytte det store flertal af fredelige og arbejdsomme muslimer og ateister fra muslimske lande, som jeg kender til i min egen dagligdag og i mit arbejde, mod de helt urimelige påstande, som siger at de er farlige, skadelige og primitive. Det er utåleligt at se, hvordan disse mennesker bliver bange, føler sig sårede, uvelkomne og isolerede.
Mange af de muslimer, som er her i landet, har fordi de jo er flygtninge, i forvejen været udsat for trusler på livet, forfølgelser, krig og tortur.
De er meget følsomme over naboers og arbejdskammeraters reaktioner og også over for offentlige udsagn. De bliver nemt bange, når de føler sig udpeget, og får en tendens til at trække sig væk fra det offentlige liv.
En del kristne flygtninge forsøger med vilje at undgå den modvilje, der især er rettet mod muslimer, ved at bære et synligt kors.
At nogle muslimer er kriminelle, racister, fundamentalistiske, gammeldags, kvindeundertrykkende og nærer terroristsympatier berettiger naturligvis ikke en hetz mod samtlige muslimer i Danmark, det der så ofte unuanceret kaldes "muslimerne".
Der er naturligvis en opgave i at oplyse mennesker, der kommer fra ikke-demokratiske lande om demokratiske værdier, enten gennem undervisning eller gennem diskussion. Ligesom SIAD-medlemmer tydeligvis er udenfor pædagogisk rækkevidde, gælder det samme ganske sikkert også for en del højreorienterede islamister. Her ligger fjendebillederne fast.
Det er de mulige kommende tilhængere, som bør påvirkes. Undervisning i racisme og ekstremisme burde være en del af læreplanen i folkeskolen. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti foreslog fornylig noget lignende, men siden har man intet hørt. Det bør imidlertid fremmes.
Særligt bør der undervises i følgerne af jødehadet, som på vore breddegrader historisk set er vigtig. Muslimer, som nemt selv udsættes for en form for antisemitisme også i Danmark, bør lære at se det rigtige i ikke at fremme had mod jøder - også i egen interesse. På samme måde som mange danske jøder optræder beskyttende over for det muslimske mindretal. Etisk og politisk begrundet, men naturligvis også i egen legitime interesse.
tirsdag den 14. april 2009
Flygtninge og Statsborgerskab. Opstramning nødvendig.
Skrevet af: Stig Winther Petersen
Torturofre kan efter en lovændring inspireret af Dansk Folkeparti, hvor der ses bort fra torturens virkning på ofrene, ikke længere få dansk statsborgerskab. De fleste traumatiserede flygtninge er af folketingets flertal frataget retten til dansk statsborgerskab, fordi de er så ødelagte , at de ikke kan lære tilstrækkeligt godt dansk. Jeg mener, at det er udtryk for en mangel på respekt for de hårdt ramte mennesker.
Imens tildeles heldigere flygtninge rask væk statsborgerskab. Man kan som flygtning søge statsborgerskab efter 8 års ophold i Danmark, men torturofre får nej på deres ansøgninger.Selv om de er syge pga mishandlingen.
Der er brug for en opstramning af flygtningepolitikken også på dette område. Man bør ikke tænke på torturerede flygtninge på samme måde som indvandrere. Politikerne har muligheden for at rette op på denne misforståelse.
Lidelsen vi gerne vil undgå - at se i øjnene
Vi foretrækker ofte at se den anden vej, når lidelsen er ved siden af os. De mennesker, der lider ondt, minder os på ubehagelig vis om lidelsens mulighed i vores eget liv. Vi benægter den, og vil helst have de mennesker på afstand, som selv så gruen og døden i øjnene.
Det gælder, når vores nabo mister sin kone. Og det gælder, når naboen er fra Irak og om natten skriger midt i sine mareridt. Der står heller ikke i Skive Folkeblad, at hans søn netop er blevet henrettet i Bagdad.
