Socialdemokraterne retraumatiserer syriske flygtninge

Regeringen vil gerne sende syriske flygtninge tilbage til det sydlige Syrien.

Jeg spurgte en flygtning fra Damaskus, hvor mange syrere, hun havde hørt om, som selv frivilligt er taget tilbage til Damaskusområdet? Flygtningeministeren henviser til netop disse mennesker som et bevis på, at det er sikkert at vende tilbage til det sydlige Syrien, hvor Damaskus ligger.

Kvinden kendte ingen, og hun fortsætter: Der er ganske vist flere, som har taget imod tilbuddet om repatrieringsydelse ( altså penge for at tage hjem). Men siger hun, dem hun kender til, er ikke taget til Syrien, sådan som det var meningen! De er i stedet med Beirut som mellemstation taget til Tyrkiet, Dubai eller Qatar med de gode danske penge. Nogle er sågar vendt tilbage til Danmark for at genoptage deres ophold her inden for fristen.

Jeg lærer følgende af hende: Det er kun dem, som er kendte tilhængere af diktaturet, som kan vende tilbage uden at blive fængslet. Der er ikke fred i området omkring Damaskus. Kontrollen med området er i høj grad – ligesom i de sydlige områder af Irak - overtaget af iranske shiamilitser, som nu terroriserer og undertrykker de lokale borgere.

Syrerne i Danmark har fået besked om, at den socialdemokratiske regering vil sende dem ”hjem”. De lange ventetider i behandlingen af ansøgningerne til at få forlænget de midlertidige opholdstilladelser skaber derfor en lang periode med angst hos de syriske flygtninge. Også hos dem, som faktisk ender med at få et ja til at blive i Danmark, fordi det fra starten var indlysende, at de ikke kunne sendes hjem. Måske fordi de er registrerede politiske modstandere af regimet, eller måske fordi de er desertører fra regeringens morderiske hær.

Måske de allerede før flugten nåede at komme i politisk fængsel og hermed også i tortur og har været igennem dyre behandlingsforløb i de traumecentre for flygtninge, som ligger spredt ud over landet.

Uroen har ramt alle flygtninge fra Syrien, som tænker: Det er vores tur næste gang. Og regeringen i Danmark tager åbenbart ikke hensyn til den faktiske situation i Syrien.

Hvad sker der for dem, som bliver indkaldt til fornyet afhøring hos det danske fremmedpoliti? Flygtningen bliver stillet i udsigt, at forhøret godt kan tage en hel dag. Det står uklart hen. Man skal møde op på Nordsjælland i Sandholm kl. 9.00 om morgenen, uanset om man er boplaceret i Skagen.

Dette arrangement synes næsten at være beregnet på at retraumatisere de flygtninge, som i Syrien har været i forhør hos de syriske kollegaer eller Isis , og som af samme grund frygter at møde det danske politi. De har været i et forhør, som de ikke vidste enden på. Og hvor udgangen var frygtet og ukendt. Den danske regering truer nu disse flygtninge med at sende dem tilbage til det område, hvor de allerede en gang har været under pinligt forhør. Ventetiden og selve forhørene hos politiet rammer således ironisk nok især dem, som faktisk får forlænget deres opholdstilladelse, fordi det fra starten pga. deres traumatiske historie har været indlysende, at de ikke kunne sendes hjem.

En del af denne gruppe bliver faktisk heller ikke indkaldt til afhøring, men får tilsendt en meddelelse om, at man overvejer at sende dem hjem. Så kan de selv tænke videre i de næste 5 – 6 måneder, indtil svaret kommer. Det menneske, som er traumatiseret forventer i denne situation det værste.

Det er klart, at det, der betegnes som ”asyl”, i praksis er ophævet i denne angstfyldte periode. Mennesket er jo ikke en maskine, men en organisme og et væsen, der reagerer ud fra dets egen fortid og på den fremtid, det har udsigt til. Det er derfor at forbryde sig mod disse følende mennesker, når man truer dem med at tilbagesendelse til et morderisk diktatur, som regeringen ikke engang selv kan komme i en samtale med. Syrere med telefonforbindelse til hjemlandet har gode og troværdige informationer om deres mulige skæbne i Syrien i deres eget miljø. Og bedre end regeringens "fact finding missions" kan finde. Det er bevist flere gange i fortiden.

Der bliver sendt meget få eller ingen syrere "hjem" i denne omgang. Måske nogle få velfungerende børnefamilier ender i udsendelseslejre udstyret med motivationsfremmende dårlig behandling. Men ingen rejser til Syrien eller kan tvinges til det. Der er ingen aftale med diktaturet i Damaskus. Det hele synes derfor at være en del at et socialdemokratisk politisk stuntnummer til ære for de vælgere, som kunne finde på at stemme på Dansk folkeparti, hvis ikke regeringen viser, at den har ”hår på brystet”. Ingen andre lande i verden har samme politik som Mette Frederiksen og hendes politiske allierede i den borgerlige lejr. Den amerikanske udenrigsminister advarer sine danske venner. Tænk, at vi skulle så langt ud!

Tilbage står, at socialdemokraterne har skabt voldsom frygt og mistro hos hundreder af hårdt ramte syriske flygtninge - også hos dem, som skal bruge det yderste af deres kræfter på at tage sig af deres børn - og skabe trygge rammer og fremme livsmodet hos dem.

1Kaj Storgaard Jensen