På gågaden i Skive overhørte jeg engang to ældre herrer i samtale: ”Jeg forstår altså ikke, at socialdemokraterne er så glade for de sorte” , sagde den ene. ”Nej, og vi kunne løse problemet på et par dage bare ved at sende dem alle sammen sydpå i nogle tog”, svarede den anden.
Dansk Folkeparti blev svaret for gamle socialdemokrater som disse, og partiet blev i høj grad drevet frem af en slags søskendemisundelse. Socialdemokratiske arbejdere var bange for at miste deres få privilegier. Vi husker fx forargelsen over at asylsøgere i Kalundborg fik udleveret cykler.
Indrømmet, der blev faktisk større konkurrence om boligforeningslejligheder og de lavest lønnede jobs- og måske også om pigerne. Et dybere motiv tror jeg imidlertid var en kollektiv fortrængning af verdens gru og rædsel. De der fik asyl blev stemplet som "luksusflygtninge" og "sociale turister", som løj om tortur og forfølgelse. De blev i vid udstrækning simpelthen ikke troet. Man ville ikke se deres baggrund.
Jesus, der hang på korset og blev et symbol på vores fælles indlevelse i overgreb og lidelse, er som skuret bort fra de utallige hvide nationale kors på rød baggrund, som pryder landsmøderne i Dansk Folkeparti. To kristne præster er bannerførere for denne lidelsesfornægtende kristendom. Og når Pia Kjærsgård på TV bekender kulør og trækker sin halskæde med krucifikset frem, fremviser hun kun torturinstrumentet. Jesus - historiens mest kendte torturoffer er fraværende.
Med billedet af Jesus på korset blev lidelsen placeret centralt i vores kultur. Pias kors er omvendt symbol på det nationale, hvor der ses bort fra lidelsen. På et symbolsk plan er det derfor logisk, at torturofre ikke længere kan få statsborgerskab i denne korsbærende nation. De fortjener det faktisk slet ikke, siger den politisk mest indflydelsesrige præst siden Grundtvig, Søren Krarup.
Det skal retfærdigvis siges, at der ikke gøres forskel på muslimske og kristne torturofre. Det er netop deres lidelse, der udelukker dem fra fællesskabet, ikke deres religion.
Genindfør dispensationsreglerne for traumatiserede flygtninge
Den opstramning af flygtningepolitikken, som jeg anbefaler, betyder at det præciseres, at flygtninge, som ikke kan lære godt nok dansk til at få indfødsret efter de nuværende regler, skal have lov alligevel, hvis grunden til manglen er, at de er blevet psykisk smadret af, fx at have været i koncentrationslejr, har været spærret inde i ganske små kasser i årevis, er blevet slået med kabler hver anden dag gennem et halvt år, er blevet voldtaget af fem forkellige soldater samme dag eller har set sin mand blive henrettet, mens også børnene så på det. Loven er i dag sådan, at disse mennesker udtrykkeligt ikke kan få indfødsret, hvis de er blevet psykisk ødelagt af deres traumer.
Jeg taler om flygtninge, der har fået asyl og som søger om at få tildelt dansk indfødsret, det som også hedder dansk statsborgerskab. Man skal have haft lovligt ophold i Danmark i 8 år som flygtning, før man kan søge. Det er Folketinget, som ved lov tildeler indfødsretten, dvs. det er flertallet i folketinget, der afgør hver enkelt sag. Dette flertal har for tiden afgjort med sig selv, at man ikke føler at kunne optage mennesker der lider af posttraumatisk overbelastningsforstyrrelse, det er det samme som kronisk chok, hvis det har ført til at deres indlæringsevne er væsentligt ødelagt.
(Det er tilladt at gengive teksten - helt eller delvist - med kildeangivelse).
Torturofre kan efter en lovændring inspireret af Dansk Folkeparti, hvor der ses bort fra torturens virkning på ofrene, ikke længere få dansk statsborgerskab. De fleste traumatiserede flygtninge er af folketingets flertal frataget retten til dansk statsborgerskab, fordi de er så ødelagte , at de ikke kan lære tilstrækkeligt godt dansk. Jeg mener, at det er udtryk for en mangel på respekt for de hårdt ramte mennesker.
Imens tildeles heldigere flygtninge rask væk statsborgerskab. Man kan som flygtning søge statsborgerskab efter 8 års ophold i Danmark, men torturofre får nej på deres ansøgninger.Selv om de er syge pga mishandlingen.
Der er brug for en opstramning af flygtningepolitikken også på dette område. Man bør ikke tænke på torturerede flygtninge på samme måde som indvandrere. Politikerne har muligheden for at rette op på denne misforståelse.
Lidelsen vi gerne vil undgå - at se i øjnene
Vi foretrækker ofte at se den anden vej, når lidelsen er ved siden af os. De mennesker, der lider ondt, minder os på ubehagelig vis om lidelsens mulighed i vores eget liv. Vi benægter den, og vil helst have de mennesker på afstand, som selv så gruen og døden i øjnene.
Det gælder, når vores nabo mister sin kone. Og det gælder, når naboen er fra Irak og om natten skriger midt i sine mareridt. Der står heller ikke i Skive Folkeblad, at hans søn netop er blevet henrettet i Bagdad.
På gågaden i Skive overhørte jeg engang to ældre herrer i samtale: ”Jeg forstår altså ikke, at socialdemokraterne er så glade for de sorte” , sagde den ene. ”Nej, og vi kunne løse problemet på et par dage bare ved at sende dem alle sammen sydpå i nogle tog”, svarede den anden.
Dansk Folkeparti blev svaret for gamle socialdemokrater som disse, og partiet blev i høj grad drevet frem af en slags søskendemisundelse. Socialdemokratiske arbejdere var bange for at miste deres få privilegier. Vi husker fx forargelsen over at asylsøgere i Kalundborg fik udleveret cykler.
Indrømmet, der blev faktisk større konkurrence om boligforeningslejligheder og de lavest lønnede jobs- og måske også om pigerne. Et dybere motiv tror jeg imidlertid var en kollektiv fortrængning af verdens gru og rædsel. De der fik asyl blev stemplet som "luksusflygtninge" og "sociale turister", som løj om tortur og forfølgelse. De blev i vid udstrækning simpelthen ikke troet. Man ville ikke se deres baggrund.
Jesus, der hang på korset og blev et symbol på vores fælles indlevelse i overgreb og lidelse, er som skuret bort fra de utallige hvide nationale kors på rød baggrund, som pryder landsmøderne i Dansk Folkeparti. To kristne præster er bannerførere for denne lidelsesfornægtende kristendom. Og når Pia Kjærsgård på TV bekender kulør og trækker sin halskæde med krucifikset frem, fremviser hun kun torturinstrumentet. Jesus - historiens mest kendte torturoffer er fraværende.
Med billedet af Jesus på korset blev lidelsen placeret centralt i vores kultur. Pias kors er omvendt symbol på det nationale, hvor der ses bort fra lidelsen. På et symbolsk plan er det derfor logisk, at torturofre ikke længere kan få statsborgerskab i denne korsbærende nation. De fortjener det faktisk slet ikke, siger den politisk mest indflydelsesrige præst siden Grundtvig, Søren Krarup.
Det skal retfærdigvis siges, at der ikke gøres forskel på muslimske og kristne torturofre. Det er netop deres lidelse, der udelukker dem fra fællesskabet, ikke deres religion.
Genindfør dispensationsreglerne for traumatiserede flygtninge
Den opstramning af flygtningepolitikken, som jeg anbefaler, betyder at det præciseres, at flygtninge, som ikke kan lære godt nok dansk til at få indfødsret efter de nuværende regler, skal have lov alligevel, hvis grunden til manglen er, at de er blevet psykisk smadret af, fx at have været i koncentrationslejr, har været spærret inde i ganske små kasser i årevis, er blevet slået med kabler hver anden dag gennem et halvt år, er blevet voldtaget af fem forkellige soldater samme dag eller har set sin mand blive henrettet, mens også børnene så på det. Loven er i dag sådan, at disse mennesker udtrykkeligt ikke kan få indfødsret, hvis de er blevet psykisk ødelagt af deres traumer.
Jeg taler om flygtninge, der har fået asyl og som søger om at få tildelt dansk indfødsret, det som også hedder dansk statsborgerskab. Man skal have haft lovligt ophold i Danmark i 8 år som flygtning, før man kan søge. Det er Folketinget, som ved lov tildeler indfødsretten, dvs. det er flertallet i folketinget, der afgør hver enkelt sag. Dette flertal har for tiden afgjort med sig selv, at man ikke føler at kunne optage mennesker der lider af posttraumatisk overbelastningsforstyrrelse, det er det samme som kronisk chok, hvis det har ført til at deres indlæringsevne er væsentligt ødelagt.
(Det er tilladt at gengive teksten - helt eller delvist - med kildeangivelse).
Om at stramme flygtningepolitikken.
Jeg begynder at genudsende en række af mine stadig aktuelle artikler om flygtningepolitik. Jeg har redigeret lidt i teksterne. De fleste af indlæggene har været udgivet på avisen.dks blog, men her har en tavs cesurinstans valgt at gøre dem utilgængelige.
Om at stramme flygtningepolitikken.
Begrebet ”stram flygtningepolitik.”
Skrevet af: Stig Winther Petersen
Vi har tabt alene pga. sprogbrugen
De politikere, der misbruger angsten for de fremmede til egne formål, har desværre alt for længe fået lov til at monopolisere begrebet "stram". Det betyder, så vidt jeg kan se, at de har vundet på forhånd. Det modsatte af "stram" er jo slap, eftergivende, ukontrolleret, uansvarlig eller denne sammenhæng: halalhippie.
Tal for en strammere flygtningepolitik
Jeg skal opfordre alle, der ønsker en human flygtningepolitik, til altid at tale for en strammere lovgivning og samtidig bebrejde modstanderen, at han er for slap mm. Det handler ikke kun om en rent sproglig tilpasning. Det forekommer mig fx at være næsten ufatteligt slapt og uansvarligt, at vi ikke tager flere FN-flygtninge fra lejrene. Det må der straks strammes op på! Det sejler jo bare derudaf. Men vi kan ikke tage flere flygtninge, siger nogle, for vi kan ikke overkomme at integrere dem. En typisk slap og pylret holdning. Så kunne ”vi” måske stramme os lidt an i stedet for.
Kræv en strammere administration
Vi må også tale for en langt strammere og regelret administration af lovene: Rikke Hvilshøjs udlændingeservice har hele tiden været alt for slap i sin administration – selvom hun undskylder sig med, at Bertel Haarder var værre. Hun må virkelig stramme sig an og reducere alle ventetider i en fart og holde op med at forvride lovene. Hun ændrer nemlig ofte ganske eftergivende afgørelser i enkeltsager i samme øjeblik, de kommer i avisen. I stedet for at glæde os over, at hun slapt vender om i enkeltsager, bør vi kritisere det. Lovene bør virke ens for alle også for dem, der ikke kender en god journalist.
Stram op på ventelisterne
Vi må have en strammere flygtningepolitik, når det handler om hjælp til traumatiserede flygtninge. Det er da virkelig for slasket, at der er to års ventetid på behandling. Det er også for galt, at kommuner ikke ved, om en flygtning er traumatiseret og overfølsom over for stress, når man tvinger ham ud i belastende arbejde. Der bør laves nogle kontrolskemaer.
Modvirk afmægtigheden
Jeg ved ikke, hvorfor det altid lyder bedre at være stram end slap. Det har muligvis med ringmusklers funktionsmåde at gøre. Det giver måske også indtryk af større handlekraft - og det er jo populært. Jeg synes også selv, at jeg kan mærke den aggressive kraft komme bedre frem, når jeg bruger "stramme formuleringer". Jeg får en følelse af at have mere ret til at sige det, jeg gør. Og en følelse af ikke på forhånd, at have tabt til overmagten. Jeg vil derfor
opfordre alle på det humane parti til straks at eksperimentere med formuleringen af deres standpunkter.
Det humane som udgangspunkt
Jeg foreslår, at vi begynder at tale med større autoritet og insisterer på en helt anderledes fasthed og konsekvens end den slappe politik, der nu leveres på udlændingeområdet. Vi skal ikke først ud og argumentere for humane principper, vi må i stedet bilde os ind, at vi allerede er civiliserede. Vi tager dette som udgangspunkt.
Vi behøver heller ikke diskutere med Søren Krarup, om menneskerettigheder er en ny fundamentalisme og udtryk for totalitær tankegang. Det må være hans eget private problem. Han bruger det til at retfærdiggøre sin egen slappe holdning, som tillader, at man ser bort fra andre menneskers lidelse og kaster vrag på næstekærlighed. Hans parti har en forkærlighed for at vise torturinstrumentet frem - det er naturligvis korset jeg tænker på - uden det lidende torturoffer.
Slappe og uambitiøse mål
Husk den overgearede glæde, der var over at nogle ganske få ekstra kom i arbejde pga. "stramninger" i starthjælpen. Målet var sandelig ikke ambitiøst. Nøjagtigt det samme gentog sig nu med 300 timers reglen.
Vi må fremover insistere på en helt anderledes effekt af de initiativer, der tages. Glæden hos de borgerlige skyldtes snarere fornøjelsen ved at tage penge fra fattige folk, som får et kvælende stramt budget, snarere end synet af selve det slappe resultat.
Jeg kunne på stående fod foreslå den opstramning, at kommunerne blev forpligtet til at tilbyde disse ny flygtninge et lønnet arbejde, som svarer til deres forudsætninger og som ikke kræver danskkundskaber. Flygtningene har jo ikke lært dansk endnu. Man kunne så evt. tilbyde starthjælp til dem, der uden at være syge nægter at arbejde. Det er ægte stram udlændingepolitik.
Pladdersødsuppeslattenhed
Problemet er vel lige præcis, at det humane parti er drevet ind i en forsvarsposition, hvor det afmægtigt forsøger at appellere til det gode hjerte hos modstanderen ved at tale blødt og oplyse ham om ønskelige menneskelige hensyn og ved at fortælle ham, at man ikke synes, at han er så sød, som han burde være. Men pas på: Glistrup kaldte det pladdersødsuppeslattenhed og det vil ikke engang socialdemokrater mistænkes for i vore dage.
I realiteternes verden er der tydeligvis andre hensyn, der tæller tungere end de menneskelige. Allan Niebuhr, som var konservativ formand for indfødsretsudvalget, sagde fx, at "det jo nok kom til at gå ud over nogle af de forkerte", da man slækkede på udlændinges ret til statsborgerskab. Han tænkte sikkert på de mange traumatiserede torturofre, som nu ikke længere ville kunne opnå rejsefrihed og stemmeret. Han vidste det godt på forhånd, hvorfor så oplyse ham om konsekvenserne? Politikerne ved godt, hvad de laver.
Torturofre først i køen
Torturofre fra Saddam Husseins fangekældre og kz-fanger fra Bosnien skulle vel humant set netop være dem, der stod forrest i køen. Nu er de helt ude af køen. Jødesammenligningen som højrefløjen hader, fordi den er så hårdtslående, kan bruges igen og igen. ”Jødiske flygtninge, der har overlevet Auschwitz, synes vi ikke skal have dansk statsborgerskab. De er jo så dårlige til klare et arbejde og dansk har de jo også svært ved at lære. Jøder, der undgik kz-lejren, de skal have en chance.” Det er inkonsekvent og slapt, at give alle mulige andre muligheden for statsborgerskab, end netop dem, man kan kalde kerneflygtninge. Jeg vil insistere på, at de kommer forrest i køen, og at der strammes op på misforholdene.
Indfødsret som gave
Statsborgerskab fremstilles i øvrigt som en gave til udlændinge, som de selv skal have gjort sig fortjent til. Det er ikke længere en rettighed. Det virker derfor næsten frækt og i hvert fald slapt, når Udlændingeservice kan finde på at vente 1½ år med bare at påbegynde behandlingen af ansøgningerne! De 8 år en flygtning efter loven må vente på at søge forvandles rent administrativt til 9½ år.
( se artiklen :”Rikke Hvilshøjs administrationssjusk" [information.dk] )
VH Stig
Om at stramme flygtningepolitikken.
Begrebet ”stram flygtningepolitik.”
Skrevet af: Stig Winther Petersen
Vi har tabt alene pga. sprogbrugen
De politikere, der misbruger angsten for de fremmede til egne formål, har desværre alt for længe fået lov til at monopolisere begrebet "stram". Det betyder, så vidt jeg kan se, at de har vundet på forhånd. Det modsatte af "stram" er jo slap, eftergivende, ukontrolleret, uansvarlig eller denne sammenhæng: halalhippie.
Tal for en strammere flygtningepolitik
Jeg skal opfordre alle, der ønsker en human flygtningepolitik, til altid at tale for en strammere lovgivning og samtidig bebrejde modstanderen, at han er for slap mm. Det handler ikke kun om en rent sproglig tilpasning. Det forekommer mig fx at være næsten ufatteligt slapt og uansvarligt, at vi ikke tager flere FN-flygtninge fra lejrene. Det må der straks strammes op på! Det sejler jo bare derudaf. Men vi kan ikke tage flere flygtninge, siger nogle, for vi kan ikke overkomme at integrere dem. En typisk slap og pylret holdning. Så kunne ”vi” måske stramme os lidt an i stedet for.
Kræv en strammere administration
Vi må også tale for en langt strammere og regelret administration af lovene: Rikke Hvilshøjs udlændingeservice har hele tiden været alt for slap i sin administration – selvom hun undskylder sig med, at Bertel Haarder var værre. Hun må virkelig stramme sig an og reducere alle ventetider i en fart og holde op med at forvride lovene. Hun ændrer nemlig ofte ganske eftergivende afgørelser i enkeltsager i samme øjeblik, de kommer i avisen. I stedet for at glæde os over, at hun slapt vender om i enkeltsager, bør vi kritisere det. Lovene bør virke ens for alle også for dem, der ikke kender en god journalist.
Stram op på ventelisterne
Vi må have en strammere flygtningepolitik, når det handler om hjælp til traumatiserede flygtninge. Det er da virkelig for slasket, at der er to års ventetid på behandling. Det er også for galt, at kommuner ikke ved, om en flygtning er traumatiseret og overfølsom over for stress, når man tvinger ham ud i belastende arbejde. Der bør laves nogle kontrolskemaer.
Modvirk afmægtigheden
Jeg ved ikke, hvorfor det altid lyder bedre at være stram end slap. Det har muligvis med ringmusklers funktionsmåde at gøre. Det giver måske også indtryk af større handlekraft - og det er jo populært. Jeg synes også selv, at jeg kan mærke den aggressive kraft komme bedre frem, når jeg bruger "stramme formuleringer". Jeg får en følelse af at have mere ret til at sige det, jeg gør. Og en følelse af ikke på forhånd, at have tabt til overmagten. Jeg vil derfor
opfordre alle på det humane parti til straks at eksperimentere med formuleringen af deres standpunkter.
Det humane som udgangspunkt
Jeg foreslår, at vi begynder at tale med større autoritet og insisterer på en helt anderledes fasthed og konsekvens end den slappe politik, der nu leveres på udlændingeområdet. Vi skal ikke først ud og argumentere for humane principper, vi må i stedet bilde os ind, at vi allerede er civiliserede. Vi tager dette som udgangspunkt.
Vi behøver heller ikke diskutere med Søren Krarup, om menneskerettigheder er en ny fundamentalisme og udtryk for totalitær tankegang. Det må være hans eget private problem. Han bruger det til at retfærdiggøre sin egen slappe holdning, som tillader, at man ser bort fra andre menneskers lidelse og kaster vrag på næstekærlighed. Hans parti har en forkærlighed for at vise torturinstrumentet frem - det er naturligvis korset jeg tænker på - uden det lidende torturoffer.
Slappe og uambitiøse mål
Husk den overgearede glæde, der var over at nogle ganske få ekstra kom i arbejde pga. "stramninger" i starthjælpen. Målet var sandelig ikke ambitiøst. Nøjagtigt det samme gentog sig nu med 300 timers reglen.
Vi må fremover insistere på en helt anderledes effekt af de initiativer, der tages. Glæden hos de borgerlige skyldtes snarere fornøjelsen ved at tage penge fra fattige folk, som får et kvælende stramt budget, snarere end synet af selve det slappe resultat.
Jeg kunne på stående fod foreslå den opstramning, at kommunerne blev forpligtet til at tilbyde disse ny flygtninge et lønnet arbejde, som svarer til deres forudsætninger og som ikke kræver danskkundskaber. Flygtningene har jo ikke lært dansk endnu. Man kunne så evt. tilbyde starthjælp til dem, der uden at være syge nægter at arbejde. Det er ægte stram udlændingepolitik.
Pladdersødsuppeslattenhed
Problemet er vel lige præcis, at det humane parti er drevet ind i en forsvarsposition, hvor det afmægtigt forsøger at appellere til det gode hjerte hos modstanderen ved at tale blødt og oplyse ham om ønskelige menneskelige hensyn og ved at fortælle ham, at man ikke synes, at han er så sød, som han burde være. Men pas på: Glistrup kaldte det pladdersødsuppeslattenhed og det vil ikke engang socialdemokrater mistænkes for i vore dage.
I realiteternes verden er der tydeligvis andre hensyn, der tæller tungere end de menneskelige. Allan Niebuhr, som var konservativ formand for indfødsretsudvalget, sagde fx, at "det jo nok kom til at gå ud over nogle af de forkerte", da man slækkede på udlændinges ret til statsborgerskab. Han tænkte sikkert på de mange traumatiserede torturofre, som nu ikke længere ville kunne opnå rejsefrihed og stemmeret. Han vidste det godt på forhånd, hvorfor så oplyse ham om konsekvenserne? Politikerne ved godt, hvad de laver.
Torturofre først i køen
Torturofre fra Saddam Husseins fangekældre og kz-fanger fra Bosnien skulle vel humant set netop være dem, der stod forrest i køen. Nu er de helt ude af køen. Jødesammenligningen som højrefløjen hader, fordi den er så hårdtslående, kan bruges igen og igen. ”Jødiske flygtninge, der har overlevet Auschwitz, synes vi ikke skal have dansk statsborgerskab. De er jo så dårlige til klare et arbejde og dansk har de jo også svært ved at lære. Jøder, der undgik kz-lejren, de skal have en chance.” Det er inkonsekvent og slapt, at give alle mulige andre muligheden for statsborgerskab, end netop dem, man kan kalde kerneflygtninge. Jeg vil insistere på, at de kommer forrest i køen, og at der strammes op på misforholdene.
Indfødsret som gave
Statsborgerskab fremstilles i øvrigt som en gave til udlændinge, som de selv skal have gjort sig fortjent til. Det er ikke længere en rettighed. Det virker derfor næsten frækt og i hvert fald slapt, når Udlændingeservice kan finde på at vente 1½ år med bare at påbegynde behandlingen af ansøgningerne! De 8 år en flygtning efter loven må vente på at søge forvandles rent administrativt til 9½ år.
( se artiklen :”Rikke Hvilshøjs administrationssjusk" [information.dk] )
VH Stig
Abonner på:
Opslag (Atom)
